Jeg har fået mere tid. Jeg trives med min nye livsstil med ro og langsommelighed. Jeg er blevet meget bedre til at mærke mig selv og lytte til det. Det er det rette spor. Men jeg er ikke er kommet så langt, som jeg håbede. Og jeg har i de sidste uger været igang med at grave et lag dybere. Afledt af min mands spørgsmål: “Hvorfor synes du, at du skal redde hele verden?”. Det startede en kædereaktion af refleksioner og spørgsmål, som jeg ikke har nogen simple svar på. Jeg tænker ikke, at jeg prøver at redde nogen. Årsagen er, at jeg under et ellers udmærket selvværd, synes jeg har værdi gennem de ting jeg gør og producerer. Derfor skal mine aktiviteter – ved siden af mit deltidsarbejde – helst have et højere formål, være ekstraordinære.
Jeg elsker, at jeg har mere tid til familien. Yngstesønnen kan komme tidligere hjem og have legeaftaler i hverdagen. Der er mange små gyldne øjeblikke af den slags, jeg har skrevet om i indlægget Grib lykken lige nu. Jeg øver mig stadig i at forstørre og virkelig værdsætte dem. De små ting i livet er meningsfulde. Alligevel bliver de ofte udkonkurreret af mine store ambitioner. Jeg misser alt for ofte at være nærværende i nuet, fordi jeg indeni mit hoved har travlt med gerne at ville gøre noget ekstraordinært. Her tæller det ikke at lave fastelavnsboller eller flade ud med yngstesønnen i sofaen. Jeg har hele tiden en underliggende følelse af, at der er noget vigtigere, jeg skal eller burde nå – og har svært ved at tillade mig selv at slappe helt af. Selvom jeg trods alt er blevet meget bedre til det, end jeg var engang.
Resten af februar holder bloggen pause. Jeg vil rette et kærligt blik mod mig selv, og dem der er rundt omkring mig. Jeg vil øve mig i at have en mere legende tilgang til mine skriverier og eksperimentere med at lave unyttige ting. Fremfor alt vil jeg prioritere stilheden. Jeg vil lytte til stemmen i mit indre, der taler sandt om, at jeg har værdi alene fordi jeg er til.
