Jeg vil være venner med min sårbarhed

Small progress is still progress” er et citat, som jeg vil hænge på min opslagstavle, når vi får smidt yngstesønnen ud af soveværelset, og der bliver plads til et arbejdshjørne. I min pause fra bloggen har jeg taget livtag med mine til tider store skrivedrømme og -ambitioner. Du kan læse mere i indlægget Jeg graver lige et lag dybere. – Og jeg har brug for at blive mindet om, at det er okay at skrue ned for forventningerne, og at lade mig styre af min indre kreativitet og inspiration uden nødvendigvis at have et højere formål. Set i bakspejlet har jeg været rigtig god til at lave benspænd for mig selv. Over tid var det blevet sværere og sværere for mig at få sat mig ned og bare skrive for sjov. Jeg brugte en masse mentale ressourcer på at overveje, hvad jeg skulle skrive om og til hvem. I stedet for at tage et skridt af gangen og glæde mig over mine små fremskridt.

Jeg har fået øje på, at jeg har en særlig sårbarhed forbundet med skrivningen, fordi den er så vigtig for mig. Det var blevet til en negativ spiral, som jeg nu langsomt er på vej ud af. Motoren har været min perfektionisme og angst for ikke at kunne skrive godt nok. Der har dårligt været plads til øvelse og fejl, selvom jeg flittigt siger noget andet. – Kombineret med min skuffelse og skam over hvor lidt jeg reelt fik produceret. Her refererer jeg til mit mangeårige ønske om at skrive flere artikler.

For nylig hørte jeg mig selv nedvurdere mine skriverier på bloggen overfor en veninde. Det efterlod mig med en følelse indeni af, at jeg også selv var mindre betydningsfuld eller værdifuld. Jeg kan let afsløre det som en fed løgn, og jeg vil ikke tænke sådan om mig selv. Samtidig kræver det tålmodighed at ændre et gammelt mønster. “This is hard – but it´s totally normal, for this to feel hard. Let me go gently, let me be kind” er et andet citat, som jeg gerne vil have op på opslagstavlen. Jeg arbejder i øjeblikket på at finde styrken i min sårbarhed og ikke lade mig handlingslamme af den. Der er et spirende mod, der vokser frem indeni, kan jeg mærke. En fornyet lyst til bare at skrive for sjov og til at komme i gang med en artikel uden større overvejelser. Jeg føler mig glad og forventningsfuld.

Foto: Afslapning på biblioteket i februar

Jeg har meldt mig ind i skriveklubben “Bare Skriv”. Min første øvelse tirsdag aften var at skrive videre på sætningen: Jeg er din sårbarhed, og jeg ønsker at fortælle dig, at… og jeg vil dele min lille terapeutiske tekst med dig her.

Jeg er din sårbarhed, og jeg ønsker at fortælle dig, at du ikke skal bekæmpe mig. Du har brug for mig. Vi kan være et stærkt team. Men du skal lære mig bedre at kende. Du skal give mig plads, tillade at jeg er der. Jeg vil hjælpe dig med at være endnu mere dig, give dig større autencitet og gennemslagskraft, når du skriver til mennesker, som har behov for at høre din stemme. Jeg ved godt, at du er bange. Du er bange for ikke at slå til, for at fejle. Du er bange for, at drømmen om at nå længere ud med skrivningen er urealistisk. Du er bange for, at du ikke er god nok. Jeg får lyst til at holde om dig, få dig til at sænke skuldrene og slappe af. Du skal være dig, præcis ligesom du er. Du skal skrive frit, dele ud af dit indre og af din viden. Uden at tænke, planlægge og redigere helt så meget. Mere ufiltreret. I små portioner. Det er værre ikke at skrive end at fejle. Så skriv – skriv med fejl og mangler. Vi er et stærkt team. Dig og mig, din sårbarhed”. 

About the author