Om det var en engel eller et almindeligt menneske der opmuntrede mig i foråret 1997 – det var jeg dengang i tvivl om – men det hjalp mig igennem en svær tid. Jeg var nygift og tæt på at blive bachelor, da min far fik kræft. Det var første gang, at et nært familiemedlem var alvorligt syg. Jeg var oprigtigt bange for, at han ville dø. I samme periode stod jeg overfor en krævende skriftlig eksamen i medicin. Mine tanker fløj i alle mulige retninger, så jeg var bagud med forberedelserne. Jeg overvejede at udskyde eksamenen, for det var utænkt for mig at gå op uden at være (over)velforberedt – og cirka en tredjedel af pensum ville jeg ikke kunne nå at læse op på.
En uventet hilsen
Det var en stille søndag morgen. Jeg ventede på bussen ved Vanløse station på vej til læsegruppe hos en studieveninde på Nørrebro. Der stod et par stykker bag mig. Måske så jeg trist ud, men jeg husker mig selv som i en rimelig normal tilstand. Jeg så bussen nærme sig i det fjerne. En midaldrende dame trådte nogle skridt frem. Helt ud af det blå sagde hun til mig: “Du skal nok klare det. Det kommer til at gå alt sammen”. Jeg vendte mig om for at sige tak, men hun var forsvundet – og jeg steg ind i bussen.
Det er ikke normalt, at et fremmed menneske henvender sig til mig, som damen ved busstoppestedet gjorde. Dengang troede jeg som sagt, at hun måske var en engel, fordi oplevelsen havde flere uforklarlige elementer. I dag er det ikke vigtigt for mig, hvad hun var. Jeg kunne mærke indeni, at jeg skulle tage ordene til mig. Forleden snakkede min nabo og jeg om, at der ind imellem sker det, at nogen siger noget, hvor man ved med sig selv, at det er rigtigt. Det her var sådan en situation for mig. Hilsenen gav mig fornyet håb. Jeg valgte med støtte fra min læsegruppe at gå op til eksamenen, og jeg bestod. Min far blev opereret, og har været kræftfri lige siden. Det er jeg meget taknemmelig for.
Enkelt og hverdagsagtigt
I årenes løb har jeg erfaret, at Gud bruger andre mennesker til at inspirere og opmuntre mig. De er som regel ikke engang selv klar over det. Det foregår helt udramatisk. Det kan være et ord eller en sætning i løbet af en samtale. Det kan være måden det bliver sagt på, sammenhængen eller måske min egen sindstilstand, der giver det særlig værdi for mig. Der giver mig følelsen af, at Gud har en andel i det.
Da min far var kræftsyg, var jeg omgivet af familie og venner, der gerne ville trøste mig. Damen ved busstoppestedet var med garanti ikke den første der havde sagt, at det nok skulle gå alt sammen. Hun kendte intet til mig. Alligevel endte hendes ord med at få afgørende betydning. Hun opmuntrede mig ikke ud af medlidenhed eller ud af sin egen magtesløshed. Måske netop derfor hørte jeg ordene, som de var og ikke som tomme floskler. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men Gud så mig. Han vidste lige præcis, hvad der skulle til for at nå mig med sin kærlighed. Ligeså enkelt og hverdagsagtigt, som det var, ligeså overnaturlig føltes den fred og det håb, som fulgte med.
