Min mørkeblå dagbog

Det er lørdag. Dagene er blevet kortere og mørkere. I dag siler regnen ned, og det rusker i træerne. Jeg har holdt mig indenfor. Selvom jeg godt ved, at det ville være godt for mig at få gået eller løbet en tur. Der er således mange ting, jeg ikke gør, og som en del af mig synes, jeg burde gøre – og omvendt. Jeg har erfaret, at jeg aktivt skal forholde mig til, hvad jeg synes er vigtigst at nå, og så prioritere det først. I dag blev det at sætte mig ned og skrive i min dagbog. Jeg har efterhånden en lille række dagbøger, der står gemt i mit skab. Jeg elsker smukke notesbøger med lækkert papir. Min nuværende dagbog er en mørkeblå Moleskin med en elastik til at kunne lukke omkring den. Den er bundet i ryggen og kan foldes helt op, så jeg kan skrive ubesværet frem og tilbage, fra side til side. For mig er skrivningen en virkelig god praksis i forhold til at sætte tempoet ned, lukke alt andet ude og være til stede her og nu. Jeg får prioriteret at skrive i dagbogen et par gange om ugen. Efterhånden som jeg skriver dette blogindlæg bliver jeg klar over, hvor meget det betyder for mig, så jeg ville gerne hive dagbogen frem noget oftere. 

Jeg må skynde mig at nævne, at jeg ikke skriver dagbog i klassisk forstand. Det er en form, hvor jeg skriver løs af mine tanker og følelser. Rutinen er, at jeg sidder ved skrivebordet, hvor jeg kan kigge ud af vinduet. Der er stille, og jeg er helt alene med mig selv. Jeg skriver altid med blyant. Det er mit foretrukne skriveredskab. Jeg kan godt lide at mærke blyantspidsen, der glider henover papiret. Min skrift er sjusket og til tider ulæselig for andre. Jeg laver de samme småfejl igen og igen. Bogstaverne bliver utydelige, og de flyder ind i hinanden. Men reglen er, at jeg ikke stopper op og retter, men at jeg bare fortsætter med at skrive. Jeg skriver, hvad der lige akkurat dukker op, og på den måde bliver det meget ærligt og ucensureret. Det er meget sjældent, at jeg bladrer tilbage og læser, hvad jeg har skrevet. Jeg skriver det mest for selve processens skyld, og fordi det kan hjælpe mig bedre i kontakt med mig selv. 

Her på bloggen kender du mig som meget reflekteret. Det kommer forholdsvis let til mig. Jeg er typen, der nøje overvejer mine egne handlinger, valg, beslutninger, min historie, og hvordan det jeg har gjort eller sagt har påvirket mig selv og andre. Jeg overvejer, hvordan jeg er blevet påvirket af forskellige livsvilkår og hændelser. Bagsiden er, at jeg kan komme til at overtænke rigtig mange ting. Det meste foregår i mit hoved, og jeg kan have svært ved at mærke og identificere de følelser, der kan være forbundet med det. Særligt hvis det handler om skam, forurettethed, uretfærdighed og frem for alt vrede. Jeg er sindssygt dårlig til at blive vred. Jeg har aldrig lært at håndtere min vrede. I stedet er jeg rigtig god til at undertrykke den. Men det er som om, at det undertrykte lettere finder en vej ud, når jeg skriver løs af mine tanker og følelser. Jeg tillader mig selv at bruge andre ord, når jeg skriver, end når jeg taler, omend det stadig er en øvelse for mig at udtrykke vreden. 

Dagbogen har også et tema om taknemmelighed. Almindelige problemer og bekymringer kan få mig til at overse, hvad jeg kan være glad og taknemmelig for. Skrivningen løfter mig op i helikopteren, så jeg bliver i stand til se mit liv fra et overordnet perspektiv. Det kan være, jeg bliver mindet om, hvilke problemer og bekymringer, der har løst sig over tid. Det kan være, at jeg bliver mindet om gode gaver i mit liv, som jeg har tendens til at tage for givet, og som er værd at stoppe op og sige tak for. Det kan være, jeg bliver i stand til at zoome ind og få øje på de små og helt nære ting, som jeg kan glæde mig over. Min nye keramikskål fra Hönö, der står på mit skrivebord, og som ligner en forstørret blåmusling. Den minder mig om en gåtur øen rundt langs havet henover klipper og i solskinsvejr sammen med min mand. Når jeg i perioder kan have det som om jeg er havnet alene ude i en ødemark, og jeg har mistet modet, så kan jeg pludselig få øje på en lillekilde med vand, mens jeg skriver. Det kan være, jeg kommer i tanke noget, som en person har sagt eller gjort for mig i ugens løb, og som har berørt mig. 

For mig er det naturligt, at jeg i mine tanker inviterer Gud til at være sammen med mig, når jeg skriver løs. Gud kender mig bedre, end jeg selv gør. Alligevel peger eksempler i Bibelen på, at Gud gerne vil have et venskab med mig som menneske, hvor jeg deler helt ærligt og ucensureret ud af mit indre. Det har ikke været noget, jeg har praktiseret, når jeg beder højt. Faktisk kommer jeg ofte til at formulere mig på måder, som indeholder mange floskler og tomme ord, der er fremmedgørende. Min dagbog er blevet en personlig og alternativ form for bøn og interaktion med Gud. Det er finurligt, hvordan Gud nogle gange responderer, mens jeg skriver. Jeg hører ikke nogen stemme i mit øre. Men jeg kan blive mindet om et sted i Bibelen eller noget fra en bøn eller en bog, jeg har læst, eller noget jeg har hørt. Det kan være mine egne ord der pludselig træder frem og får en særlig betydning. Jeg tror, det er fordi, Gud ønsker at fremhæve en pointe for mig. Jeg kan opleve det som en opmuntring eller som hjælp til at skifte fokus. Det kan også være, at jeg i min skrivning retter frustrationer og vrede imod Gud, fordi jeg ikke synes, jeg får den hjælp, jeg har brug for. Der er ligeledes mange eksempler i Bibelen på, at de mennesker der var Guds bedste venner ikke holdt sig tilbage med også at skælde ud.