Spændingen stiger, jo længere tid han står og venter. Det sitrer i hele kroppen. Han har svært ved at holde de små hænder og fødder stille. Han kigger først til den ene side, så til den anden. Lige om lidt bliver han opdaget, og så skal han være klar til at løbe. Jeg sidder og kigger ud af vinduet på yngstesønnen, der leger gemme-fangeleg. Et kort øjeblik efter hviner han højt af begejstring, mens han suser afsted ned af vejen skarpt forfulgt af sin far, der højt råber “whoaarrrr…”. Jeg smiler for mig selv, og mærker lykken som små brusende bobler indeni i brystet. Gemme-fangeleg er blevet vores nye yndlingsleg. Selvom vi har løbet rundt og gemt os de samme steder rundt om rækkehusene mange gange, så er det stadig sjovt – også for os voksne. Som en lille bonus får vi pulsen op, og vi får taget en masse skridt. Det her er en af de nye måder, som vi har fundet ud af at være sammen på som familie i løbet af de sidste 5 uger.
I indlægget Jeg mærker Coronakrisen i dybet af mit indre har jeg skrevet om, hvordan situationen ramte os på et mere psykisk plan. Jeg kunne ligesåvel fortælle om, hvor udfordrende det har været at begrænse yngstesønnens skærmforbrug. Hvis det stod til ham selv, så ville iPaden være en forlængelse af hans arm og altid til rådighed. Så snart iPaden var lagt væk, så kom spørgsmålet: “Hvad skal jeg nu lave?”. Efter et minuts tid kunne det gå over i en let klynken og beklagelse over, at han ikke kunne finde på noget. Nogle gange skete der det magiske, at han ud af kedsomhedens mørke fik en lys idé. Han ville tegne en mutantkanin. Det endte ud i en tegneserie om mutantkaninerne, der invaderede jorden med rumskibe. Herefter syntes han selv, at han havde gjort sig fortjent til at få mere tid med sin (skide) iPad. Det var meget sjældent, at han gik alene op på værelset og fandt noget af sit lækre legetøj frem. Til gengæld ville han rigtig gerne lave skoleaktiviteter og lege med os forældre hver for sig. Det var også i den forbindelse, at han spurgte: “Mor, kan vi holde Corona-ferie igen næste år?”.
Selvom det har været intenst at have en snakkende 6 årig hjemme 24-7, så er jeg enig med ham i, at det har været skønt, at vi har haft så meget tid sammen. Vi er alle sammen blevet presset ud af vores komfortzone. Det er i dét space, at vi har fundet nye måder at være sammen på – fordi vi har været nødt til at gøre noget andet, end det vi har plejet at gøre. I den her tid har vi ikke kunnet falde tilbage på legekammerater eller farmor. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig været særlig vild med at lege. Nu har jeg opdaget, at jeg faktisk godt kan lide aktiviteter med bevægelse som gemme-fangeleg, cykeltur eller dans til høj musik. Jeg har endda været ude på en halsbrækkende tur ned af vejen på vores datters gamle inliners rulleskøjter. Det er godt for mig at komme ud af mit ofte overfyldte hoved og ned i kroppen. Jeg er simpelthen mere til stede i nuet – og vigtigst af alt mere nærværende overfor yngstesønnen i den slags legesituationer. Den her opdagelse åbner op for, at vi kan have nye, sjove og aktive oplevelser sammen.
