Mit hjerte hamrer i brystet, og vejrtrækningen sidder næsten helt oppe i halsen. Kroppen indstiller sig på flugt. Det er vildt fjollet. Jeg sidder i sofaen med computeren og organiserer familiekalenderen for de kommende måneder. I takt med genåbningen af samfundet bliver flere tomme felter fyldt ud. Det kan føles totalt overvældende efter et år næsten uden aftaler. Angstprovokerende i korte øjeblikke. Der er pludselig øgede krav og forventninger. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og siger til mig selv, at det kommer til at gå fint alt sammen. Men jeg er stadig bekymret for det stigende tempo. Jeg har brug for omstilling. Der skal skrues langsomt op for aktiviteter og aftaler. Hele mig skal kunne følge med. Og i praksis bliver det sikkert ikke så let at finde balancen. Mon ikke jeg kommer til at tabe pusten mange gange?
Omstilling
I april sidste år skrev jeg i Jeg mærker Coronakrisen i dybet af mit indre blandt andet om sorgen ved ikke at kunne planlægge noget. Dengang var jeg helt klart typen, der bedst kunne lide at vide, hvad der skulle ske. Og jeg havde brug for højdepunkter at se frem til spredt ud over året. Det krævede en længere omstilling den anden vej, da Danmark blev lukket ned første gang. For stort set alle årets højdepunkter blev aflyst, mens sociale arrangementer og familiefester blev sat på standby. Det har været et langt år med store savn. Samtidig er jeg endt med at blive glad for mit næsten kalenderløse liv. Tempoet havde været for højt i alt for mange år. For mange krav og forventninger – indefrakommende og udefrakommende. Og når jeg sidder i sofaen og organiserer, så bliver jeg instinktivt bange for, at mit liv skal blive ligesom før Coronakrisen.
Åndehuller
Men der er meget, der er forandret. Det er ikke længere vigtigt for mig at vide, hvad der skal ske hele tiden. Måske havde jeg brug for det, så jeg kunne bevare kontrollen og holde sammen på mig selv? Jeg hopper ikke længere fra højdepunkt til højdepunkt. De nære ting har fået større værdi. Og jeg har efterhånden indset, at jeg har brug for mange åndehuller. Blokke af timer og dage i kalenderen, der ikke bliver fyldt ud. I indlægget Jeg fortsætter min langsommelige livsstil skriver jeg om min mands og min prioritering af, at jeg skulle arbejde deltids – for at give mig tid til at lege med andre ting. Det har skabt den allerbedste forandring. For mit arbejds- og hverdagsliv er blevet overskueligt og glædeligt. Så jeg kan læne mig tilbage i sofaen, sænke skuldrene, lade roen indfinde sig og trække vejret frit – og forholde mig til familiekalenderen i mit eget tempo.
