Togtur med utilregnelig mand giver mig stadig hjertebanken

Jeg er taknemlig for et dygtigt togpersonale og en stram våbenlovgivning i Danmark, for ellers kunne det være gået grueligt galt på Kystbanetoget torsdag eftermiddag. Midt i myldretiden og midt i min togvogn udviste en utilregnelig mand truende adfærd overfor sine medpassagere. Jeg ved ikke, hvad han var påvirket af, hvad han fejlede mentalt, eller hvad der havde fået til at slå klik for ham. Men hvis han havde haft et våben i tasken, så er det ret sandsynligt, at han ville have brugt det. Her i dagene efter har jeg haft tendens til hurtig hjertebanken. I korte øjeblikke var jeg nemlig bange for, om manden ville ende med at gøre skade på mig eller andre tilfældige mennesker i toget.

Kapitel 1

Det foregik lige bagved mit sæde. Jeg kunne ikke se manden. Jeg kunne høre hans hurtige vejrtrækning. Han hidsede tydeligvis sig selv op, mens han flere gange sagde “jeg skal slå ham ihjel, jeg bliver nødt til at slå ham ihjel”. Togkontrolløren var en ældre gråhåret kvinde, der var omkring halvanden meter høj. Hun prøvede vedholdende og med rolig stemme at få den meget større mand til at sætte sig ned igen. “Men det kan jeg ikke, jeg skal slå ham ihjel”, sagde han med dirrende stemme, mens han bevægede sig rastløst nogle meter op og ned af midtergangen. “Det er ikke nogen god idé at slå ham ihjel”, svarede hun tørt. Jeg sad og beroligede mig selv med, at alting ville komme til at gå fint. Samtidig var der en del af mig der frygtede en situation, hvor manden i stedet ville rette sin vrede imod personen tættest på (altså mig). Så jeg tog mod til mig, rejste mig forsigtigt op og fandt en plads længere nede i vognen. Jeg forsøgte at gå så lydløst som muligt. Måske ville en forkert lyd eller bevægelse kunne udløse en potentielt farlig reaktion? Manden opførte sig nemlig utilregneligt. Jeg tror, at de andre passagere havde det lidt ligesom mig, for der var usædvanligt stille i togvognen.

Kapitel 2

Togkontrolløren kom ingen vegne med sine forsøg på at berolige manden, så hun forlod togvognen. Formentlig gik hun ud for at ringe efter politiet. Imens stod han og trippede uroligt på midtergangen. Han stak sine rystende hænder ned i den taske, der hang henover brystet på ham og ledte febrilsk efter noget. Jeg holdt øje med ham ud af øjenkrogen. Han hev i noget, der lå på bunden, og skubbede til den vinflaske, der stak op af tasken. Han sagde nogle uforståelige ting til sig selv, imens han hidsede sig selv endnu mere op. Det var en opladerledning til en computer. Den var viklet ind i de andre ting i tasken, men efterhånden fik han den fri. Toget var ved at nå frem til stationen ved Rungsted Kyst, og manden forlod togvognen. Næste gang jeg så ham var ud af vinduet. Han jagtede en anden passager rundt på perronen, mens hans holdt ledningen stramt mellem hænderne, klar til at kvæle ham. Jeg kunne se, at han fortsat talte med sig selv, og at han havde et vildt og fjernt udtryk i ansigtet. Den anden passager løb først lidt forvildet rundt. Så løb han ind i en bus. Den lukkede dørene og begyndte at køre, før manden nåede derhen. Politiet var på vej, og toget kørte videre.

Foto: Tæt ved Kystbanen ånder alt fred og idyl.

Efterfølgende refleksioner

Selvom situationen endte godt, så sidder oplevelsen stadig i kroppen. Jeg kan pludselig få hurtig hjertebanken, hvor jeg skal koncentrere mig om min vejrtrækning for at finde ro på mig selv igen. Jeg har været overrasket over, at der ikke skal mere til, før kroppen reagerer med stresssymptomer. Jeg har i øvrigt mest skrevet det her blogindlæg for min egen skyld. Det har hjulpet mig til at forstå og acceptere, at jeg i en eller anden grad følte mig truet på livet. Desuden var jeg vidne til, at en anden passager måtte flygte, fordi han reelt var truet på livet. Jeg tænker på togkontrolløren, der i længere tid stod ansigt til ansigt med manden og lyttede til hans trusler. Vi var et par stykker, der takkede hende på vej ud af toget, og hun svarede beskedent, at det jo var hendes job at sørge for alle passagernes sikkerhed. Måske har hun haft en reaktion efterfølgende? Jeg tænker også på den anden passager, der blev jagtet. Jeg ville gerne høre hans historie. Set i et større perspektiv, så findes der mennesker (særligt kvinder), der dagligt og vedvarende bliver udsat for trusler om vold og mord. Når jeg kan få hurtig hjertebanken af min lille oplevelse, så gør det mig ondt at tænke på de store og varige psykosomatiske mén (fx PTSD), som de bliver nødt til at leve med.

About the author