Rank rykken og vær stolt af dig selv, Malene!

Min yngste søn går i børnehave i Fredensborg sammen med mange andre skønne børn. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at her virker til at være flere velhavende familier, end der var i børnehaven vi kom fra i Hillerød.

Selvom jeg ikke kender mærkerne, så kan jeg godt spotte de dyre biler, det lækre tøj, mødre med smarte tasker, sko og solbriller, veltrimmet hud, hår og negle, og fædre med nystrøgne skjorter og nøje udvalgte armbåndsure.

Her er mange forældre fra den brede mellemklasse ligesom os. Her er sikkert også fattige familier, men jeg kan ikke se, hvem de er. Vi er forholdsvis nytilflyttede, så jeg kender kun få forældre. Jeg hilser på dem jeg møder, og jeg bryder mig ikke om at kategorisere folk ud fra deres økonomi. Jeg vil som udgangspunkt gerne møde alle ens uanset om de har flere eller færre penge end jeg selv.

Derfor undrer det mig, at jeg kan føle mig handlingslammet overfor nogle af de tydeligt velhavende mødre. Jeg får ikke hilst. Jeg får ikke sagt, at jeg hedder Malene og er Viggos mor. Jeg bliver simpelthen usikker på, hvad der er rigtigt at sige og gøre. Hvad er det mon, der sker indeni mig, når jeg reagerer sådan?

Først og fremmest tænker jeg, at det er mig, der har et problem og ikke dem. Det er mig, der ser ned på mig selv, når jeg kommer uden make-up og i min mors gamle, grønne regnbukser. I situationen glemmer jeg, at indre værdier og personlige kvalifikationer altid vil trumfe ydre værdier som rigdom og titler.

I forlængelse heraf, har jeg måske ubevidst nogle fordomme om mødrene, pga. deres sociale status, som begrænser mig i at kunne møde dem med positive forventninger. Forventninger til at vi potentielt vil kunne bidrage med noget interessant og væsentligt i hinandens liv. Det vil jeg gå og summe lidt over.

Mon ikke det kunne være et realistisk mål, at jeg får hilst ordentligt på én af de her mødre i næste uge? Måske jeg skal huske mig selv på at ranke ryggen, være stolt over den jeg er, det jeg kan og ikke sammenligne mig på ydre ting? Huske på at vi alle er nøgne mennesker bagved tøjet og alt det andet…

About the author

Comments

  1. Ja det er interessant. Jeg ville reagere som dig, tror jeg, selvom det er fjollet. Men som du skriver, har man jo lov til at udfordre sin egen reaktion ❤️

    1. Tak for din kommentar, Lisbet. Det er underligt, hvad vi bliver påvirkede af. Det bliver jeg igen og igen forundret over. Men jeg vil tage kampen op, når jeg nu er blevet opmærksom på det.

Comments are closed.