Duften af nybagt surdejsbrød spredte sig rundt i huset. Det var tidlig morgen på min 47 års fødselsdag. Jeg lå og ventede på, at familien kom ind i soveværelset for at synge for mig. Min mand var i gang med at forberede morgenmaden. Jeg kunne høre yngstesønnen snakke begejstret i baggrunden, og vores store drenge rumstere på deres værelser. Jeg puttede mig under dynen igen, og følte mig heldig over at være mig.
Samtidig lå jeg og tænkte på livets foranderlighed og flygtighed. Indenfor en overskuelig tid flytter de store drenge hjemme fra. De skal leve deres egne liv, ligesom vores ældste datter allerede gør i Australien. Det er næsten otte måneder siden, vi krammede hende sidst – og en del af mig ville gerne kunne spole tiden tilbage til, da hun boede hjemme. Jeg fik en trang til at holde godt fast på drengene, men jeg kan ikke gøre andet end at hygge mig med dem, så længe de er her. Det gjorde jeg den dag.
Døden
“Man kan da ikke dø på sin fødselsdag, vel?”, spurgte yngstesønnen mig om, da vi senere på morgenen cyklede hen til skolen. – Og nej, selvfølgelig kan man ikke det. Han mindede mig (igen) om, at jeg er en af de ældste forældre i klassen. Han kan også finde på at snakke om, hvor gammel han mon er, når jeg dør. Eller han siger, at jeg altid vil være den bedste mor, han har haft. Jeg kan godt regne ud, at han er bange for at miste mig. Døden er en del af hans virkelighed. Måske er det fordi, han er vokset op med en død mormor- der i øvrigt kun blev 15 år ældre, end jeg er nu.
Jeg satser helt bestemt på at få et langt liv, og så er jeg kun omkring halvvejs nu. Det er ekstra vigtigt, fordi yngstesønnen er efternøler, og det er urimeligt hårdt at miste en forælder i en ung alder. Jeg kan ikke give ham nogen garanti, men jeg kan hjælpe ham med ikke at gå rundt og bekymre sig om det. Mine egne tanker om livets flygtighed er begyndt at fylde mere med alderen. Jeg vælger bevidst at bruge dem positivt til at fastholde mit fokus på, hvad der er vigtigst i livet, og være taknemlig for den tid jeg har. Jeg bliver simpelthen for ked af det, hvis jeg tænker for meget på, at mine nærmeste og jeg kan miste hinanden.
Her og nu
I min frikirkeungdom troede jeg helt sikkert, at jeg som 47 årig ville have udrettet et eller andet stort. Det har jeg ikke gjort set med den optik. Med tiden har jeg opgivet overhovedet at have den slags mål. For livet har vist sig at være meget mere foranderligt og ukontrollerbart, end jeg var klar over som ung. Der sker uforudsete ting, der kræver tid og kræfter. Der er benspænd undervejs, der bremser en ellers god proces. Måske fører det mig i uventede retninger, som bringer mig andre – og måske bedre – steder hen, end jeg havde forestillet mig. Måske giver det mig anledning til mere indre arbejde, så jeg udvikler mig på andre områder og lærer Gud bedre at kende.
I dag har jeg mere konkrete drømme for fremtiden end nogensinde før, og jeg oplever dem som en palette af spændende muligheder. Jeg tager små skridt ad gangen og er spændt på, hvad der kommer til at ske. Generelt er jeg faldet til ro med, at jeg er, hvor jeg er, og at livet ser ud, som det gør. Jeg er bevidst om livets flygtighed, og jeg vil gerne nyde alting omkring mig så meget som muligt her og nu.
