For nylig sad jeg på en bænk i Fårup Sommerland og ventede på vores grillmad. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv, mens jeg lyttede til de lokale vendelboere lige ved siden af. For det var i det her område af landet, jeg var barn og voksede op. Det var her, min trosrejse startede. I Pandrup Baptistkirke, hvor min far var præst. Fra vi var små, blev min tvillingebror og jeg taget med til møder og gudstjenester. Vi sad på kirkebænken og tegnede eller læste Anders And, mens far prædikede, og mor tyssede os ned med mentholbolsjer. Jeg husker ikke, at jeg beklagede mig. Sådan var det bare at være en del af vores familie. (Desuden var det mere normalt at kede sig dengang.)
Der var heldigvis mange andre børn og unge i kirken, som vi hyggede os med. Vi gik i søndagskole og ungdomsklub, til spejder og guitarspil m.m. Fællesskabet medvirkede til, at troen ret tidligt blev en naturlig del af mit liv som barn. Når jeg tænker tilbage, så kan jeg ikke huske et præcist tidspunkt, hvor jeg begyndte at tro på Jesus. Det har jeg nok gjort mere eller mindre altid. Min tro var enkel, som den nu er hos et barn. Jeg var ærligt talt ligeglad med de ting i Bibelen, som jeg alligevel ikke var i stand til at forstå. – Men jeg kunne se, at det at tro på Jesus gjorde en masse godt for mennesker omkring mig.
I dag kan jeg godt undre mig over, at jeg aldrig stillede spørgsmål til noget, men jeg mindes ikke, at jeg havde behov for det. Heller ikke da jeg som 12-årig valgte at blive “voksendøbt”. Det var min helt egen beslutning. Jeg husker, at jeg på en kristen teenagelejr hørte om, hvordan Jesus har givet sit liv for MIG – og jeg blev overvældet af den kærlighed. Jeg mærkede en varme og fred i hele kroppen. Det var ikke længere noget, jeg så ske for andre. Kærligheden var rettet mod mig. I Baptistkirken var jeg vokset op med, at det naturlige gensvar var at blive døbt. Det blev jeg samtidig med min tvillingebror og 7 venner fra kirken. Der skete ikke noget magisk, men det var alligevel en skelsættende dag på min trosrejse.