Jeg klapper mig selv på skulderen, fordi jeg i de senere måneder lykkedes i at give mig selv fri og sætte bloggen på pause. Det var tid til noget andet. Det var tid til at fordybe mig i et større skrive- og redigeringsjob, der var kommet min vej, og som passede perfekt til min faglige profil. Min indre stemme har godt nok været højrøstet ind imellem, fordi en del af mig syntes, jeg også burde kunne skrive til bloggen. Særligt i forbindelse med julen og nytåret, som jeg har haft tradition for. Og så måtte jeg igen igen give mig selv tilladelse til at bruge min tid og energi på skrivejobbet – og i øvrigt sørge for at få taget mig ordentligt af mig af selv. Det er et velkendt tema for mig, at jeg oplever en øget følelsesmæssig og praktisk belastning i julemåneden. Samtidig er vintermørket generelt årsag til betydeligt reduceret energi og nedsat kreativitet. Men det er også virkelig svært for mig at undertrykke den side af mig selv, der gerne vil være effektiv og kunne nå det hele bl.a. at skrive indlæg til bloggen med ujævne men alligevel rimelige mellemrum. Det er svært for mig at skære noget fra, når jeg vælger noget andet til, eller når jeg bare har behov for en mindre grad af belastning. Derfor er skulderklappet helt velfortjent.
Jeg værdsætter mit normale drive, min lyst til at ville berøre andre og “redde verden”, som min mand kan finde på at drille mig med. Jeg værdsætter mine kompetencer til at planlægge, koordinere og arbejde målrettet. Men jeg bliver også let overvældet af mig selv, af mine gode ideer og intentioner. Det sker næsten ubemærket, at jeg kommer til at være optaget af for mange ting på én gang. Jeg bliver typisk fyldt op af en kombination af reelle gøremål i familien, mine projekter, mentale processer og mennesker omkring mig. Når mit overskud er reduceret, så kan næsten hvad som helst af dét, der på andre tidspunkter er godt og energigivende tippe over og blive til en uoverskuelig “burde-ting”. Allerede i starten af december registrerede jeg, at bloggen føles sådan. Jeg havde lyst til at skrive, ligesom jeg stort set altid har, men refleksionerne og ordene kom ikke til mig. Der var for meget andet indeni mit hoved. Jeg kunne ikke. Selvom en del af mig altså syntes, jeg burde, og jeg sporadisk prøvede. Derfor var det virkelig frisættende at give mig selv tilladelse til at prioritere min tid og sætte bloggen på pause. Jeg måtte godt nok minde mig selv om beslutningen nogle gange, men efterhånden havde jeg givet mig selv helt fri.
Du kan se resultatet af mit skrive- og redigeringsjob her, hvis du er nysgerrig. Jeg er taknemmelig for, at jeg i slutfasen fik muligheden for blive en del af projektet “Familier med afasi på vej”. Det har givet mig værdifulde erfaringer som fagjournalist, tæt kontakt til mulige fremtidige samarbejdsrelationer og mange anerkendende ord. Men fremfor alt har forskergruppen og SDU fået udgivet et flot idékatalog med idéer til indsatser for familier med afasi igennem livet med afasi, som i første omgang skal være til inspiration i alle landets kommuner.
Bortset fra dét har jeg i de senere måneder haft øget opmærksomhed på behovet for at have skruet op for mine velkendte kilder til energi. Herunder har jeg også givet mig selv tilladelse til at have flere minimumsdage. Det vil sige sammenhængende timer eller dage, hvor jeg har tilstræbt at kræve så lidt som muligt af mig selv. Jeg har holdt lange pauser med krydret julethe og kiggen ud i luften, langsommelighed, gåture, læsning og unyttige aktiviteter som at se alle sæsoner af Virgin River på Netflix. Nu er lyset og de længere dage endelig kommet. Jeg kan mærke, at energien og ordene langsomt vender tilbage. Og det føles godt igen at kunne sidde og skrive til dig, der læser med her på bloggen.
