Torsdag morgen mindede Google mig om et ti år gammelt billede af vores fire dejlige børn flettet ind i hinanden i den lyseblå tre-personers sofa i vores 89 m2 andelslejlighed. Hvad mere kunne man ønske sig? Et svensk IKEA-byggeri med røde og sorte træhuse – og seks lejligheder i hvert hus i udkants-Hillerød. Her boede vi i 13 år på 1. sal med delvis udsigt over området, med fire værelser samt badeværelse og entré og altan – og et mindre skur i gården til opbevaring. Set fra børnenes perspektiv var det et trygt og godt barndomshjem. Næsten fra skolestart kunne de selv gå til og fra Sophienborgskolen, som lå lige om hjørnet få hundrede meter henad cykelstien. Vi oplevede en forbundethed med både skolen og mange af de mennesker, der boede omkring os. Det var her, vi hørte til og følte os hjemme, selvom pladsen var trang. Når vi var hjemme, var vi altid sammen eller tæt på hinanden. Største minus var, at drengene delte værelse, og de havde sjældnere legekammerater med hjem. Og selvfølgelig den endeløse sortering, organisering og oprydning, som mest påvirkede os voksne.
Min barndomsveninde vil kunne fortælle detaljeret om, at jeg elskede at rydde op på mit værelse, så alting stod snorlige. Jeg havde allerede dengang stort behov for at kunne trække mig tilbage i finde ro, når jeg oplevede kaos omkring mig. Den mulighed havde jeg ikke i vores lejlighed. Men for at imødekomme mit behov for at have minimum én ryddet flade, som mit blik kunne finde ro på, byggede min mand en skænk og rumdeler, som den lyseblå sofa var blevet placeret op af. Vi tilstræbte at holde denne smalle egetræsbordplade fri for tilfældige afsætninger og bunker. Det var her, jeg havde plads til at arrangere små stilleben med ting, bare fordi jeg syntes de var pæne.
I august i år besøgte vi vores venner på Bornholm, der har fulgt os alle årene, og snakken faldt en kort stund på lejligheden i Hillerød. Set fra deres perspektiv havde der været en atmosfære af hjerterum. Og ligesom rigtig mange andre var de imponerede over, hvordan vi havde organiseret os, og var lykkedes i at få hjemmet til at fungere på den bedst tænkelig måde. Det var længe før, det blev en livsstil at bo småt og minimalistisk og bæredygtigt. Alligevel sad jeg der på deres terrasse og nød tanken om, at vi måske havde været lidt på forkant med tiden. Taknemmelig for min mands og min fælles kreativitet og idéer til indregningen.
I indlægget Jeg er 50 år og taknemmelig beskriver jeg sammenligning, som det mest nedbrydende i mit liv. I rigtig mange år kæmpede min mand og jeg for at få en større bolig i det samme lokalområde. Men det var ikke muligt for os at få et boliglån. Vi havde for fået mange børn, vi havde fået dem for tidligt i livet, og vi havde for lave lønninger. Jeg sammenlignede mig mig med familier med luft omkring møblerne og værelser til deres børn. Jævnaldrende og efterhånden yngre og yngre par med hus og have. I Nordjylland var jeg vokset op med, at det var forbundet med lav social status at bo i lejlighed. I min indre forestillingsverden var det ikke sådan, jeg skulle bo som voksen med min familie. Jeg sammenlignede mig med andre, der havde haft forældre, som kunne låne dem penge til første indskud. Jeg sammenlignede mig med dem, der var mange skridt foran os, fordi de havde tjent på salg af boliger. Jeg sammenlignede mig med dem med højere lønninger end os, selvom jeg syntes, at det min mand og jeg kunne og lavede havde ligeså stor værdi.
Ind imellem mistede jeg perspektivet for, hvad der er vigtigst. Sammenligninger fik mig til at have det virkelig dårligt. De svære og ubehagelige følelser poppede særligt op, når jeg var udmattet og ude af balance. Eller som en slags tømmermænd efter at have besøgt gode venner eller at have kigget i boligmagasiner. Utilstrækkelighed, mislykkethed, skam, uretfærdighed, håbløshed og modløshed. Vi oplevede os fastlåste i en situation, som vi ikke vidste, hvordan vi skulle ændre på. I perioder kæmpede jeg for at holde sammen på mig selv. Jeg kunne have daglige indre nedsmeltninger over kaosset i hjemmet, som jeg forsøgte at skjule. Det var en stor belastning også for min mand, der oftest gennemskuede mig. Det var også i de år af mit liv, hvor jeg var allerdårligst til at sætte mig ned og slappe af, før jeg havde ryddet op. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvordan jeg bedst kunne hjælpe mig selv.
Når jeg ser på billedet af børnene i den lyseblå sofa, minder det mig først og fremmest om en lykkelig tid. Hvad mere kunne man ønske sig? Samtidig minder mine bagudrettede refleksioner mig om de sorger og det savn, som jeg dengang tumlede med relateret til min mors kræftsygdom og død, min plejeorlov og mit opløste barndomshjem. Og hvordan jeg måtte holde sammen på mig selv for at passe familie og arbejde. På et tidspunkt fik min mand og jeg øje på sammenhængen imellem min indre uro og behovet for ryddede flader. Senere blev jeg mere fortrolig med min introverthed, og begyndte at lære at passe på mig selv. Jeg blev nødt til at kunne trække mig tilbage for at lade op. Set fra mit nuværende perspektiv får jeg lyst til at give mit yngre jeg en stor krammer. For midt i alt det hyggelige hurlumhej på vores 89 m2, hvor der var masser af arme til at holde om mig, så var det de år af mit liv, jeg oplevede størst ensomhed og forladthed. Vi kunne ikke bare flytte væk fra det sted, hvor vi følte os hjemme. Men måske handlede det svære i højere grad om alt muligt andet end om dét at bo småt? Jeg tænker, familien ville have haft gavn af, at jeg havde tilladt mig selv at falde sammen. Måske ville jeg have haft mindre tendens til at sammenligne mig, hvis jeg havde været i bedre balance med mig selv?
