Det var i midt 90´erne, og jeg boede sammen med en veninde i en lejlighed på Amager. Den lå tæt på Københavns Universitet, hvor jeg studerede. Jeg var en pige fra provinsen, der var landet i storbyen. Det var surrealistisk at cykle henover Rådhuspladsen, mens rådhusklokkerne slog tolv. (Det var jo dem fra radioen.) Jeg var flyttet væk fra mine forældre og i gang med at finde ud af, hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være. Nu med en lækker københavnsktalende kæreste. Det var som om, himlen var blå næsten hele tiden. Han havde taget mig med ind i Pinsekirken, hvor vi havde venner fra efterskolen. Dengang var jeg ikke klar over, at det ville ende med at blive en skillevej. Et farvel til mange gode år og relationer i Baptistkirken. Der er nogle mennesker, som jeg ville ønske, jeg havde bevaret kontakten til her.
Nyt kapitel
Jeg startede på et nyt kapitel i Tabor kirken på Lyngbyvej. For første gang var jeg ikke præstedatter i den kirke, jeg kom i. Det gav mig frihed til at være et selvstændigt medlem. Der var ingen forventninger til mig. Jeg behøvede ikke længere føle medansvar for, at alle havde det godt. I ungdomskirken var der en opmuntrende og anerkendende atmosfære. Der var et trygt fællesskab, og jeg følte mig set. Der var ungdomsledere, der fremhævede sider af min personlighed, som jeg ikke havde tænkt på som noget særligt. Som nordjyde var det uvant for mig at få så meget ros. Jeg opdagede bl.a., at min sensitivitet har værdi i relation til både Gud og mennesker. Over tid fik jeg kærlige skub, så jeg fik mod til at afprøve mig selv på forskellige arbejdsområder. I en periode var jeg med i et team af unge lederspirer. Der var en helt særlig dynamik og kreativitet, som jeg ikke har oplevet siden. Jeg er taknemlig for hver eneste person, jeg delte mit liv og tro med dengang.
Pænhed i kirken
“Skal man se godt ud, for at komme i jeres kirke?”, spurgte min kærestes gymnasieven om. Mit svar var “nej, selvfølgelig ikke – alle er velkomne”. I dag kan jeg bedre forstå spørgsmålet. Ungdomskirken ville gerne præsentere kristendom på nye måder og tiltrække kirkefremmede unge. Der var en tid, hvor vi lavede stilsikre koncerter og events i kirken, Store Vega og Cirkusbygningen med fokus på Jesus. Og ja, alle unge på scenen så rigtig godt ud. Vi ville vise, at vi var ligesom andre unge uden at gå på kompromis med vores tro og værdier. Siden har jeg tænkt på, at vi måske mest nedbrød vores egne fordomme? Jeg følte mig i hvert fald ofte kategoriseret som kedelig og mærkelig, når jeg fortalte nogen, jeg var kristen. Det var rart, at det pludselig var noget, jeg kunne være stolt over. Som voksen er det min erfaring, at der er lige lovlig meget “pænhed” i mange frikirker. I perioder hvor jeg ikke har været ovenpå, har jeg ofte valgt at blive hjemme i hyggetøjet.
Ungdomsliv
Det var godt at være mig. Jeg cyklede rundt på min grønne Batavus citybike mellem lejligheden på Amager, Københavns Universitet, min kærestes lejlighed ved Enghave station, studiegruppemøder, aktiviteter i ungdomskirken og med venner. Jeg havde Mayland papirkalenderen med i rygsækken for at kunne administrere mine aftaler. Der var ingen forstyrrende mobiltelefon. Ingen lyd i ørerne. Cykelturene var naturlige pauser, hvor jeg reflekterede over hverdagens indtryk. I de år lærte jeg mig selv bedre at kende. Min kærlighed til Jesus blev mit fundament. Jeg blev sikker på, at jeg ville giftes med min kæreste. Ikke mindst begyndte jeg at lytte til stemmen i mit indre (i dag ved jeg, at Gud er i den stemme). Den kunne overdøve min ellers meget stærke burde-følelse. Den udfordrede mig som præstedatter – der var vant til at gøre, som der blev sagt – til at finde ud af, hvordan jeg gerne selv ville være. Samtidig stimulerede de akademiske studier min nysgerrighed. Jeg opdagede, at jeg havde flere spørgsmål end svar.
I øjenhøjde
I indlægget Nedslag i post-efterskoletiden for 30 år siden skrev jeg om min tid som “radikal” kristen, hvor jeg skubbede min barndomsveninde væk fra mig. I de første år i gymnasiet havde jeg generelt travlt med at ville overbevise andre om, at de skulle tro på den “rigtige” måde (= ligesom mig). Det var ikke en strategi, jeg havde succes med. Det var egentlig ikke et menneskesyn, jeg brød mig om. Det var ikke sådan, jeg ville være. Jeg var færdig med at opføre mig fordømmende og bedrevidende. Derfor var jeg bevidst om at møde mine nye studieveninder i øjenhøjde – og ikke som nogen der skulle frelses. Vi fulgtes med hinanden, mens vi studerede, og var på vej til at blive ægte voksne. Ind imellem talte vi om tro. Dengang oplevede jeg sjovt nok, at jeg havde svar på flere trosrelaterede spørgsmål, end jeg har i dag.
