Jeg stod lænet op af dørkarmen ud til køkkenet og iagttog min sygdomssvækkede mor. Hun brugte sine sparsomme kræfter på at håndtere bradepander med små leverpostejforme og vandbad nedenunder. Det var julen 2006 tre måneder før, hun døde. For hende var det vigtigt, at familiens juletraditioner blev overleveret til mig. Jeg spillede rollen som engageret datter, mens jeg var ved at bryde sammen indeni. Hvert år fulgte hun en lang liste med bagværk og egnsretter, som hun krydsede af, efterhånden som vi bevægede os igennem december.
Min mor var den, der kom med en julestjerne til mit køkkenvindue. Hun lavede pynt, pakkekalendre, juledekorationer – og meget mere. Julen derefter var alle de ting, hun plejede at gøre for os pist væk sammen med hende. Jeg var midt i trediverne med tre mindre børn – men uden min mor og uden mit barndomshjem. (Jeg har heldigvis stadig min far). Jeg havde det som om, jeg på et øjeblik var blevet mere voksen, end jeg havde lyst til at være. Du kan læse om hendes død i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt.
Flettet julehjerte
For mig er december måned en blanding af glæde og taknemlighed og sorg. I mange år har jeg gjort hvad jeg kunne for at undertrykke de svære følelser. Jeg har følt mig ansvarlig for, at børnene fik en glad jul. Der har været flere juleaftener, hvor jeg er gået ud på toilettet for at græde alene. Det har muligvis været bedst at gøre i den situation. – Men “vi behøves ikke at have en konstant lykkefølelse, fordi det er jul“, sagde en klog kvinde til mig for nylig. Det var faktisk helt befriende for mig at høre. Jeg vil øve mig i at give hele spektret af følelser lidt mere plads, når jeg er sammen med min familie.
Julen minder mig om, det jeg savner. Den minder mig om, det der var engang. Julen minder mig også om alt det dejlige, som jeg har her og nu. Livets gang og generationerne der skifter. På den måde behøves sorgen og glæden ikke være hinandens modsætninger. De kan flettes sammen til et smukt julehjerte med en hank af taknemlighed. Måske et lidt kvalmende billede, men jeg kan godt lide det. Fremfor alt må jeg gerne have det, som jeg har det, selvom det er jul. Jeg skal ikke hive ekstra op i mig selv. Der skal være plads til hele mig. Det tog mig kun 14 år at blive klar til at gøre mig den erkendelse.
Omstillinger
Gennem livet sker der forandringer, som påvirker vores liv og julen. Det kan være, at vi skilles fra eller mister nogen, som har stået os nært. Vi flytter, økonomien bliver dårligere, eller nogen bliver alvorligt syge. I øvrigt kender vi alle mennesker, der er ensomme og isolerede hver eneste jul pandemi eller ej. I år er vi som nation ramt mere bredt. Der er tre dage til juleaften. Ligesom mange andre familier ved vi ikke præcist, hvordan den kommer til at se ud. Du kan læse om vores isolation i indlægget Covid-19 isolation giver uvished om juleaften. Det kan kræve mental omstilling og justering af forventninger. Men hvordan hjælper jeg yngstesønnen på 7 år med at acceptere, at juleaften bliver anderledes i år?
Søndag fik vi et telefonopkald fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der smadrede forhåbningerne om en normal juleaften. Jeg måtte i et par omgange fortælle den venlige unge mand, at jeg havde svært ved at lytte til og rumme de nye instruktioner, han gav os. Et nyt puslespil. Vi kommer til at være adskilt i to grupper juleaften, hvilket selvfølgelig er bedre end tre. Til den tid skal jeg fortsat isolere mig fra vores to store drenge, fordi jeg har været udsat for konstant smitte i længere tid. Jeg må ikke lave maden, og det skal jeg måske prøve at være glad for? Vi krydser fingre for, at min mand er frisk nok til at kunne klare det i en eller anden form. “Heldigvis har vi dåse-and og kartofler på glas ude i skuret”, siger han.
Familiens isolation fra omverdenen fortsætter et stykke tid endnu. Vi er nu på 12. dagen. Det påvirker humøret og overskuddet hos os alle sammen. Jeg tror ikke, at vi nogensinde før har været så pressede – irritable og sure. Men som min barndomsveninde skrev på et kort til en buket: “Hold ud! Alt bliver godt igen”. Det glæder vi os helt vildt til, det snart gør. I forhold til juleaften er det svært måske at skulle skuffe yngstesønnen. Som noget nyt kan vi byde de svære følelser velkommen og aftale, at skuffelserne gerne må være her. – Og at vi hver især gerne må have det, som vi har det. Imens glæder vi os over, at vores datter i Australien er på roadtrip med sine venner. Hun klasker myg i sommervarmen. Godt vi lod hende blive dernede, men hun er meget savnet efter 11 måneder.
Overraskelser
Juleforberedelserne har ikke været, som de plejer. Yngstesønnen og jeg tog juletræet indenfor allerede i tirsdags. Ovenpå vores triste mandag havde vi en snak om, hvordan vi kunne få julestemningen frem. Han mente, det ville hjælpe at få pyntet mere op. Selvfølgelig havde ungen ret. Jeg nyder så meget at se på lysene og pynten, at jeg fremover gerne vil tage juletræet ind i stuen tidligere – og ikke først den 23., som det ellers har været traditionen. Til gengæld reducerer det julestemningen voldsomt, at vi ikke kan være samlet som familie. Det er altså mindre hyggeligt at bage jødekager og håkonskager, når vi sidder forskellige steder i huset og spiser dem.
Alle vores trængsler har budt på uventede overraskelser. Det giver den vildeste julestemning hver gang vi mærker, at nogen tænker på os. Vi har fået forskellige slags kærlige hilsener. Julen handler om Jesus, og om at give til hinanden. I år har vi været taknemlige for at kunne modtage. Midt i søndagens familiekrise satte posten en pakke med lækkerier fra vores nisse-venner på Østerbro. Det førte til, at jeg om aftenen sad i sofaen med ny julethe og bedre chokolade, end jeg almindeligvis køber til mig selv. Jeg lagde foden over på min mands lår. Han nussede den fra den anden ende af sofaen – mens vi sad tættere på hinanden, end vi længe har gjort. I de minutter føltes alting næsten normalt. Det var en perfekt afslutning på en dårlig dag.
