Der står en 8 kg. stor sten i vores stue. Vi havde den med hjem fra USA i 2018. Det særlige ved den er, at det ser ud som om to forskellige farver sten er blevet mast sammen af naturens kræfter for mindst en halv milliard år siden. – Og så ligner den lidt en nisse. Egentlig skulle vi bare ud af bilen og strække benene på en tilfældig rasteplads. Men en sti ledte os til en flodbred med klukkende vand, udsigt over bakket skovlandskab og en masse sten at gå på opdagelse i. Det var totalt uventet, at der gemte sig en perle så tæt på vejen. Yngstesønnen fandt en lavasten, og jeg fandt den store sten. Instinktivt sagde jeg til vores datter: “Vis den ikke til far, for så vil han bare have den med hjem”. Sjovt nok var det præcis dét, der kom til at ske, og det er jeg glad for nu.
For nylig lyttede jeg til tre af vores børn, der begejstrede fortalte nogle gæster om stenens historie. Jeg blev mindet om indlægget Lykken er her og nu – og ikke i en fjern fremtid. Et højdepunkt på rejsen skulle have været Yosemite, men opholdet i nationalparken var blevet aflyst af skovbrande. Vi havde valgt at fastholde køreturen fra San Fransisco til et andet højdepunkt – den smukke Mono Lake ved Yosemites østlige indgang. Søen viste sig senere at være indhyllet i en tyk tåge af røg, så vi kunne knap nok se den. Man kan roligt sige, at det ikke gik, som vi havde planlagt og drømt om. Højdepunkterne svigtede os, og vi skulle lige håndtere skuffelsen. Men lykken fandt alligevel sin vej i spontant opståede øjeblikke. Bl.a. på denne og en anden rasteplads på grænsen til Yosemite og væk fra røgretningen.
Tilbageblik
Jeg stod med benene plantet lige midt i lykken, men jeg var ude af stand til helt at få øje på og gribe den. I situationen var jeg forblændet af de oplevelser jeg ikke fik – og af at være på vej videre. Sammenlignet med tre hele dage i Yosemite, så var det her bare en pause på en rasteplads uden navn. Et sted midt imellem. Indeni mit hoved var målet Mono Lake. Det var sen eftermiddag og snart aftensmadstid. Mor-planlægningen var i fuld gang. – Og jo, jeg nød helt bestemt at være der. Men det er med tilbageblik, jeg har fået øje på, at her var der faktisk tale om et længere øjeblik af lykke – eller lykkeglimt. Lige her kunne livet simpelthen ikke være bedre. Det var forfriskende at være ved flodbreden i sommervarmen. Jeg var på ferie med de mennesker, jeg elsker allermest. Vi gik rundt hver for sig og alligevel sammen og kiggede på sten. Der blev kastet sten i vandet. Der blev småsnakket og grinet, mens naturens skønhed kælede for vores sanser.
Her og nu
Efterårsferien er i fuld gang. Indrømmet, så begrænser jeg min færden på de sociale medier i de her dage. Jeg vil ikke forblændes af andres oplevelser og rejser og risikere at gå glip af lykkeglimtene lige rundt omkring mig. – I det til tider lidt hverdagsagtige her hjemme, hvor vi holder ferie. Men lykken er heldigvis uafhængig af steder og højdepunkter. Til gengæld er det alt afgørende at kunne være nærværende, og ikke at være i gang med noget andet indeni mit hoved. Jeg vil vove den påstand, at udfordringen er større i hjemlige omgivelser, fordi der er flere forstyrrelser og gøremål, end når man er bortrejst. Men jeg øver mig, og satser på at blive rigtig god til det – for det er trods alt her jeg tilbringer det meste af min tid. Og om lidt vil min datter lære mig at vikle kanelsnurrer, mens manden lægger puslespil, drengene spiller Minecraft, og regnen siler ned udenfor. Senere vil duften af hjemmebag brede sig i hele huset. Den store sten er blevet en påmindelse om at gribe lykken i spontant opståede øjeblikke som dette.
