Al forandring tager tid. Jeg skal gøre det samme igen og igen utallige gange, hvis jeg gerne vil forandre en indlært autopilot. Nogle gange kan det være svært at få øje på, at der overhovedet sker noget. Men jeg har erfaret, at gentagelserne nytter. Mange små skridt ud af samme spor, gør det efterhånden dybere og bredere. Ligesom stien i sneen der var blevet gået til, og som jeg tog et billede af 1. juledag. Indlægget Jeg har tændt kontakten mellem hoved krop handler om en gammel autopilot, som jeg i de senere år har haft fokus på at forandre. Og i 2021 begyndte jeg for alvor at opleve effekten. Jeg er blevet en meget gladere version af mig selv. Det er blevet naturligt for mig at mærke kroppens signaler og tage mig kærligt af mig selv. Det skulle næsten fejres med et konfettirør. Du kan læse om resonans-oplevelser i indlægget Hip hurra, fødselsdag og masser af resonans.
Kroppen husker
Min gamle autopilot var at overhøre kroppens signaler. Det var et usundt men trygt og velkendt spor. I over et år affandt jeg mig med, at min mave gjorde oprør på vejen til arbejde om morgenen. Jeg kunne ikke tage fra Hillerød til Ny Ellebjerg station uden på et eller andet tidspunkt at skulle stå af toget og med stort hast finde et offentligt toilet. Belastningen ved at pendle tre timer til og fra arbejde var blevet for stor. Jeg havde gjort det i otte år – spildt en stor del af min fritid i bus og tog. Det var svært at få hverdagen og familielivet til at hænge sammen. Jeg havde skønne kollegaer, og jeg mødte borgere med fascinerende fortællinger. Men min mand var vidne til min tiltagende mistrivsel. Han forsøgte at få mig til at mærke mig selv, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre – og det var forbundet med ubehag. Jeg var bange for, hvilke følelser der ville poppe op. Jo længere tid der gik, desto mere fik jeg slukket for mig selv og for min spontane glæde.
Det er nu to år siden, at jeg begyndte mit sporskifte. Efter mange jobansøgninger og -samtaler fik jeg et arbejde tættere på mit hjem. Jeg cykler 10 km på min elcykel hver vej. Turen langs skovkanten med ro til hovedet giver mig energi. Men en tirsdag i november skulle jeg ind til et kursus på Hvidovre Hospital – og kroppen huskede. Jeg skulle med toget mod København tidligt om morgenen, ligesom dengang jeg pendlede. Midt i mine forberedelser på at komme ud af døren, reagerede kroppen som om, der var fare på færde. Hjertet hamrede hårdt, og maven trykkede, selvom jeg allerede havde været på toilettet. Jeg satte mig i sofaen ved siden af yngstesønnen og beroligede mig selv med dybe vejrtrækninger og en hånd på brystet. “Hvad er du bange for?”, spurgte han. “Ingenting, jeg glæder mig”, sagde jeg. Det lød absurd. Men jeg var faktisk okay, selvom den gamle – og svagere aftegnede – sti under sneen stadig var der.
Jeg er stadig mig
“New Year – same me”. Jeg er i verden på en anden måde, fordi jeg mærker kroppens signaler og tager mig kærligt af mig selv. Mit fokus har flyttet sig. Jeg har opdaget værdien i det helt nære, som jeg skrev om i indlægget Grib lykken lige nu – og i de små spontane møder med andre mennesker. Langsommeligheden er blevet udgangspunktet, som jeg vender tilbage til, selvom jeg i perioder skruer væsentligt op for tempoet. Det er blevet en ny livsstil – men jeg er stadig mig. Der er dele af min livshistorie og af min personlighed, der konflikter med den retning jeg bevæger mig i nu. Jeg bliver for eksempel udfordret af, at jeg er ambitiøs og perfektionistisk. I indlægget Jeg fortsætter min langsommelige livsstil skrev jeg om, at jeg øver mig i at gøre en ting af gangen, og i at acceptere at jeg når færre ting. Samtidig har jeg henover nytåret ikke været helt tilfreds med, hvad jeg har nået og produceret i 2021. En del af mig synes, at jeg burde kunne have gjort mere og bedre. Det virker at se på mig selv med Guds nådige blik, men det er en proces.
