Kulturlørdag i et tempo for hele familien

Det er omkring halvandet år siden, at vi indførte “kulturlørdage” i vores familie. Det betyder, at vi hver 2.-4. måned besøger et museum. I  vores tre store børns opvækst har vi været dårlige til at gøre den slags.  Vi vil gerne give børnene smagsprøver på nogle af de kulturelle tilbud, der er rundt omkring os. Vi har bl.a. været på Louisiana, Arken, Statens Museum på kunst, Ragnarock.

I går gik turen til Helsingør og Museet for Søfart, hvor udstillingen “The Magic Box – om shipping, shopping & den globale forbruger” åbnede den 26. april. Museet er bygget under jorden i en gammel dock og med Kronborg i baggrunden, er det en lille arkitektonisk perle.

Foto: Museet for Søfart og Kronborg i baggrunden.

Vi kom lige lovlig hurtigt igennem selve udstillingen. 4-årige Viggo havde ikke tålmodighed til at høre os fortælle om de forskellige dele, men heldigvis var der god plads til at løbe rundt. Han så på flotte gamle modelskibe og en kæmpe model af et Maersk containerskib.

Vi talte om, hvor mange hænder kakaobønner er igennem, før vi kan sidde og spise en plade chokolade her hjemme. Da vi nåede til information om CO2 omkostningerne, fandt Viggo de her trapper at klatre op og ned af. De store børn syntes informationen om CO2 var spændende.

Vi voksne kunne sagtens have brugt mere tid på fordybelse, men vi havde alle sammen en god helhedsoplevelse. Skønt at komme væk hjemme fra og at være koncentrerede om det at være familie. Der blev drillet, pjattet og grinet, snakket på kryds og tværs, spist is i Helsingør city og uden tvivl set mindre på mobiltelefoner end ellers.

About the author