Mine hænder begynder efterhånden at ligne min mors, som jeg husker dem, før hun døde som 61 årig. Jeg sidder og kigger på håndryggene, mens de taster løs på tastaturet. Den tynde solbrune hud er blevet løsere og lettere rynket. Og når jeg ser på billeder af mig selv fra uvante vinkler, så har jeg ikke helt forliget mig med min ansigtsprofil med løsthængende hud under hagen og min mindre ranke kropsholdning. Mon den bliver til en kalkunhage eller dobbelthage? “50 år – jeg må vist se i øjnene, at jeg er blevet rigtig voksen”, tænker jeg for mig selv. Jeg bliver ellers oftest tippet yngre end min alder, og min frisør har endnu ikke fundet nogen grå hår – eller terminalhår – som hun så rammende kalder det. Det med håret har jeg også arvet fra min mor, der havde mørkebrunt hår lige til det sidste. Jeg har skrevet om min mors død i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt.
Jeg har set det at være midaldrende beskrevet som den fase, hvor man ikke er ung længere, men hvor man heller ikke er ældre end, at man er yngre end de gamle. Det er en alder, jeg forbinder med min forældregeneration og ikke med mig selv. Samtidig vidner min livsfortælling og vores fire børn om, at der er gået en rum tid. Vi nyder at følge de tre voksne på større afstand, og her til morgen besluttede yngstesønnen sig for at ville cykle alene til skole. I øvrigt fyldte min far 80 år i februar. Jeg er nået dertil, at selv hvis jeg får lov til at leve længe, så har jeg under halvdelen af mit liv tilbage. Det virker på én gang som meget kort og lang tid. Det virker heldigvis mest som lang tid. Måske mærker jeg livet – og lever hver dag mere intenst – fordi jeg i mit arbejde på neurologisk afdeling jævnligt har fine små møder med yngre eller midalderende mennesker, der bliver ramt af sygdom, funktionsnedsættelser og død.
“Hvordan er det at fylde 50 år?”. Jeg har ikke tal på, hvor mange der har stillet mig dét spørgsmål op til min fødselsdag forrige lørdag. “Mærkeligt”, har mit helt kortfattede svar været gennem lang tid. Jeg føler mig som den samme indeni. Det har jeg i øvrigt også hørt mange gamle mennesker sige, at de gør. Det er som om, jeg er et resultat af alle mine passerede aldre – barnet, teenageren, den unge, den voksne, forælderen. Samtidig har jeg forandret mig. Mine rammer og roller har forandret sig. Mit perspektiv har forandret sig. Jeg har forandret min måde at være til stede i verden på. Det er blevet tydeligere for mig, hvad der er vigtigt og meningsfuldt. Du kan læse mere i indlægget Grib lykken lige nu. En stræben efter at finde huller i hverdagen med langsommelighed, indre ro og hvile. Fordybelse. Muligheder for at lade tankerne vandre og kreativiteten dukke op – midt i almindeligt virvar og kaotiske tanker. Et større overskud til at kigge rundt og åbne mig for både overfladiske og dybe relationer. Jeg har fået øje på større skønhed i de små og nære ting og i mennesker omkring mig. Det kan du læse mere om i indlægget Det er så lidt, der skal til. Så da jeg cyklede hjem efter arbejde mandagen før min fødselsdag, kom svaret pludselig til mig: “Jeg er taknemmelig”. Det er den overskrift, jeg gerne vil have over tiden, der er gået, og her hvor jeg er lige nu.

Det er godt at være mig – Malene. En simpel sætning der indeholder så meget. Inspireret af Rob Bell´s podcast It´s good to Be ______. Det er en erkendelse af, at det grundlæggende er godt at være menneske og at være til. En taknemmelighed for livet. En taknemmelighed for at jeg altid har oplevet en overvægt af hverdagsglæder og lykkeglimt. På trods af stemmerne i mit hoved der ind imellem prikker til mig, og minder mig om mine fejl og følelser af ustilstrækkelighed og forkerthed, sorger over forskellige slags tab og brudte relationer i årenes løb. Der minder mig om ønsker og drømme, der ikke er blev som jeg havde håbet på. Jeg havde det flere år som om, jeg bevægede mig rundt på endeløse kringlede veje og omveje for at finde min plads rent professionelt. Men som en veninde sagde til mig på på min fødselsdag, så kan omveje set i bakspejlet nogle gange vise sig at være genveje. Ens perspektiv kan ændre sig, hvis man åbner sig op for det. Det kan give anledning til nye begyndelser. Måske havde jeg alt for længe været for snævertsynet? Jeg er taknemmelig for selv at have erfaret, at der pludselig dukkede muligheder op i ukendte og spændende retninger, som jeg ikke havde haft fantasi til at forestille mig. En større omvej viste sig netop at blive en genvej. Desuden er jeg blevet bedre til at få øje på sammenhængen mellem de svære udfordringer i livet og min højt værdsatte indre udvikling. Det har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.
Det er godt at være mig – Malene. Måske også fordi jeg er blevet mere afslappet og tilbagelænet. Noget af det bedste ved den her alder er, at jeg er blevet i stand til at se på mig selv med et mildere og kærligere blik. Jeg har lært mig selv at kende. Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Jeg har fået skruet betydeligt ned for perfektionismen og selvkritikken, selvom de sider stadig er en del af mig. Det kan du læse mere om i indlægget Jeg vil være venner med min sårbarhed. Og det er virkelig grænseoverskridende og udansk at skrive dette, men jeg mærker en glæde og tilfredshed med – til tider ligefrem stolthed over – hvem jeg er, og hvordan jeg ser ud. Den følelse varer lige indtil jeg kommer til at sætte barren for højt for mig selv, eller jeg kommer til at sammenligne mig med andre. Jeg har det med at komme til at wrestle med forestillingen om alt det jeg synes, jeg burde kunne gøre mere og bedre. Med forestillingen om også gerne selv at ville udrette noget stort.
Sammenligning – sandsynligvis i giftig cocktail med perfektionisme og selvkritik – har med tilbageblik været noget af det mest ødelæggende i mit liv. I indlægget Det er aldrig for sent at øve sig fortæller jeg om, hvad der skete med mig, da jeg sammenlignede min skrivning med en stjernejournalists artikler. Sammenligning har påvirket min selvværdsfølelse. Den har frataget mig modet til at turde kaste mig mere hovedkulds ud i nyt, stole på mine kompetencer, øve mig og fejle og rejse mig op igen. Den har til tider forhindret mig i at få øje på og nyde de mest åbenlyse hverdagsglæder. Den har forårsaget misundelse, og ubevidst skabt en distance mellem mig og andre mennesker. Jeg går ind i mit nye årti, og er fast besluttet på at ville bekæmpe sammenligningens tyranni i mit hoved. Jeg vil hverken føle mig bedre eller dårligere end andre, men jeg vil uhindret kunne være glad og taknemmelig for at være mig, for det jeg har og er. Det er den enkeltstående livserfaring, som jeg allerhelst ville kunne give videre til mit yngre jeg.

Det er godt at være mig – Malene. Det gode liv handler om relationer. Jeg er taknemmelig for hver en af jer, som har krydset min vej og har sat et aftryk, og som jeg har fået lov til at sætte et aftryk på. Det kan være ved små betydningsfulde møder, som medvandrere i kortere eller længere perioder eller som nærtstående livsvidner. Min elskede mand og børn, familie og venner som hepper på mig. Mennesker som gennem årene ofte har set på mig med et kærligere blik, end jeg har set på mig selv, og talt vigtige sandheder ind i mit liv. Jeg må erkende, at jeg ofte ikke selv har været klar over, hvad der var godt for mig.
I perioder har jeg oplevet eksistentiel ensomhed og forladthed – heraf også troskriser – hvor Gud har syntes ufattelig langt væk. Det er måske et paradoks, at Jesus samtidig har været min tilflugt og mit anker, mit fyrtårn og den røde tråd i mit liv. I det oftest tavse men nære fællesskab med ham, har jeg lært at kunne omfavne mig selv i ensomheden. Og hans tavse og alligevel overdøvende stemme i mit indre fortæller mig igen og igen, at jeg er elsket og værdifuld – ubetinget af hvad jeg gør eller præsterer. Det er jeg mere taknemmelig for end noget andet. Du kan læse mere i indlæggene Gud taler til mig gennem andre mennesker og Jeg inviterer Gud med på cykelturen.