Hjertevarmt allehelgens-minde om min morfar

Min morfars duft var en kombination af sødlig Mac Baren pibetobak og Old Spice. Han hed Aage og var født i 1902 – og han talte kun, når det var nødvendigt. Vi kunne sidde på terrassen og spise sprøde franske vafler med smørcreme, og ingen af os sagde noget. Han sagde heller ikke noget, dengang han ved et uheld fik hældt kogende kaffe ned af ryggen. Det skete i hans unge dage til et selskab. Den unge servitrice faldt i snak med min morfars bordherre og kom til at tippe kaffekanden. Historien gik på, at min morfar bed smerten i sig, fordi han ikke ville gøre pigen pinligt berørt eller sætte hende i en dårlig situation. Han var ligeledes typen, der ikke havde haft nogen sygedage (eller som gik syg på arbejde). Aage var en dygtig, pligtopfyldende og vellidt toldbetjent i sine mange år i Toldvæsenet. Jeg tænker, det var årsagen til, at han fik et Ridderkors af Dannebrogordenen i audiens hos Kong Frederik 9. – Men det var heller ikke noget, min morfar talte om. Han havde intet behov for at fremhæve sine egne bedrifter.

Tipslørdag

Min morfar var min yndligsbedsteforælder. Jeg nød bare at kunne være sammen med ham i stilheden og roen. Han var lig med tryghed og stabilitet. Selvfølgelig talte vi også med hinanden om alle mulige emner. Han var en meget vidende mand. Vi kiggede i det store verdensatlas. Ind imellem fik min tvillingebror og jeg lov til at krydse nogle rækker af på tipskuponen og se Tipslørdag med ham. Det var ikke fordi, jeg pludselig interesserede mig for fodbold, men jeg ville gerne være der, hvor han var. I mange år var min mormor sengeliggende. Min morfar passede hende med større tålmodighed, end jeg forstod som barn. De havde en livshistorie sammen. Hans første kone døde og efterlod ham i slutningen af 1930´erne alene med to små sønner. På et tidspunkt kom min 10 år yngre mormor ind i billedet. Hun hjalp med børnepasningen. De blev siden gift, og min mor blev født i 1944 i Aarhus. I arbejdet som toldbetjent opdagede min morfar flere gange jøder, der skulle smugles ud af landet via havnen – hvor han valgte at vende ryggen til, som han sagde.

Refleksioner

Det er i anledning af allehelgensdag den første søndag i november, at jeg her mindes min morfar. I de sidste år af sit liv blev han dement. Han døde 1. november 1988, mens jeg stadig var teenager. Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt mere ind til hans oplevelser og erfaringer. For et år siden talte jeg med en dame på 107 år; født samme år som min mormor. Hun oplevede elektricitetens udbredelse som den største forandring i sin levetid. Det virker fuldstændig surrealistisk. Min morfar gennemgik personlige tragedier og ikke mindst 2 Verdenskrige. Han havde ikke den luksus at få bearbejdet de svære ting løbende. Det var nødvendigt at være robust for at kunne få mad på bordet. Derfor lukkede han mange følelser inde.

Jeg har som voksen med mellemrum tænkt på historien om kaffen, som min morfar fik ned af ryggen. Det undrer mig, at den nærmest gav ham en helteagtig status i vores familie. Der er noget smukt ved at have andres behov for øje, og at sætte sig selv til sidst. Men i en situation som denne er det altså okay at råbe op. Desuden tænker jeg, at vi skal huske at tage os af os selv først, for så kan vi allerbedst være noget for andre.

I indlægget Jeg har tændt kontakten mellem hoved og krop har jeg netop skrevet om, at jeg øver mig i at mærke mig selv, for det var ikke noget jeg lærte i min opvækst. Men måske lærte jeg alligevel noget? Min morfar trak sig tilbage og slappede af med at læse bøger, fiske og male. Han kunne godt være effektiv, men han dyrkede ligeledes roen og langsommeligheden, som jeg har skrevet om i indlægget Jeg fortsætter min langsommelige livsstil. Det var sådan, han var – og det kan jeg sjovt nok spejle mig i 32 år efter hans død.