Der er ved at blive etableret et nyt spor

Jeg skriver dette indlæg til dig, der var i samme eller lignende ungdomsfællesskab som jeg var i 1990´erne på den kristne efterskole Alterna og i Pinsekirken København. Du er selvfølgelig velkommen til at læse med, selvom din historie er en anden, og retorikken er fremmed for dig. Det er en opfølgning på mit seneste indlæg Jeg bliver gladere, når jeg lukker lyset ind. Beskrivelsen af min stilletid vækker erindringer om dét, der blev kaldt “personlig andagt”. Begge er former for åndelige praksisser, der handler om at prioritere tid alene til bibellæsning, taksigelse, bekendelse, forbøn og meditation med Gud. Det hjælper os som kristne med at lære Gud bedre at kende og at lære os selv bedre at kende set fra Guds perspektiv, der er et helt andet end vores eget. Det hjælper os med at blive mindet om håbet og opleve eksistentiel mening. Alligevel var min oplevelse af personlig andagt dengang vidt forskellig fra min oplevelse af min stilletid i dag.

Den kontinuerlige opfordring fra lærere og ungdomsledere til at holde “personlig andagt” skete i bedste mening. Jeg var selv med til at videreføre opfordringen i mine år som teenage- og ungdomsleder i Pinsekirken København. Hensigten var, at vi ikke kun skulle basere vores trosliv på det vi hørte i kirken. Vi skulle lære og gøre vores egne erfaringer gennem åndelige praksisser der hjemme. Det er en god idé. Og jeg ville virkelig gerne. Jeg syntes, at det var vigtigt. Men jeg må indrømme, at det aldrig rigtig kom til at fungere for mig. Det var der flere grunde til, end dem jeg nævner her. Jeg manglede undervisning i, hvordan jeg skulle gå til det og gøre. Jeg savnede, at der var en åben og ærlig dialog om vores negative erfaringer. For mig endte personlig andagt med at være noget, jeg skulle præstere og lykkes med. Det blev en slags religiøs handling, som mest var drevet af dårlig samvittighed. Og når jeg ser tilbage, så var jeg mere optaget af at tilfredsstille folk omkring mig og af at blive set som en seriøs kristen, end af at være i et stille fællesskab med Gud og prøve at lære ham bedre at kende. 

Det har altid ligget som et dybt spor i mig, at der er noget, jeg skal præstere for at gøre Gud tilfreds og gøre mig fortjent til hans tilgivelse og kærlighed. Samtidig har jeg båret en fortælling med mig om, at jeg er skabt til at skulle udrette noget helt særligt. I mine ungdomsår blev personlig andagt præsenteret som det allervigtigste redskab til at kunne nå derhen. Og det var længe min største frygt at misse, fejle, ramme ved siden af Guds plan for mit liv. Jeg tænker, at det er hovedårsagen til, at der var så meget på spil for mig. I perioder prøvede jeg at sætte barren ned og have et mål om at bruge 10 minutter dagligt på personlig andagt. Det var bedre end ingenting. Men det lå altid mellem linjerne, at jo længere tid man prioriterede og brugte på at lytte desto større var chancen for at høre fra Gud, og det skete ikke. I hvert fald ikke på den direkte måde, jeg forventede. Derfor blev de 10 minutter aldrig reelt forbundet med en succes eller med at være lykkes. At jeg overhovedet kommer til at benytte ord som “succes” og “at lykkes” i forbindelse med personlig andagt, det er helt misforstået.

Foto: Skuldrene nede og nærmest lykkelig (ellers ingen relation til teksten), Svaneke 2024

Min dårlige samvittighed blev efterhånden til skam, en dybere forkerthedsfølelse, over ikke at lykkes med personlig andagt. Jeg var skuffet over mig selv. Jeg var sikker på, at Gud var skuffet over mig. På et tidspunkt havde jeg et nødvendigt opgør med idéen om at holde personlig andagt. Jeg droppede at have det som et mål. Der var både dårlig samvittighed og lettelse forbundet med den beslutning. Men der kom gradvist en større lethed ind i min relation med Gud, og mine skuldre faldt mere ned. Du kan læse mere om min trosvandring i indlæggene Nyt perspektiv udenfor kirkeboblen og En skamfortælling. Jeg husker det også som befriende, da præsterne i Pinsekirken København begyndte at fortælle om deres erfaringer med at have fællesskab med Gud i hverdagssituationer. Den åndelige praksis med at klemme en bøn ind hist og pist kunne jeg som småbørnsmor godt bruge til noget. Jeg vil stadig sige, at Gud var den vigtigste i mit liv, men i en længere årrække gemte jeg mig for ham, ligesom jeg gemte mig for mig selv. I indlægget Jeg inviterer Gud med på cykelturen fortæller jeg om, hvordan jeg stadig kan dedikere en hverdagsaktivitet til bøn og fællesskab med Gud.

Jeg er ikke helt overbevist endnu. Men med tiden er jeg blevet bedre i stand til at på øje på, at Gud vedholdende og på forskellige måder arbejder på at overbevise mig om, at jeg hverken skal præstere noget for at gøre ham tilfreds, eller for at gøre mig fortjent til hans tilgivelse og kærlighed. Min oplevelse af stilletid i dag er en anden, fordi jeg er blevet ældre. Jeg er et andet sted med mig selv og min tro. Mit gudsbillede er i proces med at komme tættere på sandheden. Det kan du læse mere om i indlægget Jeg er i gang med at opdage, hvem Gud er. Jeg øver mig næsten dagligt i at visualisere, at jeg i mit indre træder frem fra mit skjulested og går Gud Faderen i møde, så vi kan være sammen. En sjov detalje – så er mit indre skjulested bagved en sofa, fordi det var dér, jeg gemte mig i mit barndomshjem, når jeg havde gjort noget forkert. Det varierer, hvor meget tid jeg bruger, og det varierer hvilke åndelige praksisser, jeg kaster mig over. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu kender til flere muligheder, og at min stilletid kan tilpasses efter min dag, og hvordan jeg har det.


About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *