En skamfortælling

Jeg har taget langt tilløb til at fortælle mere om min trosrejse efter indlægget Nyt perspektiv udenfor kirkeboblen. Her skrev jeg om, hvordan min mands og mit engangement i kirken sluttede, da vi var nyuddannede og begyndte at stifte familie. I løbet af tre og et halvt år fik vi tre børn. Det er nu tyve år siden. Vi gik over kort tid fra at have været  super aktive teenage- og ungdomsledere til at blive mere almindelige kirkegængere. Det rokkede ved min identitet, og ved min oplevelse af at høre til. Til gudstjenesterne sad vi oftest i børnerummet – som distraherede og trætte tilskuere til det der foregik i kirkesalen. Jeg havde ikke forestillet mig at havne i en position, hvor vi ikke bidrog til noget, men hvor vi mest kom for at vise flaget og så cykle hjem til Valby igen med vores dejlige unger i ladcyklen. Frokost, bleskift og middagslur. Dagsrytmen skulle passes. Ind imellem deltog vi i andre aktiviteter i kirken, selvom vi havde minimalt overskud. Det var trods alt i kirken, vi havde netværk og de fleste venner. Jeg indrømmer, at der ofte var et element af, og at jeg gerne ville vise, at vi stadig var aktive. Troen fortsatte med at være fundamentet i det glade familiehurlumhej, som vi nød at være midt i. Men jeg følte mig samtidig mere og mere fremmedgjort overfor kirken og det store fællesskab.

I den frikirke vi kom i, var det en norm, at medlemmer bidrog frivilligt i forskellig grad i kirkens aktiviteter. For ellers ville der ikke være nogen kirke. Der blev uheldigvis og ubevidst sat lighedstegn mellem engagementet i kirken og graden af dedikation til Gud. Det var ikke noget, der blev sagt højt, men det var sådan, folk omkring os agerede. Den her norm var så rodfæstet i min mand og jeg, at det krævede livsomstilling for os at gå fra at være meget involverede til slet ikke at være det. Normer er det samme som de forventninger, retningslinjer eller standarder, der er for adfærden i et fællesskab. Når jeg trådte ind i kirken, blev jeg ramt af forkerthedsfølelse og skam over mit manglede engagement. Dedikerede medlemmers smilende ansigter og hurtige skridt mindede mig hver søndag om, at de var “rigtige”. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, hvad der blev tænkt eller talt om mig. Men alene forestillingen om det var tilstrækkelig til at fremkalde følelser af skam. Sørgeligt nok husker jeg, at jeg som ungdomsleder til tider selv havde haft et kritisk blik på unge, der ikke bidrog, og som mødte op og var tilskuere. Jeg er oprigtigt ked af, hvis jeg på subtile måder – forklædt i forestillingen om at udvise omsorg – har været med til at udskamme nogen. Jeg ville ønske, at jeg mere konsekvent havde haft modet til at stille nysgerrige og interesserede spørgsmål direkte til den enkelte. Med en forventning om at et menneske altid har sine grunde til en bestemt adfærd. Ligesom jeg selv havde i min nye rolle som mor. 

Foto: “Skam” betyder at skjule sig

Forleden lyttede jeg til DR podcasten Ubegribeligt, hvor Huxi Bach gør det forrygende som vært, og hvor temaet i afsnittet fra 23. februar 2023 var “Skam”. Her interviewede han Carsten Stage, der er skamforsker og lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet. Carsten Stages introduktion til sin interesse for skam ramte plet i forhold til mine oplevelser af skam i kirken. 

“Jeg er kommet fra sådan en lille vestjysk by og vokset op i et lille samfund og altid haft fornemmelsen af, at der var et blik. Byen havde en eller anden fælles hukommelse. Et blik på den enkelte. Som på en eller anden måde samlede lidt op på eller huskede, det der faldt udenfor eller havde blik for den, der ikke passede ind”, siger Carsten Stage. 

Jeg har altid mærket en ekstra tyngde af forventninger, fordi jeg er præstedatter. Og jeg kæmper ind imellem stadig med forventninger til mig selv om at skulle redde verden. Min far havde viet sit liv til “at være i tjeneste for Gud”. Det lå mellem linjerne, at hans mere end fuldtidsengagement i kirken var den rigtige måde at vise sin kærlighed og dedikation til Gud på. Min mor passede familie og hjem, og arbejdede ekstra så vi kunne komme på ferier. Jeg ved, at hun i perioder kæmpede med forkerthedsfølelse og skam over, at hun ikke levede op til de forventninger, der var til hende som præstekone. Mange værdsatte og holdt af min mor. Alligevel oplevede hun, at der var et fælles blik på hende i menigheden, der vurderede hende kritisk, fordi hun ikke var engageret nok i kirkens aktiviteter. Mine forældres historier har haft betydning for, at jeg som ung mor kæmpede med skam over mit manglende engagement i kirken. I de senere år har jeg endegyldigt fået ophævet lighedstegnet mellem graden af engagement i kirken og dedikation til Gud. Jeg er stadig på vej, men jeg er i langt højere grad blevet i stand til at føle mig værdifuld alene som den jeg er. Til at se mig selv med Guds kærlige blik, der ikke kræver noget af mig. I anledning af Mors Dag vil jeg gerne udtrykke min taknemlighed for, at min mor prioriterede min tvillingebror og jeg højest. Jeg ville ønske, at hun ikke havde følt skam over det valg. At hun udelukkende ville have oplevet Guds og menneskers tilfredshed over hendes endeløse trofasthed overfor os alle.

About the author

Comments

  1. Kære Malene
    Jeg elsker dig. Tak for at dele din rejse i troen. Og ja. Gud elsker dig præcis som du er, har været og vil blive, uden betingelser eller krav. En sandhed jeg deler med dig. ❤️😇🙏

Comments are closed.