Som 19-årig var jeg julehjælp i Inspiration for at tjene penge til min Sydamerikarejse. Jeg var ansat til at stå ved kassen, men efter to dages prøvetid blev jeg forvist ud på lagerets kolde betongulve og neonlys. Butikschefen sagde, at jeg var for langsom til at ekspedere. I stedet endte jeg med at pakke tusindvis af varer ud med en ældre mand, mens P3 kørte i baggrunden. Det var som om, jeg trådte ind i et andet univers, når jeg trillede rullevognen med prismærkede varer ud på gulvtæppet i butikken. Der var blød belysning, julemusik – og selvfølgelig hurtige julehjælpere med røde poloshirts og navneskilte på. Måske var det okay at være på lageret, men jeg ville alligevel hellere være ligesom de andre piger. Jeg følte mig degraderet. – På et dybere plan som om jeg ikke var god nok.
Mavepuster
Dengang skubbede jeg skammen ind under mit mentale gulvtæppe. Faktisk var det lykkedes for mig at glemme alt om Inspiration indtil for nylig. Der var igen en autoritetsperson, der sagde til mig, at jeg var for langsom. Selvom jeg er blevet mere end dobbelt så gammel (og måske hurtigere), så ramte kritikken mig – BUM – som en knytnæve lige i mellemgulvet. Jeg fik prompte en følelse af at være en fiasko. En veninde spurgte mig om, hvor min idé om at være “for langsom” mon stammede fra. For det virkede irrationelt, at ordene havde den effekt på mig. Umiddelbart kunne jeg ikke svare hende, men min underbevidsthed arbejdede åbenbart videre. Næste morgen vågnede jeg op og var i stand til at koble følelsen sammen med hændelsen i Inspiration.
Magtfulde ord
Det er vildt, at ord der engang blev sagt af en tilfældig butikschef stadig kan påvirke mig. Jeg forestiller mig, at den unge Malene troede, at der var en eller anden grad af sandhed i dem, når de blev sagt af en overordnet voksen på en ægte arbejdsplads. – At jeg er “for langsom” endte i hvert fald med at blive en del af min egen fortælling om, hvem jeg er. Jeg gav ordene magt. Uheldigvis var der indeni mit hoved lighedstegn mellem langsom og dum. Det var derfor en meget negativ etikette, jeg var med til at sætte på mig selv. Selvfølgelig har det kun været en lille brik i mit livs store puslespil. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilken betydning det måske har haft for min adfærd og mine valg i årenes løb.
God langsommelighed
Det hjælper mig at huske hændelsen i Inspiration. Jeg er blevet bevidst om, hvorfor ordene aktiverer en forkerthedsfølelse hos mig, og at der inde bagved gemmer sig noget skam. Den er nu kommet frem i lyset. Jeg vil ikke længere gå med på definitionen “for langsom”. Som midalderende er fortællingen om mig selv med årene blevet foldet mere ud. Den indeholder godt nok et element af langsommelighed, men den hænger sammen med grundighed, ordentlighed og min glæde ved fordybelse. Den handler i bund og grund om høje standarder. Jeg kan se den unge Malene i øjnene og fortælle hende, at hun er elsket, som hun er. I øvrigt har en anden veninde og jeg indviet oktober til langsommelighedens måned. Hun har givet mig et grønt keramikkrus til en kærlig påmindelse om, at jeg skal drikke masser af the og sætte fødderne op på bordet.
