I går fandt jeg mine gamle – men næsten ubrugte – løbesko frem, og jeg tog 4 runder på den lokale atletikbane, hvor jeg henholdsvis løb og gik i hurtigt tempo med yngstesønnen ved siden af en del af tiden. I dag gik vi 5 km til Hjerteforeningens nytårskur i Dronningens have, som han kalder Fredensborg slotspark. “Vi vil ikke være en “skærm-familie”, vel?”, sagde han selvsikkert. Kort efter lagde han sig ned på stien, klagede over ondt i benene og klynkede, at dagen nu var spildt, og at han ikke ville nå at sidde i sofaen – ja, foran skærmen.
Det er svært, og det tager tid at ændre vaner. Jeg genkender selv de modstridende intentioner og følelser, som yngstesønnen gav udtryk for i dag. Samtidig ved jeg, hvad han endnu ikke har lært, at tålmodighed og udholdenhed betaler sig. Hvis jeg har et inderligt og oprigtigt ønske om at skabe en forandring i mit liv, så kan jeg gøre det. Men der er en helt naturlig grænse for, hvor mange indsatsområder jeg kan have af gangen. I hverdagen har jeg nemlig kun lidt tid til overs udover arbejde og gøremål i familien. Jeg må prioritere hårdt. Hvilke 2-3 vaner giver det mig allermest glæde og energi at forandre? Og hvordan kan det blive realistisk for mig at lykkes med det over længere tid?
Hverdagen starter igen i morgen, og når trætheden overmander mig, så har jeg ligesom yngstesønnen allermest lyst til at gøre, som jeg plejer. Følge mine indlærte mønstre. Jeg vil falde dybt ned i sofaen med min the og skærm. – Så jeg ikke får løbet mine 4 runder 2 gange om ugen. – Så jeg ikke får gået de ønskede skridt på aftentur med manden. Men jeg øver mig samtidig i at synes, at det er okay at fejle. Ligesom bølgen ruller ind over stranden igen om et øjeblik, og ligesom solen står op igen næste dag, så kan jeg hver dag give mig selv en ny chance. Og så skal jeg selvfølgelig huske at rose mig selv, når tingene lykkes. Hvis jeg er tålmodig længe nok, kan jeg etablere nogle vaner, der bliver det nye normale. Det synes jeg er en vildt inspirerende tanke.
