Jeg vil gerne være glad for at nå mindre

Ligesom mange andre har jeg haft en forpustet opstart på hverdagen efter sommerferien, og jeg har allerede følt mig i tidsnød. Der har været skruet op for tempoet. Mit hjerte har ind imellem hamret lidt hårdere. Gamle og nye rutiner har skullet køres i gang. Legeaftaler. Fritidsaktiviteter. Træningsforløb. Forældremøde med årshjul af sociale aktiviteter i yngstesønnens 3. klasse. Der har været glædelige fejringer og fødselsdage. En voksen søn der har haft brug for diskret forældresupport op til et længere udlandsophold. Vi fik sat ham på flyet i onsdags. Begyndende planlægning af tiden frem til nytår. Der er mange gode folk, vi gerne vil se. Jeg har holdt igen med at booke for mange aftaler, så der er huller i kalenderen, og jeg ikke bliver overvældet. Langsom genoptagelse af Tænk Hvis fællesskabet og mine skriveopgaver. Nye idéer står i kø indeni mit hoved. Og jeg har det med at ville mere, end der er timer nok i døgnet til. Jeg har kunnet længes tilbage til enklere kalenderløse Corona-tider uden så store forventninger og krav. Hvor der ikke var samme muligheder, og hvor der ikke var så meget, jeg syntes, jeg skulle gøre eller nå. Samfundet accelererer igen, og jeg har det som om, jeg bliver trukket i to forskellige retninger. Jeg trives og er gladest, når tempoet bliver holdt nede, og jeg følger min langsommelige livsstil. Samtidig har jeg det med at lægge pres på mig selv. Jeg er blevet klar over, at jeg har brug for et perspektivskifte, hvor jeg lærer at acceptere tidens begrænsninger, og være glad for at nå mindre.

Min langsommelige livsstil

“Hvad er det gode liv? Hvordan vil jeg gerne være i verden?” De spørgsmål stiller den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa i sit værk “Resonans – En sociologi om forholdet til verden”. Han forholder sig kritisk til accelerationssamfundet og vores evige jagen efter forøgelse af muligheder og ressourcer. I de sidste par år har jeg erfaret, at det gode liv for mig udspringer af min langsommelige livsstil. Også selvom bagsiden er, at jeg kan nå mindre, og jeg hurtigere får følelsen af at være i tidsnød. Jeg fortsætter min langsommelige livsstil skrev jeg i november 2020. Det var cirka en måned efter, jeg havde sagt mit job op og lavet et markant sporskifte, der frisatte tid. I indlægget Hip hurra, fødselsdag og masser af resonans kan du læse om, at jeg i højere grad er blevet i stand til at mærke mig selv, holde balancen i hverdagen og elske mit liv. Jeg er mere til stede i nuet, og jeg er mere modtagelig for resonansoplevelser. Det vil sige små intensive øjeblikke med lykkefølelse, hvor min tråd til verden begynder at vibrere intensivt, hvor verden får toner og farver, som bevæger mig og gør livet rigt, som Hartmut Rosa udtrykker det. Jeg tjekker ind med mig selv, hvordan jeg har det, og hvad der er vigtigst netop i dag. Jeg har fokus på at gøre en ting af gangen og være mentalt til stede, og på at være okay med, at der er ting, jeg ikke når. Selvom det strider imod min store trang til at være produktiv og få sat nogle flueben. Jeg har flere pauser og stille stunder alene. Praktiske opgaver bliver oftere end tidligere trumfet af kreative aktiviteter, som er meningsfulde og giver mig energi. Bloggen, artikelskrivning, Tænk Hvis fællesskabet og betydningsfulde samtaler, samvær i familien og gåture med min mand. Jeg lever med en større mængde snavs og rod og ukrudt. Selvom jeg har fået en kærligere blik på mig selv, så kæmper jeg med at leve op til mine egne forventninger. Barren er stadig sat højt for, hvad jeg gerne vil kunne og nå.

Accept af tidsnøden

“Du kan ikke nå alt det, du gerne vil i livet. Og det er måske en god ting“, er overskriften på en artikel i Zetland skrevet af journalist Jesper Olsen. Han har interviewet den engelske journalist og forfatter Oliver Burkeman, der har skrevet bogen “Four Thousand Weeks”. Jeg vil anbefale dig at læse hele artiklen. Titlen henviser til, at vi i gennemsnit lever i 80 år svarende til cirka fire tusind uger. Det er et livsvilkår, at vores tid er begrænset, og at vi ikke har kontrol over tiden. “Han (Oliver Burkeman) vil bare have os ud af den vildfarelse, at vi kan og skal nå mere, end tiden tillader – og den stress og angst, den afføder”, skriver Jesper Olsen. Jeg kan godt lide, at han kalder det for en vildfarelse. Oliver Burkeman peger på, at vi lever i en travlheds- og Time Management kultur, hvor tiden bliver anset som en ressource, vi skal suge hvert sekund ud af. Vi har lært, at vi skal tidsoptimere og presse så meget ind i kalenderen som muligt. “Vi bruger vores dage på at ‘komme igennem’ vores opgaver for at ‘få dem af vejen’ med det resultat, at vi mentalt lever i fremtiden, imens vi venter på det tidspunkt, hvor vi endelig har tid til det, der virkelig betyder noget”, siger Oliver Burkeman i artiklen. Han opfordrer os til at lave et perspektivskifte, hvor vi starter med at acceptere, at det er umuligt for os at nå alt det, vi ønsker i livet. Det er livet for kort til. I stedet for at generere eksistentiel panik, FOMO eller dårlig samvittighed, så er det hans erfaring, at erkendelsen kan være enormt frisættende, en lettelse, fredfyldt. Oliver Burkeman beskriver tilstanden deep time, som når vi holder op med at opfatte tiden som en ressource, der skal udnyttes maksimalt. Når vi er i stand til at være til stede, hvor vi er, uden at stresse over, hvor vi ellers kunne eller burde være.

Perspektivskifte

Jeg er lige fyldt 49 år. Jeg forventer at være mere end halvvejs i livet nu, hvis jeg bliver gammel. I mit arbejde på hospitalet møder jeg mange mennesker, der er syge og ikke lever så længe. Min mor blev 62 år. Du kan læse om hendes død i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt. Jeg kan regne ud, at jeg fx ikke kommer til at kunne nå tidsmæssigt og økonomisk at rejse alle de steder hen, jeg ønsker mig. I arbejdet med indlægget her har jeg spekuleret på, hvad der ellers er vigtigt for mig at prioritere. Jeg har reelt og konsekvent flere ønsker og drømme, end jeg kan nå i løbet af døgnets 24 timer. På et teoretisk plan kan jeg godt acceptere tidens begrænsninger, og mit ønske om at kunne være glad for at nå mindre harmonerer fint med min langsommelige livsstil. Jeg tænker, at begge dele kan hjælpe mig med at nedjustere forventningerne til mig selv og få skuldrene endnu mere ned. Den svære øvelse handler om at sortere og lave nogle fravalg. Men jeg er i proces med mit perspektivskifte – og min måde at være i verden på – taknemlig for at være nået hertil og for at være mig.