Gå amok skriveterapi

“Jeg kunne muligvis godt arbejde fuld tid, men det ville ikke være godt for mig”, sagde en veninde til mig for nylig. Det udsagn kunne jeg godt spejle mig i. Jeg stortrives med mit deltidsarbejde på hospitalet. Det giver mig tid til at kunne forfølge mine skrivedrømme, fordybe mig i viden og være med til at udvikle fællesskabet Tænk Hvis. Jeg er blevet mere tilgængelig for folk omkring mig – særligt for yngstesønnen. Jeg oplever høj grad af meningsfuldhed, og nyder variationen og fleksibiliten i hverdagen. Jeg kan skrue op og ned for belastningerne afhængigt af kalender og dagsform. Fremfor alt er jeg blevet en gladere version af mig selv. Mit sporskifte har været en af de bedste beslutninger, min mand og jeg har taget. Du kan læse mere i indlægget Hip hurra, fødselsdag og masser af resonans. I det meste af mit arbejdsliv har jeg haft det sådan, at når sommerferien lakkede mod enden, begyndte jeg at få hjertebanken og ondt i maven. Lang arbejds- og transporttid var ikke godt for mig.

Jeg gik på ferie i fredags, og det er skønt. Jeg kan også glæde mig til at komme tilbage til hverdagen igen, hvilket jeg er meget taknemlig for. Men selvom der er er gået to og et halvt år siden mit sporskifte, så kan der stadig snige sig en skamfølelse ind på mig. Jeg mærker ind imellem en trang til at forklare og få folk til at forstå, hvorfor jeg er på deltid. Det er som om, jeg har koblet nogle negative forestillinger op på “blikket udefra”, som kan komme til at stjæle en del af min glæde. I indlægget Mit Skriveeventyr kan du læse om, hvordan blikket udefra kan være hæmmende for min kreativitet og skrivning.

Min selvforståelse er viklet tæt sammen med mennesker rundt omkring mig. “I det andet menneskes ansigt møder vi vores egen væren som menneske”, skriver Joachim Bauer i bogen “Hvorfor jeg føler det du føler” (side 90). Jeg evaluerer mig selv i lyset af det blik andre har på mig. Det sker i høj grad på et ubevidst plan. Jeg vil gerne passe ind. Jeg vil gerne mærke, at jeg er god nok og accepteret af fællesskabet. Heldigvis har jeg mange trygge og nære relationer, der ser på mig med gode og kærlige blikke. De allervigtigste mennesker i mit liv både forstår og støtter mig i mit sporskifte. Derfor undrer det mig desto mere, at jeg har det med at havne i situationer, hvor jeg sidder og forklarer eller nærmest undskylder mit deltidsarbejde overfor perifere og måske fremmede mennesker, jeg møder. Det er som om, jeg forestiller mig eller forventer, at de vil vurdere mig og min prioritering negativt, og forsøger at komme dem i forkøbet ved at forsvare mig. Måske ser de noget andet og bedre, end jeg forestiller mig? Reelt har jeg kun mødt ganske få, der har været uforstående. De fleste mennesker giver udtryk for selv gerne at ville sætte tempoet ned og få mere overskud i hverdagen. Jeg får indtryk af, at de snarere misunder mig mine muligheder. Det giver mig grund til at tro, at blikket udefra i mindre grad kommer fra alle andre og i højere grad kommer fra mig selv. 

Foto: Feriestemning med de to

I DR podcasten Ubegribeligt om “Skam” introducerer skamforsker Casten Stage begrebet skamangst. Vi lærer sociale koder, normer og moralværdier, som vi er mere eller mindre enige om at følge. Lige fra vi er små, vurderer vi, om det vi selv og andre gør er rigtigt eller forkert. Der er et samlet blik på det, der falder udenfor. Skamfølelsen er ligesom en fornemmelse af, at andre kigger på en og vurderer eller dømmer en negativt. Den beror på evnen til at kunne se sig selv udefra. Det er for eksempel en norm, at kvinder i min alder skal være på toppen af karrieren og bidrage til arbejdsmarkedet ved at arbejde fuld tid og spare op til pensionen. Det harmonerer ikke med at starte forfra og tilegne sig ny viden og til dels en ny faglighed. Jeg træder udenfor normen. Det kan der komme en selvbevidsthed ud af. Den får mig til at bekymre mig om de økonomiske konsekvenser. Jeg kan føle mig svag, fordi jeg trives bedst med et mindre timetal. Jeg kan få dårlig samvittighed over at være lykkelig for hverdagen, fordi mange særligt i børnefamilier kæmper med for stort pres. Jeg har selv været der i en årrække.

Skamangst kan vokse ud af usikkerhed, uvished og forestillingen om andres mulige negative vurdering. På et ubevidst plan kan jeg altså gå rundt og være nervøs for skammens ankomst – for at komme til at skamme mig – uden at den særligt tit ankommer. Og for at skamforebygge ender jeg ud i lange forklaringer, som dem jeg taler med formentlig slet ikke har brug for at høre. Det er virkelig hjælpsomt for mig at have opdaget den sammenhæng. Ifølge skamforsker Carsten Stage er der flere veje ud af skammen. Skamfølelsen kan for eksempel reduceres ved, at vi taler mere åbent om, hvordan vi forstår og ser på hinanden. Så næste gang jeg mærker trangen til at ville skjule mig eller lidt for ihærdigt forsvare mine prioriteringer, ved jeg, hvad det handler om. Jeg vil minde mig selv om, at den anden person ser mig med et andet og mere positivt blik, end jeg forestiller mig. Og jeg vil huske at stille flere nysgerrige spørgsmål, så vi i stedet kan lære hinanden bedre at kende.

About the author