Jeg er stolt forælder til en af årets studenter, da vores datter blev student i tirsdags. Udover at det er forbundet fest og fejring, som da studentervognen kom forbi, så har det sat mange tanker igang hos mig. En studentereksamen er et af livets overgangsritualer. Selvfølgelig allermest for den unge student, der skal tage ansvar for sin egen fremtid, men også for forældrene. Hendes far og jeg altid være en tryg base, en sikker havn, men hun styrer selv, og vi må pænt rykke en række ned på tilskuerpladserne.
Foto: Studenter fra Frederiksborg Gymnasium 2018.
For nylig så jeg på Nørrebro en ung kvinde på en bedstemorcykel. Hun havde langt lyst hår, lyseblå sommerkjole og en lille sort lædertaske hængende henover den ene skulder. Jeg lagde mærke til den unge kvinde, fordi der var noget ved hende, der mindede mig om min datter. Det var som om, jeg et kort øjeblik kunne se ét, to eller tre år ud i fremtiden: Min datter cyklende rundt i København med sin egen hverdag væk fra os som forældre og familie. (I øvrigt flyttede jeg selv hjemmefra godt et års tid efter jeg blev student).
I år er det 25 år siden, jeg selv blev student, men jeg føler mig ikke ligeså mange år ældre indeni. En del af mig har svært ved at forstå, at jeg nu er mor til en student. Som min mand så dramatisk ville sige, så bliver jeg konfronteret med min egen dødelighed. Jeg tror nu mere, at det fylder for mig, at en epoke er ved at være forbi. Epoken, hvor vi deler hverdag med vores datter, hvor hun har brug for at have os tæt på, hvor hun automatisk deler sine tanker med os.
Når det er sagt, så er der også rigtig meget livsbekræftende og glædeligt ved, at vi som forældre har været med til at “skabe et menneske”, der er næsten klar til at springe ud i sit eget selvstændige liv. Hun er fyldt med viden, klogskab, gode værdier, sund kritisk sans, nysgerrighed og livsglæde. Klar til at erobre verden og øve positiv indflydelse på sine omgivelser. Der skal råbes hurra og skåles for vores datter nogle dage endnu.
Måske burde vi også fejre vores succes som forældre? Måske burde vi klappe hinanden på skulderen og sige “godt gået”? For er det ikke det forælderskab handler om, at vi skal hjælpe vores børn frem til at blive så selvstændige, som det er muligt? (Uanset om det ender ud med en studentereksamen eller ej).
