En torsdag ikke helt efter planen

Jeg er gået ind i året med opmærksomhed på, hvad der betyder noget. Jeg vil for eksempel gerne i gang med at skrive artikler. Men tiden forsvinder imponerende hurtigt, selvom jeg har fået mere af den. Derfor eksperimenterer jeg med at sætte “skrivetid” ind i kalenderen – og i torsdags havde jeg planlagt sådan en dag. Alligevel var det først hen på eftermiddagen, jeg fik sat mig ved tastaturet. På det tidspunkt var hovedet tomt for inspiration og ord. Jeg ville så gerne, men der kom ikke noget til mig. Mit tilsyneladende lille overskud var brugt op. Gåtur med manden, forskellige praktiske ting i hjemmet og hyggesnak med min ældste søn, mens han pakkede til sin skiferie. Alt sammen godt og vigtigt. Men det var også endt med at blive sådan en dag, hvor jeg var tiltagende følsom – og ikke fik tjekket ind med mig selv.

I indlægget Tilbageblik og godt nytår 2022 skrev jeg om, at jeg er blevet bedre til at tage mig kærligt af mig selv. Sporet er godt nok blevet bredere og dybere, men jeg øver mig stadig. Og i torsdags var ikke en hvilken som helst torsdag. Det var en mærkedag af den triste slags. Jeg var ved siden af mig selv helt fra morgenstunden, men jeg prøvede at lade som ingenting. Min gamle autopilot fik mig til at køre derud af og afbryde kontakten til mig selv. Den ene aktivitet efter den anden. Først da jeg tog mig selv i at græde over min søns dunjakke, stoppede jeg op. Jeg sad der i hans sorte gamerstol og hulkede. Ude fra badeværelset kunne jeg høre tennisboldene tæske løs på de fortsat fladmaste fjer. Ville dunjakken nogensinden puffe op igen? Det var lettere at forholde sig til end den sorg, som i virkeligheden sugede energien ud af mig.

Foto: Fredensborg slotspark

Livet trumfer nogle gange planlægningen. Det havde gjort en forskel for min torsdag, hvis jeg havde set det i øjnene fra starten. Eller i hvert fald før episoden med dunjakken. Jeg gik rundt hele dagen og syntes, at jeg skulle følge planen og få skrevet noget. Ind imellem småirriteret over forstyrrelserne og uroen indeni. En følelse af at spilde tiden – samtidig med at jeg værdsatte at være sammen med min mand og ældste søn. Det er generelt virkelig svært for mig at skulle nedjustere forventningerne til mig selv. Jeg kræver det samme, uanset hvordan jeg har det. Hvis der oveni er følelser, som jeg gerne vil ignorere, så får jeg heller ikke tjekket ind med mig selv. I torsdags havde jeg behov for en snak med min mand og et telefonopkald fra en veninde, før jeg kunne slippe kontrollen og bare slappe af de sidste timer.

About the author