En ny epoke på bloggen

Det gjorde mig glad, da jeg vendte tilbage til bloggen efter en længere pause og opdagede, at der var kommet flere følgere til. Velkommen! 

Jeg er taknemmelig for alle de læsere, likes og kommentarer, som jeg i årenes løb har fået på Facebook og Instagram, når jeg har delt mine blogindlæg. Men de sociale medier er skruet sammen på en måde, så de fik mig til at sammenligne mig med andre og gå alt for meget op i antallet. Vi er på en eller anden måde blevet enige om, at hvis en person har et højt antal læsere, likes og kommentarer, så antager vi, at mange kan lide personen, og det vedkommende laver. Det modsatte er tilfældet, når en person har et meget lavt antal. For mig var fokus på antallet også blevet en målestok for, om jeg var en dygtig skribent, og om folk kunne lide mig, og det jeg lavede. Jeg havde nogle forventninger til, hvor mange læsere, likes og kommentarer jeg helst skulle have, før jeg syntes, at et blogindlæg var godt nok. Jeg måtte lige ind og tjekke – igen og igen – og så lidt senere igen, hvor mange der havde læst det, og om der var kommet nye likes eller kommentarer. Selvom jeg vidste, at det hverken fortalte sandheden om kvaliteten af min skrivning eller om min egen værdi. Så var det som om, jeg ikke kunne slippe fri for at jagte antallet. Samtidig kunne jeg heller ikke genkende mig selv. Det var som om, jeg var blevet optaget af en overfladisk form for popularitet, som jeg ellers ikke jagter. 

Jeg mærkede, at det gav mig en lille dopaminudløsning, når der var sket noget på indlægget. Jeg blev glad, og jeg oplevede mig som en del af et større fællesskab. Men følelsen var hurtigt væk igen. Og der var ikke særlig stort “like-potentiale” i mine delinger af blogindlæg. Jeg forestiller mig, at de let kunne blive overset i den endeløse strøm af konkurrerende billeder og indlæg med større blikfang. Jeg forestiller mig, at  det krævede en helt særlig interesse i mig og mine blogindlæg, før nogen stoppede op, klikkede videre ind på bloggen og læste indlægget, mens de var i gang med at scrolle og skimme sig igennem rækken af indlæg. Desuden understøttede algoritmerne på Facebook og Instagram ikke indlæg som mine. Det virkede unfair taget i betragtning, hvor meget tid jeg investerer i mine blogindlæg, men sådan er vilkårene. Når jeg så ikke fik de likes, jeg havde håbet på, så følte jeg mig overset og ligegyldig. I perioder mistede jeg helt lysten til at skrive på bloggen. Jeg tvivlede på, om det var anstrengelserne værd. Jeg tvivlede også på, om jeg delte for meget ud af mig selv, og om jeg udstillede mig selv for sårbart, uden at jeg fik noget retur. Det har resulteret i flere længere pauser i bloggens levetid. 

Jeg havde længe overvejet fordele og ulemper. Men i sommerens løb droppede jeg at være aktiv på Facebook og Instagram. Tidspunktet faldt sammen med, at jeg ikke ønskede at støtte tech-giganternes brug af mine data med et nyt samtykke. Det betyder, at jeg ikke kan dele nye blogindlæg. Jeg har mistet muligheden for at nå bredere ud og tiltrække nye læsere. Jeg kan ikke få likes. Og jeg er afhængig af, at mine læsere selv finder ind på siden, at I aktivt vælger at følge mig, og måske ind imellem deler eller anbefaler mine indlæg med en god ven. Derfor er jeg ekstra glad for, at du har fundet herind, og at du læser med. Over tid er jeg kommet til at værdsætte, at jeg har en mindre og trofast læserskare, og at der alligevel drypvist kommer nye til. Det er nært og også lidt trygt, og jeg ser flere ansigter for mig, mens jeg sidder og skriver. Mange af jer har støttet og opmuntret mig i de år jeg har delt mine blogindlæg på Facebook og Instagram. Andre af jer har forholdt sig tavse, hvilket også er okay. Der er ind imellem sket det magiske, at vores veje pludselig har krydset hinanden i det virkelige liv, og vi er faldet i snak om bloggen. Vi har haft den form for dialog, som jeg har savnet, og som kommentarsporene på de sociale medier ikke har kunnet give mig. 

Jeg mærker en større ro indeni ved tanken om, at jeg har sat mig selv fri for at jagte antal læsere, likes og kommentarer. Der er noget flygtigt ved den form for anerkendelse. Jeg har slet ikke lyst til, at det skal være min motivation for at skrive. Samtidig er det ikke nok for mig at skrive for min egen skyld. Min mand vil sige, at det hænger sammen med den del af mig der kan synes, jeg skal redde verden. Det er en historie for sig. I hvert fald stimulerer det min skrivelyst, når jeg forestiller mig, at nogen kan spejle sig i det jeg skriver, og at det potentielt kan gøre en forskel for nogen. Spørgsmålet er så, om jeg er parat til at være mere usynlig, og om jeg kan håndtere ensomheden, der kan være forbundet med at blogge? Jeg håber, at min vej kommer til at krydses med nogen af jer, så vi også kan få os en god snak om nogle af temaerne her.