Jeg er vokset op tæt på Vesterhavet i Nordjylland, og jeg elsker at gå på de brede strande, mens bølgerne brydes i en systematisk rytme ind over vandkanten. På vindstille dage lyder det som en beroligende brusen, og om sommeren i solskinsvejr strømmer lokale folk og turister til. De ligger tæt pakket i flere rækker med deres biler og fornødenheder lige ved siden af.
Det blæser ofte i Nordjylland, og i blæsevejr er bølgerne høje. Det skummende vand glider med stor kraft et godt stykke op på stranden, og det larmer. Det salte havvand stænker op i ansigtet, på briller og i håret. Sandet fyger mellem benene og knaser mellem tænderne. Ind i alle små sprækker. Det er en voldsom og storslået oplevelse at gå tur i stiv modvind på stranden sådanne dage. Havet er så barsk, at det flere steder langs kysten bider sig ind og æder et lille stykke land hvert år.
I Danmark har vi over 8.500 km. kryststrækning fordelt på fastland og 394 øer (Danmark i tal 2018, Danmarks Statistik). Vores historie er præget af, at så meget land ligger ud mod vand. Store vikingetogter er udgået fra de danske kyster (ca. 800-1050). Fiskeri og handel har været almindeligt forekommende bl.a. via fjordene og ind til de større byer. Tusindvis af søfolk og rejsende er omkommet på havet. Skagensmalerne (ca. 1870-1900) skildrede fiskernes hårde og farlige liv, og de var ligesom nutidige kunstnere fascinerede af lyset.
Foto: Solnedgang kl. 21.33, set fra sommerhusets grund i Tisvildeleje i lørdags.
Vi har tilbragt weekenden i Tisvildeleje i et lejet sommerhus med havudsigt over Kattegat og lang privat trappe ned til stranden. Her er havet mere fredeligt end Vesterhavet, men der lyder altid en brusen. Set fra oven skifter lyset og farverne i vandet mange gange dagligt. Jeg mærkede en dyb ro indeni, mens jeg sad i stuen eller haven og så ud over havets utallige nuancer og dybe horisont. Det er afstressende at se på store vidder og lytte til havets brusen. Jeg forstår, at de dyreste grunde i Danmark har havudsigt.
Jeg er fascineret af de 8.500 km. kyststrækning, der binder os sammen. For som min søn på 5 år sagde: “hvis vi går ved vandet, kommer vi så til den strand (Humlebæk), som vi var på i sidst?”. Samtidig skiller havene os ad. Vi kan bo på forskellige sider af vandet, på forskellige øer eller fastland. Vi er afhængige af broer og skibe for at kunne nå hinanden. Da jeg var i Argentina, mødte jeg mennesker, der aldrig havde set åbent hav. Jeg trives bedst med hav og strand tæt på.
Er det min indre nordjyde der gerne vil ud? Hvad betyder havet for dig? Og tror du havene primært binder os sammen eller skiller os ad?