Set i bakspejlet kommer forskellige hændelser i livet til at markere “et før og et efter”, fordi de sætter aftryk og gør noget ved os som mennesker. En epoke slutter og en ny tager sin begyndelse. Fremover vil der være “et før og et efter”, at jeg blev ramt af stress, for jeg er ikke den samme som før. Det er flest positive forandringer og erkendelser, som jeg tager med mig videre i livet, men jeg kæmper stadig med min hukommelse. Der er noget i hjernen, der skal bygges op igen, kan jeg mærke.
Forleden skulle jeg mødes med en bekendt, der viste sig at være forsinket i trafikken. I ventetiden nåede jeg febrilsk at tjekke på mobilen, om jeg havde husket at give hende besked om mødestedet. For den slags kunne jeg godt glemme at gøre. Jeg kunne have tænkt på det, måske være blevet afledt af noget og troet, at det allerede var blevet aftalt.
Ifølge en dansk undersøgelse fra 2017 af psykolog og PhD Anita Eskildsen, så klarer patienter med arbejdsrelateret stress sig dårligere end raske kontrolpersoner, når de fx bliver testet på at huske at gøre en bestemt ting på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden. Hukommelsen kan endda være påvirket i mere end et år efter, at den mest akutte stressperiode er overstået.
Så jeg prøver langsomt at vænne mig til, at jeg er blevet sådan en mor, der glemmer at tjekke forældreintra, misser forældremøder og læser om børnehavens lukkedage lige sent nok. Sådan en medarbejder der bliver nødt til at dobbelttjekke, om jeg har lavet det jeg tror, fordi jeg kan have glemt det. Sådan en der har lister og gule sedler på skrivebordet, computerskærmen, køleskabet og mobilen.
Ifølge Anita Eskildsens undersøgelse kræver det tid og tålmodighed at blive normaliseret igen. Pauser hjælper hukommelsen. Ligesom det er godt generelt at have strategier til at finde ro på sig selv. Billedet af muren af sandsten er for mig et symbol på, at det vil tage tid og kræve kræfter at bygge noget op, hvis det vælter. Det vil tage tid at få hver enkelt sten lagt på plads igen.
I et tidligere indlæg har jeg skrevet om pauser, og jeg synes det er rigtig svært at få lagt nok pauser ind i løbet af hverdagen. Jeg øver mig stadig. Jeg øver mig i at udvise omsorg for mig selv. Men jo mere presset jeg er, desto lettere glemmer jeg de gode tiltag, som endnu ikke er indarbejdede rutiner. Jeg falder tilbage i gamle vaner, hvor tempoet er skruet alt for højt op, og hvor jeg mister pusten.
Gad vide hvor lang tid det tager at indarbejde nye rutiner i hverdagen med flere pauser? Det må være tid til at eksperimentere med at sætte alarmen på mobilen, så jeg bliver mindet om, at NU det er tid til en pause. Det vil jeg prøve i den kommende uge.
