Jeg har i min opvækst siddet på den hårde bænk imellem min mor og tvillingebror og lyttet til min fars prædikener i Baptistkirken i Pandrup, hvor jeg også valgte at blive døbt som teenager. Det kan du læse mere om i indlægget Troen blev min egen, da jeg valgte at blive døbt. Jeg har været i kirke de fleste søndage og bedt til Gud næsten hver dag. I mit ungdoms- og voksenliv har jeg lyttet til præster i andre kirker, der ligesom min far har elsket at dele Bibelens centrale fortælling om Guds kærlighed til os mennesker, og hvordan Gud Faderen sendte sin søn Jesus til denne jord for at frelse eller redde os, fordi vi har forkludret vores liv og verden – og gøre det, som vi ikke selv kan gøre for os selv. Det er denne store “redningsaktion”, som min præst kaldte den til julegudstjenesten i år, vi fejrer som kristne i julen.
Jeg er ind imellem blevet spurgt, om jeg er sådan “rigtig kristen” eller “meget kristen”? Selvom jeg kan synes, det er underlige spørgsmål, som jeg ikke helt forstår, og har tøvet med at svare på, så har mit svar oftest været et modvilligt “øhh.. ja”. Særligt som ung fik jeg også stillet spørgsmål som “er du så meget hellig?”, “hvilke ting må du ikke?”. Spørgsmålene rummer en undren og nysgerrighed, som giver god mening. Mange danskere har nogen kendskab til kristendommen, og de har haft en eller anden grad af berøring med Folkekirken. Nogle har måske taget stilling til det at ville tro i konfirmationen og måske senere distanceret sig fra den. Andre har måske bevidst eller ubevidst fravalgt den kristne tro – og gjort andre tilvalg, der opleves som meningsfulde. Jeg tænker, at min form for dedikeret hverdagstro er fremmed og uvant for de fleste.
Jeg er blevet mødt af mange forskellige misforståelser og fordomme om, hvad det indebærer at være kristen. Fx at det handler om at skulle leve op til et bestemt regelsæt og gøre gode gerninger for at tilfredsstille Gud. Men kristendom handler ikke om at bevise og præstere noget. Jeg tror faktisk på, at vi alle har været elsket af Gud, længe før vi blev til. Forestillingen om at skulle være “rigtig kristen” eller “meget kristen” er fjernt fra det enkle budskab om Guds store redningsaktion, jeg tror på. Udgangspunktet for min tro er tværtimod en dyb erkendelse af, at jeg trods mine anstrengelser kommer til kort, og at jeg har brug for at blive reddet. Det handler om at give slip og give op og at tage imod den gave, som Jesus er.
Jeg har været tilbageholdende med at skrive om tro, fordi jeg er glad for hver af jer læsere, og ikke ønsker at skubbe nogen væk. Jeg ønsker ikke at komme til at virke prædikende. Flere af jer har i årenes løb opfordret mig til at inkludere mine refleksioner om tro ligeså naturligt som alt muligt andet i mine indlæg. Jeg må indrømme, at det ikke føles særlig naturligt for mig at skrive om den. Jeg har skrevet indlæg om min tidlige trosvandring, som jeg gik i stå med at skrive videre om. Måske fordi det var for sårbart, måske fordi jeg havde for svært ved at finde ordene til det. Du kan læse indlæggene Nedslag i post-efterskoletiden for 30 år siden og Små glimt af mig som ung kristen i København og Nyt perspektiv udenfor kirkeboblen. Den kristne tro har sit eget sprog. Jeg vil gerne forsøge at formidle den på en tilgængelig måde for dig, der ikke kender det sprog. Desuden er der meget relateret til tro og Bibelen, som er komplekst, og jeg kommer selv til at bruge resten af mit liv på gradvist at prøve at forstå det bare en smule bedre.
I anledning af jul og nytår vil jeg gerne dele et uddrag fra Bibelen på Hverdagsdansk med dig, som jeg har læst og mediteret over i december. Der står i Matthæusevangeliet kapitel 1, vers 23: “Hun skal føde en søn, og han skal kaldes Immanuel. (Det navn betyder; Gud er med os)”. Du genkender måske det i parentesen fra omkvædet i Grundtvigs julesalme “Lad det klinge sødt i sky”, hvor vi synger: “Født er Herren af en mø og vi ej fødes til at dø. Gud med os, Immanuel, Immanuel”? At Gud er med os er netop hovedbudskabet i Guds store redningsaktion, hvor Jesus er hovedpersonen, og betydningen er derfor en del af hans navn.
At Gud er med mig er langt fra noget jeg føler eller oplever hele tiden. Jeg er blevet mindet om den ensomhedsfølelse, oplevelse af at være overladt til mig selv, af at Gud har været langt væk, som jeg har haft i perioder af mit liv lige siden min barndom. Tidspunkter hvor jeg har råbt, sukket dybt, ladet tårerne trille, eller jeg har været afkoblet fra mig selv. Du kan eksempelvis læse om min mors død i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt. At Gud er med mig er samtidig årsagen til, at jeg med tilbageblik ofte kan se, at Gud har været med mig gennem andre menneskers opmuntringer og omsorg. Tak til alle jer! Jeg er ligeledes blevet mindet om, at Gud er konstant, modsat alt andet jeg kender til. Det er ubegribeligt stort. Et trygt fundament i mit liv. Og han er der også, og glæder sig med mig, når det går godt. Uafhængigt af vores omstændigheder og følelser, om vi mærker det eller ej, så lover Gud at være med os ind i 2023, hvis vi ønsker det.
