I morges kom jeg hjem fra en gåtur med min mand, og på vej hen mod hoveddøren faldt mit blik på en græsplante, som jeg fik i gave for flere uger siden. Den stod lænet opad husmuren, indpakket i supermarkedets gennemsigtige plastik og ventede på at blive plantet over i en krukke. Min mand havde været sød at vande den, så den havde det fint. Men heller ikke i dag kom græsplanten højt nok op på min prioriteringsliste til at blive flyttet videre. Jeg må indrømme, at haven denne sæson har været overladt til min mand. Planterne i krukkerne har været gengangere fra sidste sommer. Kun en lille andel har blomstret igen i år. Jeg elsker blomster, men har manglet energien til at få købt nye og få plantet om. Omkring starten af juni besluttede jeg mig for at undvære. Der skete mange andre ting, som vandt min opmærksomhed. Jeg har levet med en del mere ukrudt, og jeg har i ekstra høj grad nydt andre blomstrende planter. De sart lyserøde rosenbuske op af stakittet ind mod naboen, den grenede Hortensias pinkhvide klaser udover stenbedet og små blålilla Lavendelklynger spredt rundt i haven. Det viste sig ikke at være et særligt stort tab at skulle undvære friske blomsterkrukker.
Ingen lykkes med alt
Jeg vil gerne være glad for at nå mindre er titlen på mit seneste indlæg inspireret af Zetland journalist Jesper Olsens artikel “Du kan ikke nå alt det, du gerne vil i livet. Og det er måske en god ting”. Han har interviewet den engelske journalist Oliver Burkeman, der er forfatter til bogen Four Thousand Weeks. Oliver Burkeman påpeger, at vi lever i en kultur, hvor tempoet er skruet i vejret, og vi er forjagede. Han ønsker at gøre op med forestillingen om, at vi kan effektivisere og tidsoptimere os ud af det. I stedet vil han have os til at acceptere og omfavne det grundvilkår, at vil ikke kan nå alt det vi ønsker os i livet. Han sætter det på spidsen i citatet her: “Eftersom du umuligt kan nå alt det, du gerne ville, må du beslutte dig for, hvad du vil mislykkes med. Vil du både være en nærværende forælder og et karrieremenneske? Så skal det måske ikke være hjemme hos jer, der altid er pinligt rent og hjemmebag på bordet, og måske må du også leve med, at maven ikke altid er flad som et vaskebræt”.
Det er tilpas provokerende, at Oliver Burkeman lægger op til, at vi ligefrem skal planlægge at mislykkes eller fejle med noget. For mig er det forbundet med ubehagelige følelser af nederlag, ikke at slå til og ikke at være god nok, som jeg har mest lyst til at undgå. Samtidig tænker jeg, at han italesætter en vigtig pointe. Vi er alle begrænsede af tiden. Ingen kan lykkes lige godt på alle områder af livet, uanset hvilke ressourcer og forudsætninger vi har. Jeg behøver ikke være et supermenneske. Og hvis jeg bliver bevidst om, hvilke områder der er mindre vigtige for mig, så kan det måske være lettere at sænke barren og tage flere ting mere afslappet. Det er aldrig for sent at øve sig handler om at have mod til at fejle, en anden pointe der er god at blive mindet om.
Jeg bliver narret
Forleden passerede jeg forbi hylderne med indbydende magasinforsider på Fredensborg bibliotek. Jeg så Eurowomans overskrift “Hvad er du egentlig værd?”, der handler om ligeløn, men midt i mine refleksioner over det her indlæg ledte den mine tanker i en anden retning. Der er masser af stemmer i medierne rundt omkring mig, der narrer mig til at blande mit værd som menneske sammen med, om jeg lykkes på en lang række områder. Jeg er påvirkelig for subtile former for reklame, der fortæller mig, hvordan jeg selv, min økonomi og karriere, mit hus og min have og ferierejser skal se ud. Jeg kan komme til at bliver optaget af noget, som jeg egentlig ikke synes er så vigtigt. Da jeg googlede “overgangsalder” var der ingen grænser for mængden af livsstils-, kost- og træningsråd fra folk der gerne vil tjene penge på mine nytilkomne små hedeture. På de sociale medier bliver jeg præsenteret for blomstrende havekrukker og hjemmebundne buketter, som jeg ville ønske stod hjemme hos mig. Stemningsfulde billeder af voksne der er kreative eller laver udendørsaktiviteter med deres børn, som jeg ikke selv har overskud til at lave med yngstesønnen. Veltrimmede modne kvinder i mindre størrelser tøj, end jeg selv kan være i. Utilsigtet kan andre få mig til at tro, at de har styr på alt i modsætning til mig. Jeg kommer til at sammenligne mig. I korte uopmærksomme øjeblikke kan jeg rent faktisk godt blive ramt af følelsen af at være mislykket. Selvom jeg inderst inde ved, at det er en stor løgn.
Nulstilling og tilvalg
I september har jeg haft fokus på at at tænke og tale sandt om mig selv og andre. Heldigvis afhænger mit værd ikke af, i hvilken grad jeg lykkes eller mislykkes. Jeg bestemmer selv, hvor højt barren skal sættes på langt de fleste områder af mit liv. I sidste ende er det op til min egen målestok, om jeg lykkes eller ej. Julen nærmer sig, og det lægger almindeligvis et pres på mig, som kommer til at præge de næste måneder. I indlægget Julen må gerne indeholde skuffelser og savn kan du læse om, at jeg lykkedes med at få en god jul sidste år, måske netop fordi der var plads til uperfekthed – savnet efter min mor, yngstesønnens skuffelser over sine gaver og mine små oplevelser af at være mislykket. Suppleret af mere uddelegering til resten af familien. I mine overvejelser om hvad der er vigtigt og skal have min opmærksomhed – og hvad der er mindre vigtigt – kan jeg mærke, at det ikke resonerer med mig at planlægge, hvad jeg vil mislykkes med. Måske handler det om ordet, og de negative følelser det vækker i mig. I mit seneste indlæg nævnte jeg den svære øvelse at sortere og lave fravalg. En god ven kommenterede på Facebook: ”Jeg får lyst til at vende dit udsagn på hovedet – øvelsen kan ligge i at mærke efter, ‘nulstille’ og derfra lave tilvalg”. Det vækker genklang. Som en anden god ven sagde til mig lige efter sommerferien, så er der ikke så meget jeg skal gøre. I sidste ende er det vigtigste nærværet, som en tredje god ven sagde til mig i onsdags. Taknemlig for jeres og mange andres input i mit liv.