Jeg har i de sidste par år læst i den verdensberømte tyske sociolog Hartmut Rosas store værk “Resonans – En sociologi om forholdet til verden”. Han præsenterer en sociologi om det gode liv, der er kendetegnet ved vores forbundethed til verden. Jeg er løbende vendt tilbage til udvalgte dele af bogen, fordi den minder mig om, hvad der i virkeligheden har kvalitet og værdi. Min mand og jeg valgte et andet fokus op til mit sportskifte for to og et halvt år siden, der giver masser af hverdagsglæde. Det harmonerer fint med Rosas simple beskrivelser af det gode liv. Alligevel kan jeg godt blive udfordret, når jeg kommer til at sammenligne mig med andre med betydelig bedre økonomi end vores. Jeg ville gerne kunne rejse på ferie eller flytte i sommerhus i påsken, mens vores muligheder er koblet op på de nære ting i og omkring vores hjem. Rosa opmuntrer mig til at forholde mig til, hvordan jeg er i verden, lige her og nu. Til at få det bedste ud af det, der er blevet mig givet, og det der kommer min vej. Til at værdsætte og være taknemmelig for de mennesker og muligheder jeg har. Det harmonerer med indlæggene Lykken er her og nu – og ikke i en fjern fremtid og Lykken i alt det midt imellem. Til at flytte fokus væk fra tidens forskruede forestillinger om, at lykken findes i ting, som der kan købes, eller i de anerkendelser jeg kan få for, hvor dygtig eller sød jeg er, selvom det kan føles rart. Rosas beskrivelser er værd at vende tilbage til igen og igen, og har mere bredt potentiale til at øge den mentale trivsel, tænker jeg.
Hartmut Rosa mener, at vi får et forstyrret forhold til verden på grund af accelerationen i samfundet og vores uendelige trang til at eje og præstere mere. Travlheden kan føre til, at vi ikke får stoppet op. Vi bevæger os rundt i hver vores osteklokke. Vi har ikke tid eller overskud til at mærke os selv og andre mennesker. Vi gør ting, fordi de skal gøres, men føler kun lille glæde ved det. Verden kan synes kold, tom, fjendtlig og farveløs. Meget af dette er genkendeligt for mig fra årene op til mit sporskifte, hvor jeg oplevede store belastninger i hverdagen og deraf følgende stresssymptomer. Jeg endte med at lade stå til alt for længe, fordi jeg var blevet følelsesløs eller fremmedgjort overfor mig selv. Som en sidebemærkning anser Rosa kun hastigheden i samfundet som et problem, når den medfører fremmedgørelse. Løsningen er at etablere en ikke-fremmedgørende relation til verden. Det handler om at ændre indstilling og fokus. For mig har min langsommelige livsstil hjulpet mig med at være mere til stede i nuet og få mere ro på mine rodede tanker, ambitioner og to-do-lister. Det kan du læse mere om i indlægget Jeg fortsætter min langsommelige livsstil. Jeg holder naturligt mine sanser mere åbne, og er i højere grad blevet i stand til at værdsætte og elske det der er omkring mig. Jeg er blevet meget mere modtagelig for små intensive øjeblikke med lykkefølelse – eller resonans – som Rosa kalder det. Periodisk forbigående travlhed er ikke problematisk for mig. Omend jeg til stadighed kan blive overrasket over, hvor hurtigt jeg mærker trangen til at tage skyklapper på og passe mit eget, når jeg er fortravlet – og sådan har jeg ikke længere lyst til at være i verden.
Bogens grundidé er, at vi oplever forbundethed til verden som en følge af “resonanser”. Resonans kendetegner det gode liv. Resonans er følelsen af noget, der falder på plads. Det er følelsen af, at vi rigtig møder verden. Der sker noget med spejlneuronerne. Der sker noget med dopaminen. Der sker noget i sjælen. Verden begynder at ånde, den får toner og farver. Hartmut Rosa beskriver det billedligt som om, der går usynlige tråde ud til andre mennesker, omgivelser, ideer, muligheder, ting, og ligefrem Gud. Disse tråde kan begynde at vibrere intensivt, når vi åbner os op, og når vi værdsætter eller elsker det, som vi er en del af. Der er nogen eller noget, der bevæger os. I går gik min tråd til verden i svingninger, da jeg sad på terrassen i solen med en kop the. Lidt senere igen da jeg fik et grineflip over min mand, der skulle tage et billede af mig til bloggen. Lykken er tilgængelig, når vi åbner os op og lader os bevæge. Selv i livsfjendske udsnit af verden som ved et dødsleje kan der opstå ægte resonansoaser, som jeg oplevede det ved min mors død for 16 år siden. Du kan læse mere i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt. Resonans giver ny energi, og gør vores liv rigere. Den kan ikke planlægges, men jeg kan åbne mig op for den, og jeg kan opsøge den. Jeg kan stoppe op, hilse på eller tale med andre. Det kan du læse mere om i indlægget Det er så lidt, der skal til. Jeg kan give noget af mig selv uden at være sikker på at få noget tilbage, men det gør jeg heldigvis alleroftest.
