I efteråret skrev jeg indlægget Små glimt af mig som ung kristen i København. Siden har jeg tænkt på, hvad jeg skulle fortælle om som næste skridt på min trosrejse. Jeg må konstatere, at den er flettet tæt sammen med de store højdepunkter (og lavpunkter) i mit liv. Som 26-årig blev jeg mor til den dejligste pige. I samme periode var jeg i gang med at skrive mit speciale færdigt på KUA. Det krævede al min tid og opmærksomhed. Det var slut med at bruge flere aftener om ugen på kirkeaktiviteter, som jeg ellers havde gjort hele mit liv. Efter at have været centrale personer i ungdomskirken i Kirken i Kulturcenteret i nogle år, så reducerede min mand og jeg os selv til at være almindelige kirkegængere om søndagen.
I en frikirke baseret på frivillighed er det nærmest lig med at være useriøs med sin tro. Den opfattelse lå dybt i mit Pinsekirke-DNA. Så jeg følte mig forkert over, at vi ikke magtede at engagere os. Forandringen efterlod min mand og mig i et tomrum. Vi hørte ikke til blandt de unge, og vi kunne heller ikke finde vores plads i fællesskabet med de voksne og familierne. Det var som om, vi blev tilskuere til de ting der foregik i kirken. Samtidig fik jeg et mere nuanceret blik på kirken og min tidligere rolle i den.
Ud af boblen
Man kan sige, at jeg trådte ud af boblen som præstedatter og ungdomsleder. Jeg havde ingen titel eller position i kirken. Jeg var ikke længere en af dem, der blev lyttet til. Fra at have været helt inde i maskinrummet, så kunne jeg komme om søndagen og være næsten anonym. Til gudstjenesterne sad min mand og jeg på skift i babyrummet og kiggede ind i kirkesalen gennem et vindue eller trillede rundt med barnevognen ude på gangene. Der var kun kortere intervaller, hvor vi var med inde i kirkesalen. Og vi var godt trætte. Jeg havde mest glæde af fællessangene og samtalerne med – ofte tilfældige – mennesker, som jeg stødte ind i. De gav mig små øjeblikke med oplevelsen af at være en del af noget og høre til.
Udenfor boblen ændrede mit perspektiv på kirke og tro sig. Jeg havde ikke før undret mig eller stillet spørgsmål. Det hele havde været så selvfølgeligt og rigtigt – og det var de fundamentale ting stadigvæk. Men nu så jeg med ærgrelse tilbage på, at jeg også havde været en del af en kultur, hvor der havde været en ærgerlig tendens til at vurdere andres tro og måde at tro på. – Til at dømme folk inde eller ude. Jeg havde selv været med til at kategorisere skønne mennesker som “frafaldne”, fordi de stillede kritiske spørgsmål eller meldte sig ud af ungdomskirken. Kulturen var formentlig opstået ud af et ønske om at ville folk det bedste. I stedet skubbede den folk endnu længere væk. Jeg var ked af, at jeg ikke havde råbt op. Jeg ville ønske, jeg havde været nysgerrig på de her mennesker, og hvad de kunne lære mig – og min kirke.
Nye roller
Det var nemlig som om, der i kirken kun var én rigtig måde at udleve sin tro på. Jeg elskede stadigvæk Jesus, men kirken fyldte væsentligt mindre end før. Var det så godt nok at være kristen på min måde? Det var jeg ærligt talt meget usikker på i rigtig lang tid. Skræmmende nok kommer tanken til mig, når jeg sidder her, om jeg burde have prioriteret kirken højere. – Min gamle dårlig samvittighed siger lige hej. – Størsteparten af mig er glad for, at jeg skiftede fokus på det her tidspunkt. Jeg havde brug for stille og roligt at finde ind i de nye roller som mor og nyuddannet. Set i bakspejlet var det en afgørende livsomstillingsproces. Jeg havde måske haft et kærligere og mere overbærende blik på mig selv, hvis jeg havde forstået det dengang.
