Jeg sad i bilen bag rattet, og hørte “All I am” af Reuben Morgen på min iPod. Into your hands, I commit again with all I am for you, Lord. You hold my world, in the palm of your hand, and I am your’s forever. Tårerne trillede i en strid strøm ned over kinderne på mig. Jeg var knust indeni. Gud havde ikke gjort det, jeg havde bedt om. I’ll walk with you, wherever you go, through tears and joy, I’ll trust in you. Det var svært at tro på, at han virkelig ønskede os det bedste. Min mor ville aldrig blive rask igen. Hun var ved at forsvinde. Hun spurgte ikke ind til mig mere. Hun brugte sit efterhånden meget lille overskud på at holde sig selv i live. Det øverste af min dunjakke var gennemblødt af tårer. Gud føltes langt væk. Jeg mumlede med på omkvædet I will worship you, I will worship you – mest som en viljesbeslutning. Kemoterapien havde lægerne for længst opgivet. Nu var det tid til at give slip på hende og håbet om, at hun ville blive mirakuløst helbredt. Jeg kunne ikke gøre andet end at være der for hende, indtil vores veje ville skilles.
Inderlige suk
Min mor havde været kræftsyg i tre år, og mange mennesker havde bedt for hende. I en periode troede hun på, at hun ville blive rask. I en anden periode havde hun selvfordømmende tanker om, at der var noget galt med hende, eller at hun ikke bad på den rigtige måde, når Gud ikke greb ind. Til trods for det mærkede min mor Gud tættere på end nogensinde før, samtidig med at kroppen var ved at forfalde. Det var i starten af 2007, og jeg var halvvejs i den 6 måneders lange plejeorlov, som jeg havde med hende som døende. Jeg var udmattet, og jeg følte mig tom indeni. Mine bønner var løbet tør for ord. De var i stedet blevet til lange og inderlige suk til Gud. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle bede om, og om jeg overhovedet skulle forvente et svar. Selvom jeg ikke oplevede det sådan dengang, så kan jeg se nu, at Gud var til stede i bilen mellem Roskilde og Hillerød. I sangen blev min skuffelse og smerte for et øjeblik forvandet til en form for overgivelse til Gud og accept af det uforståelige – og det gav mig en dyb fred.
Min mors død
Jeg er overbevist om, at min mor opgav håbet om at blive helbredt, før jeg gjorde. Den 3. november 2006, på sin 62 års fødselsdag, inviterede hun familien på udflugt til en snedækket kirkegård. Her valgte mine forældre deres gravsted med udsigt til et træ, som børnebørnene hyggede sig med at lege rundt omkring og klatre op i. Det var vigtigt for min mor at vise dem gravstedet og få fortalt, at hun havde det okay med at skulle ligge der. Min mor døde fredfyldt og omgivet af sine nærmeste den 24. marts 2007 på Roskilde Sygehus.
Guds perspektiv
“Det er virkelig irriterende, at Gud ikke hører, hvad jeg siger”, sagde yngstesønnen i aftes, fordi han havde bedt om ikke at få mareridt, men alligevel fik det. Jeg kender til frustrationen over, at bøn kun ser ud til at virke ind imellem. I flere år efter min mors død var det svært for mig at synge med på sange, der handlede om, at Gud er god og trofast. Jeg følte mig som et lille barn, der ikke var blevet set og hørt. Der var et stort tomrum efter min mor – og oveni sorgen og savnet var jeg nedslidt efter plejeorloven. Men på et eller andet tidspunkt valgte jeg at give slip på min sårethed og mit behov for at forstå og i stedet lade Gud være Gud. Jeg valgte at tro på, at hans perspektiv er et andet og bedre end mit eget. Den overgivelse og accept af det uforståelige, som jeg oplevede kortvarigt i bilen, er blevet mere rodfæstet i mig. Jeg er blevet overbevist om, at Gud elsker mig, og at min daglige vandring med ham er vigtigere, end at jeg får svar på alle mine bønner.
