I min opvækst var forår lig med rundbold på vejen. Der skulle vælges hold. Jeg var som regel blandt dem, der blev valgt i midten, men jeg kan godt huske, hvor pinligt det var at blive valgt til sidst. Generelt var jeg vellidt, så jeg kom hurtigt videre. Men forår var også lig med atletik til skoleidræt. År efter år trådte jeg ind på banen med følelsen af ikke at være god nok. Selvom jeg gjorde mit allerbedste, præsterede jeg dårligt. Efter flere bronzemærker fik jeg endelig sølv. Den voksne Malene ville sige “warow, godt klaret!”, men jeg sammenlignede mig selv med dem, der fik guld- og platinmærker. De var på A-holdet. Jeg var på B- eller C-holdet. Mine klassekammerater kategoriserede mig ikke på den måde, men det gjorde jeg selv. Jeg havde slet ikke lyst til at være i skole den dag, hvor mærkerne blev uddelt.
Hjemme- og udebane
Det er min lille lommeteori, at vi kan være på A-, B- eller C-holdet i forskellige situationer og afhængigt af, hvem vi er sammen med. Oftest er det ikke noget, vi tænker over. På min egen hjemmebane er jeg tryg. Her er jeg omgivet af mennesker, der hepper på mig. Min familie, bekendte, venner og kollegaer o.lign. Jeg sænker skuldrene og slapper af. Der plads til at være menneske, til at være sårbar og til at kunne fejle. Der er plads til kunne at være hele mig. Uanset hvordan jeg præsterer eller ser ud, så er jeg på A-holdet. Jeg degraderer heller ikke mig selv.
På udebane kan min usikkerhed pludselig blive aktiveret. Jeg kommer til at føle mig kluntet, gammel, kikset, usmart, dum, mindre klog o.lign. Det kan være en samtale med en gruppe forældre i skolegården, hvor jeg ikke rigtig føler mig inviteret ind. Det kan være på de sociale medier, hvor jeg ikke får nok følgere eller likes. Til en frokost på arbejdet hvor ingen rundt om bordet interesserer sig for, hvad jeg har lavet i weekenden. Det rammer mig på nogle dage og ikke på andre dage. Og det er i høj grad afhængigt af, hvordan jeg har det med mig selv. Det har meget sjældent noget med andre at gøre.
På bænken
Måske får usikkerheden mig til at sammenligne mig med de andre? Det har jeg tidligere skrevet om i indlægget Rank rykken og vær stolt af dig selv, Malene!. Jeg føler mig gammel og usmart ved siden af de smukke unge mødre, eller mindre klog sammen med mine erfarne kollegaer. På et fjollet og ubevidst plan bliver jeg optaget af, hvad de andre tænker om mig. Og helt automatisk placerer mig selv på B- eller C-holdet. Det påvirker mine kompetencer og den version af mig, som de ser. Jeg bliver simpelthen dårligere til atletik. Jeg kommer til at lyde mindre klog, fordi jeg er bange for at lyde dum osv. Før det går hen og bliver akavet, så er jeg typen der trækker mig. Jeg lader være med at byde ind i samtalen. Selvom der ikke et nogen, der har bedt mig om det, så sætter jeg mig ud på bænken.
Uperfekt perfekt
Når usikkerheden sniger sig ind på mig, vil jeg gerne øve mig i at være kærligere mod mig selv. Det er okay, at jeg ikke er bedst til alt. Jeg behøves ikke være den pæneste, og jeg vil gerne favne min alder og den medfølgende livserfaring. Ingen af delene kvalificerer mig til B- eller C-holdet. Jeg er god nok, som jeg er – uperfekt og alligevel perfekt – ligesom alle andre i øvrigt. Uafhængigt af dagsform, udseende og præstation, så er jeg på A-holdet.
Jeg vil ikke længere finde mig i at være en dårligere version af mig selv eller at trække mig. I stedet vil jeg have samme tilgang til mig selv, som jeg har til mit løb. Her er jeg holdt op med at sammenligne mig med nogen. Det kan du læse om i indlægget Uambitiøst og meditativt løb på min egen måde. Jeg nyder mit løb og går ikke op i, hvor smart jeg ser ud. Samtidig er der både plads til at hylde mine små præstationer og til at følge dagsformen.
