Det var ligesom at få en spand koldt vand i hovedet, da en ven sagde, at mine skriverier var som en lille Fiat. – Mens en journalist, som jeg på det tidspunkt sammenlignede mig med, skrev artikler der svarede til en Tesla. Jeg fik instinktivt følelsen af, at jeg ikke var god til at skrive. Derfor var den egentlige pointe lang tid om at lande hos mig. Nemlig, at stjernejournalisten med mange års fuldtids skriveerfaring har øvet sig i meget længere tid end jeg har. Min ven mente ikke, at jeg var fair overfor mig selv, når jeg sammenlignede mig selv med ham. For det er en simpel regel i livet, at vi bliver bedre til det, vi øver os i.
En del af mig har gerne villet kunne springe øvefasen over. Jeg ville bare gerne kunne skrive i topklasse lige med det samme. Det har været en længere proces at acceptere, hvordan virkeligheden ser ud. Først nu kan jeg favne mig selv og mit niveau som en lille Fiat. Jeg er klar til for alvor at gå i gang med at øve mig. I stedet for at sammenligne mig og tabe pusten, vil jeg lade mig inspirere. I stedet for at fokusere på et slutmål, så vil jeg glæde mig over, at jeg kan fordybe mig, eksperimentere og lege på ubestemt tid. Og igen igen vil jeg minde mig selv om, at Jeg er uperfekt perfekt og følger dagsformen.
Fejl er læring
Faktisk tror jeg på, at når man har mod til at fejle, så øger det sandsynligheden for, at man bliver rigtig dygtig til noget. Hvorfor har jeg så været så længe om at gå i gang med at øve mig i min journalistiske værktøjskasse? I alle andre sammenhænge hører jeg ofte mig selv sige, at jeg elsker at lære nyt. Jeg kan mærke, at i forhold til skrivningen er der noget på spil. Det er vigtigt for mig at være god til det. Derfor kræver det særlig stort mod for mig at gå ind i øvefasen. Jeg vil nemlig blive konfronteret med følelsen af ikke at kunne skrive godt nok – og i nogen grad følelsen af ikke at være god nok. Noget helt andet er, at det først er nu, jeg reelt begynder at have tid til at øve mig.
Faktisk er indlægget her inspireret af en dygtig guldsmed, som jeg besøgte på hendes værksted i fredags. Vores snak faldt på min drøm om at arbejde mere med journalistikken. Guldsmeden fortalte, at hun stadig kan lave fejl, når hun prøver noget nyt, men at der ofte kommer et helt unikt smykke ud af hendes eksperimenteren. En keramiker jeg kender har lignende erfaring med sine forskellige glasurer. Jeg vil huske på, at der sagtens kan opstå noget helt uventet godt – midt i legen – der hvor jeg måske mindst venter det. Og så hjælper det mig at vide, at to af mine yndlings-kreative-mennesker også skal starte forfra ind imellem.
Det jeg ikke ved
Udfordringen for os alle sammen er, at vi som regel kun ser hinandens slutprodukter – ligesom jeg kun læser stjernejournalistens tæt på perfekte artikler. Jeg kan jo ikke se, hvor mange hundreder tekster han har slettet. Eller hvilke frustrationer og afvisninger han har oplevet undervejs. Jeg kender ikke til den usikkerhed, som han måske har haft, når han har sendt artikel efter artikel til sin redaktør. Selvfølgelig har han også haft en årelang øvefase, og mon ikke han ville sige, at han stadig øver sig?
