Jeg elsker kreativitet og nørderi med ord. Nysgerrighed, undren, fordybelse og refleksion. Jeg elsker at samtale og samarbejde med interessante og dedikerede mennesker. Det giver mig ny energi og glæde. Hvis jeg ikke får prioriteret den side af mig selv højt nok, så går jeg rundt og er ved siden af mig selv. Indlægget Hvad kendetegner det gode liv? handler om resonans, og det mærker jeg, når jeg skriver. Tænk at jeg får lov til at gøre det, jeg holder af. Sådan en følelse af taknemlighed bliver jeg ind imellem overvældet af. Men jeg skriver ikke bare for at skrive. Det er som om, der er noget indeni mig, der gerne vil komme til udtryk. Der er noget, der hiver mig i ærmet, der kalder på mig for at blive omsat til ord, fordi jeg selv og andre har brug for at læse dem. For mig er det meningsfuldt at skrive, når jeg kan formidle viden, berøre og måske gøre en forskel for et andet menneske. Det får mig til at være vedholdende og til ikke give op, selv når skrivningen kan opleves som op af bakke i hård vestenvind.
I foråret har jeg været optaget af et bogprojekt, som jeg var inviteret ind i, og havde set meget frem til for alvor at komme i gang med. Men det døde for nogle uger siden. Det var der rimelige grunde til. Alligevel gav det anledning til ærgrelse, skuffelse og ja, sorg over tabet, som jeg lige skulle bearbejde. Jeg havde været glad for og stolt af at få muligheden for at være med til at skrive en bog. Fremfor alt havde temaet inspireret mig. Det havde syntes vigtigt at få det formidlet ud i verden. Min umiddelbare reaktion var, at jeg havde spildt min tid, når bogen alligevel ikke blev til noget. Jeg bøvler med at tillægge mine slutprodukter for stor værdi. Heldigvis har jeg mennesker tæt på, som hjalp mig med at kunne få øje på, at intet er helt spildt. Der er læring og erfaring og kontakter, som jeg tager med mig videre. Og der gik heller ikke lang tid, før der var noget nyt, der begyndte at hive mig i ærmet for måske at komme til udtryk.
Det kuldsejlede bogprojekt fik mig til at genhøre The Robcast fra 18. april 2023 “You like what you like”. Den amerikanske forfatter, foredragsholder og tidligere præst Rob Bell giver mig denne opmuntring: “Nothing is wasted in the Devine Economy. Nothing ever”. Siden jeg blev færdiguddannet journalist for seks år siden har der været mange blindgyder og oplevelser af tilfældigheder og irriterende benspænd. Men set i bakspejlet har det måske ikke været helt tilfældigt. I hvert fald har det flyttet mig. Det har givet mig større indsigt i mig selv, i hvad der inspirerer og motiverer mig. Jeg har fået bedre fodfæste i rollen som journalist. Jeg har fundet min egen retning – særligt relateret til min primære faglighed som audiologopæd i neurologi. Desuden er jeg blevet mere åben overfor, at mine skriveambitioner nogle gange udfolder sig anderledes, end jeg først havde drømt om. Og så er indlægget Det er aldrig for sent at øve sig stadig relevant.
I robcasten henvender Rob Bell sig til fx skribenter og andre som har noget på hjerte, noget vigtigt at dele ud til verden, og som kan blive handlingslammede af frygt for, hvordan det bliver modtaget. Jeg er blevet opmærksom på, at min største indre wrestlen med skrivningen handler om blikket udefra. Det blik jeg forestiller mig, andre har på mig, og som jeg har på mig selv. De forventninger jeg forestiller mig, Gud har til mig, selvom jeg i løbet af de sidste par år er blevet mere funderet i, at jeg er elsket uanset hvad. I indlægget En skamfortælling kan du kan læse om min wrestlen med blikket udefra i en anden kontekst. Jeg har det med at blive for optaget af hvem og hvor mange jeg når ud til, og hvordan det bliver modtaget. Ligesom jeg gerne vil gøre en forskel og redde verden bare en lille smule med mine blogindlæg, artikler osv. Dét der skulle være en glad arbejdsproces, kan i varierende grad ende ud med at komme til at føles tungt og opslidende.
Rob Bell anvender en metode, hvor han med mellemrum sætter alle andre fri til ikke at kunne lide, det han laver. Det er en del af vores menneskelige autonomi, at vi hele tiden og alle vegne gør tilvalg og fravalg ud af tusindvis eller millioner af valgmuligheder. Vi vælger selv, hvilke stemmer og musik vi lytter til, hvilken madvarer og tøj vi køber osv. Meget ofte uden at kunne forklare, hvorfor vi har valgt det ene fremfor meget andet. Rob Bell er meget bevidst om gerne at ville tilbyde alle andre den samme frihed til at tilvælge eller fravælge det han tilbyder verden. Det giver ham den anden vej større frihed til ikke at være styret af, hvad andre mener og tænker om hans slutprodukter, og i højere grad at kunne være til stede i nuet og virkelig mærke glæden i det han laver. Uden at være optaget af og bekymret over blikket udefra.
“So when we are jammed up because of how people might respond to what we do, we are actually putting our joy up ahead, and we are handing it over. We are saying: I will decide then, whether this was worth it based on how they respond. So I have handed my joy and my power over to other people in the future. I am delaying it all, and then I will decide later”, siger Rob Bell.
Min glæde er lige her og nu, mens jeg sidder ved tasterne med min the, og familien er ved at vågne søndag morgen. Den er ikke i fremtiden. Værdien af dette blogindlæg er ikke baseret på, hvor mange visninger, “likes” og positive kommentarer, det måske eller måske ikke får. Jeg har tidligere skrevet om Bagsiden ved at være blogger. Siden dengang er jeg blevet bedre til at give mig selv omsorg, når jeg mærker sårbarheden ved at dele ud af mig selv. Selvfølgelig gør det mig altid glad, når du eller andre læsere bliver berørt af min skrivning. Uanset om du deler den berørthed med mig eller ej. Men processen giver mig i sig selv meget mere læring og selvudvikling, end jeg kan sætte ord på. Her og nu har jeg fået et fornyet fokus på betydningen af netop at være i nuet. Og så vil jeg wrestle videre med blikket udefra – med håbet om over tid at kunne frigøre mig mere og mere fra det – og få en lettere og mere legende tilgang til skrivningen.
“This will ground you in the now, and now is where the joy is. (…) Because it’s the only place you can ever actually be. The mind gets stuck in the past. That’s regret. It gets stuck in the future. That’s worry. But the essence, the soul of it, the deeper self – it can only be here”, siger Rob Bell.
