Min datter bliver snart student. Hun planlægger at have et eller to sabbatår, før hun søger ind på en videreuddannelse. Jeg har flere gange hørt mig selv sige, “der er ikke så mange pauser i livet, så det er godt, at hun tager sabbatår”. Måske handler det om, at jeg selv har haft for få pauser? Her tænker jeg både på kortere og længere pauser.
I 1993-94 havde jeg et sabbatår med lange ophold i Australien og Sydamerika. Det gav mig fantastiske oplevelser med mennesker, sprog, natur, historie, mad m.m. Jeg var overbevist om, at når jeg fik familie, så ville vi være sådan en der tog orlov og rejste. En familie der var mere optaget af oplevelser end penge. (I min ungdoms drømmerier glemte jeg, at der også skal penge til for at rejse).
Måske fik vi ikke prioriteret orlovsdrømmen højt nok? Vi har haft 10 måneders højskoleophold i 2003-04. Vi har haft kortere rejser i udlandet, som vi har nydt meget. Vi har haft skønne ferier i Danmark. Det har været tiltrængte pauser fra hverdagens tummerum. I fire omgange har jeg haft barselsorlov væk fra arbejdet, og hvor jeg har zoomet ind på mor-rollen.
FAKTA: Betydningen af ordet pause bliver i Den danske ordbog beskrevet som et kortere eller længere tidsrum, hvor en aktivitet er ophørt eller midlertidigt ligger stille.
Foto: Selfie af mine fødder på vej mod min tandlæge i Ordrup. Jeg standser, holder pause og ser på blomsterne.
Midt i hverdagen med familie, arbejde og efteruddannelse har jeg været for dårlig til at passe på mig selv. I september sidste år havde jeg opbygget så meget træthed, at min krop sagde stop. Jeg havde taget mig for få pauser. Undervejs. I hverdagen. Min krop insisterede på en længere pause. Der var ingen vej udenom en stresssygemelding, så jeg kunne komme til kræfter.
Jeg er tilbage på arbejdet og har tæt på en normal hverdag igen. Jeg har lært om vigtigheden af at holde pauser. Små pauser på arbejdet og hjemme. For at bevare roen og forebygge udmattelse. Jeg er helt klart mere glad, når jeg mærker en forbindelse mellem mit hoved og min krop. Når jeg fokuserer på min vejrtrækning, sætter fødderne fast ned i underlaget og er til stede i nuet.
Jeg øver mig i at holde flere pauser. Jeg ved, det er en god prioritering. Her hjemme er min mand sød til at minde mig om det. Nogle gange skubber han mig fysisk ud af køkkenet. For indeni mit hoved er der altid noget, som jeg gerne lige vil nå først. Før jeg holder pausen, slapper af.
Hvorfor er det så svært for mig at holde pauser? Hvordan får jeg indarbejdet nogle bedre vaner? Mon det er nødvendigt at sætte uret og få nogle påmindelser? Det overvejer jeg seriøst at prøve at gøre.
