Tilvalget af en langsommelig livsstil er en prioritering af min tid. Det er blevet mere naturligt for mig at være i verden på en måde, hvor jeg tilvælger mig selv. Men det er svært for mig at acceptere, at jeg kan nå mindre. Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan nå at række ud til ligeså mange mennesker udover min egen familie, som jeg har lyst til, og synes jeg bør. Meget ofte går jeg rundt med en følelse af at være på bagkant. Jeg er blevet opmærksom på, at mine forventninger til mig selv er totalt urealistiske. For jeg når næsten aldrig dét, som jeg til dels ubevidst håber på og planlægger. Og noget siger mig, at det også ville være sådan, hvis jeg havde mere tid til rådighed. Jeg har behov for at få gjort noget ved min følelse af skam over at være utilstrækkelig.
I indlægget Jeg vil gerne være glad for at nå mindre kan du læse mere om min wrestlen med tiden. Jeg blev opmuntret af at genlæse dette citat fra en Zetland artikel: “Han (journalist og forfatter, Oliver Burkeman) vil bare have os ud af den vildfarelse, at vi kan og skal nå mere, end tiden tillader – og den stress og angst, den afføder”.
Jeg er igennem et langt liv blevet grundigt viklet ind i den vildfarelse, at jeg kan og skal nå mere, end tiden tillader, som Zetland journalisten skriver i citatet ovenfor. Samme tendens observerer jeg hos mange andre rundt omkring mig, der farer forvildede rundt med skygklapper på i forsøget på at nå det hele. Jeg har øvet mig i at være mindre tidsoptimistisk. Det er hjælpsomt for mig at stille spørgsmålet: “Hvad er de tre vigtigste ting, jeg gerne vil nå i dag?”. Jeg har fået lettere ved at vurdere, hvad der er vigtigst at få lavet. Jeg er blevet bedre til at nå de tre ting, jeg vælger. Der er ingen tvivl om, at jeg bliver en gladere version af mig selv, når jeg (også) prioriterer ro, stilhed, tid med Gud, læsning, fordybelse, skrivning, projekter og bevægelse. Men glæden over det jeg når kan hurtigt blive forplumret. Jeg kan synes, at jeg burde kunne nå mere og måske i et vist omfang burde prioritere anderledes.
Det er ikke blevet en naturlig og accepteret del af mit mindset, at jeg er vigtig, og at jeg tæller. Det er som om, der er noget, der er mere rigtigt at prioritere tid på end andet. Der er noget, der tæller mere end andet. En del af mig kan synes, at det ikke tæller, når jeg prioriterer tid på ting, der lader mig op og gør mig glad. Jeg har i min opvækst og ungdomsår været præget af kirkekulturer, hvor det havde stor værdi at tilsidesætte sig selv og investere sit liv i at gøre en ekstraordinær forskel for andre mennesker. I dag kan jeg skamme mig over, at jeg tilvælger mig selv, og at jeg ikke kan være ligeså meget “på” overfor andre. I indlægget Energien og ordene vender tilbage skriver jeg om det hjælpsomme i at give mig selv tilladelse til at gøre det, der er bedst for mig. Det kan virke skørt, og det er unødvendigt for nogen. For mig er det en påmindelse om, at det er okay, at jeg tæller. Det er okay, at jeg har behov og drømme og aktiviteter, som jeg prioriterer at bruge tid på. I den forbindelse er det helt klart lettest for mig at acceptere, at jeg bruger tid på noget, der direkte eller indirekte kommer andre mennesker til gode. At gøre noget “for min helt egen skyld” kan stadig føles forkert, selvom jeg synes, det er langt ude.
Selvfølgelig er det positivt, at vi gerne vil række ud til og støtte hinanden. Det har vores samfund brug for, at vi gør. Men det er misforstået og destruktivt, hvis det sker på bekostning af min egen og mine nærmestes daglige trivsel og helbred. Forestillingen om en Gud der er mere optaget af, hvad jeg gør for andre mennesker, end hvordan jeg har det, stemmer ikke overens med mit nuværende Gudsbillede. Jeg tror på en Gud, der synes, jeg er vigtig, og at jeg tæller. Han ønsker fremfor alt andet at have fællesskab med mig. Han ønsker at fylde mit indre op med kærlighed, så den spontant og let kan flyde over til andre i de små øjeblikke i hverdagen. I øvrigt er det et interessant perspektiv, at Jesus ikke havde travlt, når vi læser om ham i Bibelen. Han levede et langsommeligt og nærværende liv. Han stoppede op og tog sig tid, når nogen henvendte sig til til ham med spørgsmål eller problemer. Han tog sig tid til at trække sig tilbage, at være alene. Og han ladede op gennem bøn og fællesskab med Gud.
