Jeg vælger taknemmeligheden fremfor skuffelsen

Trykkende mavepine, let kvalme, manglende appetit, utilpashed og ondt i hele kroppen. Jeg lå næsten hele dagen på sofaen i lejligheden i Berlin. Sidst på eftermiddagen vovede jeg mig ud på cykel til Hackescher Markt sammen med min mand. I løbet af den første halve time havde jeg to akutte toiletbesøg. Anden gang styrede jeg med spændt bækkenbund direkte mod toiletterne på en tilfældig café, men jeg blev overhalet af tre småløbende veninder i 60’erne. De okkuperede forrummet ind til de to toiletbåse. Jeg skubbede desperat på døren for at komme ind. “Besetzt – besetzt!” råbte kvinden med det afblegede pagehår meget insisterende, mens hun med alle kræfter smækkede døren i for næsen af mig og låste den. Lige dér var det som om, min ikke helt så veltrænede bækkenbundsmuskulatur var ved at give slip. Jeg trippede rådvildt rundt om mig selv, mens jeg et kort øjeblik overvejede mine muligheder, og så begyndte jeg at hamre hårdt på døren.

Scenen er fra min mands og min nyligt overståede kærestetur. Den endte med at blive dikteret af en irriterende virus. Til gengæld fik jeg rig mulighed for at mærke små lykkeglimt i det simple og nære jf. mit sidste blogindlæg Lykken er her og nu – og ikke i en fjern fremtid. På et indre plan har der været en mindre magtkamp mellem skuffelsen og taknemmeligheden, og jeg har valgt at lade taknemmeligheden vinde – selvom skuffelsen stadig er der, men den fylder mindre end før.

Forventningsglæde og lykkedag

Vi har i mange år været priviligerede at kunne tage afsted på en forlænget weekend i september i Paris eller Berlin og trygt efterlade børnene herhjemme sammen med farmor. Jeg er typen, der planlægger i rigtig god tid. For mig er forventningens glæde en stor del af fornøjelsen. Jeg glæder mig i månedsvis. Jeg forestiller mig min mand og jeg cykle rundt i Berlin, opdage nye yndlingssteder og gense gamle, sidde udenfor et af de skønne spisesteder og nyde vietnamesisk mad og mojitos i sensommersolen. På øv-tidspunkter i løbet af året er det en fast tradition, at vi kigger hinanden i øjnene og siger “vil du med til Berlin?”. Det kan godt være, at der er et halvt år til, men vi ved, at dagene kommer; Den årlige børne- og hverdagsfri ferie, hvor tiden er vores egen, og overskriften er selvforkælelse.

Heldigvis var jeg rask den første dag, onsdag, så vi cyklede til Travekiez, Friedrichshain – eller F’hain – som de lokale kalder det – og spiste morgenmad på café Aunt Benny med en ven, Tobias, fra vores unge dage, der nu bor i Berlin. Det var et hyggeligt og meningsfuldt gensyn. Bagefter cyklede vi rundt det punkede F’hain og kulørte Kreuzberg, vi lærte historie ved det sovjetiske krigsmindemærke i Treptower park, vi smagte cremet siciliansk is i Duo, og små thai-indonesiske tapas på Transit til aftensmad. Undervejs mærkede jeg en begyndende trykken i maven og kuldegysninger, men det blev klaret med et par Panodiler. Ellers var det en perfekt lykkedag med min kære mand. Det var først sent onsdag aften, at jeg måtte putte mig ned under dynen og blive liggende – helt stille.

Taknemmeligheden er et valg

Tilbage til scenen udenfor toilettet torsdag eftermiddag. Jeg hamrede på døren, indtil den blev låst op, og jeg fik mulighed for at sige til kvinden, at jeg var syg. Resten af kæresteturen var vi det meste af tiden i lejligheden. Vi havde en meget lille aktionsradius. Vi spiste ikke så meget mad, og jeg brugte slet ikke mine fødselsdagsgavepenge, men vi havde masser af tid sammen uden normale, hjemlige forstyrrelser. I tosomheden. Det var i sig selv en luksus. Der var lykkeglimt, når vi sad ved siden af hinanden i sofaen med the, ristet brød, Lindt chokolade og en serie. I princippet kunne vi ligeså godt have siddet i et sommerhus i Danmark. Jeg blev indimellem ked af og frustreret over, at vi ikke kunne lave de samme ting, som vi plejer. Jeg måtte nedjustere mine forventninger og se på de ting, jeg kunne sige tak for. Fremfor alt min mand. Det er et livsvilkår, at livet – eller i mindre målestok – dagen – ikke altid bliver, som jeg ønsker mig. Her ser jeg taknemmeligheden som et valg, men det ændrer ikke på, at det kan være svært at omstille sig.