Mange valgmuligheder gør os mindre tilfredse

Hjemme hos os er det sådan, at når vores 5-årige søn er blevet puttet, så sætter min mand og jeg os i sofaen med en kop the og lidt chokolade. Vi trænger til at slappe af, før vi selv skal i seng, og hygger os med at se film eller serier. Men hvad skal vi vælge? Udfordringen er, at vi har adgang til så stort et udvalg af film, serier og TV-programmer, at det virker uoverskueligt. Det er en umulig opgave at bladre igennem valgmulighederne og at danne sig et overblik.

Derfor er det fantastisk, når vi i perioder følger en god serie, så vi bare skal klikke på næste afsnit aften efter aften.  Så slipper vi for at skulle vælge noget nyt. Vi slipper for at komme til at sidde og se en mindre god film med et nagende spørgsmål i baghovedet: Vil vores aften blive bedre, hvis vi trykker på stop-knappen og vælger at se noget andet?

Den amerikanske psykolog Barry Schwartz har forsket i, hvordan det påvirker os, at vi har utallige valgmuligheder. En pointe er, at det gør os mindre tilfredse med de valg vi tager. For med utallige valgmuligheder, så må fx den perfekte film jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi må nøjes med at se en mindre god film. Den film kan være udmærket, men vi er tilbøjelige til at være mindre tilfredse, fordi vi forestiller os, at der er et bedre alternativ.

Når jeg tænker på vores aftener, så vil jeg gerne flytte mit fokus. For jeg skal kun række hånden ud for at holde min mand i hånden. Vi kan sidde i sofaen og være taknemlige for dagen der er gået, og på mindre gode dage glæde os over, at ingen af os har trang til at forestille os et bedre alternativ.

Hvor vigtigt er det så lige, hvad vi ser på TV-et? Måske vi kan øve os i at være mere tilfredse også med at se mindre gode film? Og huske at være taknemlige for, at vi vigtigst af alt har valgt hinanden. 

The Paradox of Choice. Why More is Less.
Den amerikanske psykolog Barry Schwarz og forfatter til bogen “The Paradox of Choice. Why More is Less” (2004) synes, at overflod af valgmuligheder er blevet et problem i den vestlige verden. Vi er indprentet med idéen om, at jo mere frihed, jo flere valg vi mennesker har, desto større velfærd har vi. Schwartz mener, at når vi har for mange valgmuligheder, så risikerer vi at blive handlingslammede, så vi ikke får valgt noget. Eller vi foretager valg, som vi er mindre tilfredse med. For når der findes utallige alternativer, så er det let at forestille sig det attraktive ved de alternativer, og at blive mindre tilfreds med dét, som vi rent faktisk vælger. Sagt på en anden måde: Det “forestillede alternativ” får os til at fortryde vores valg og fjerner glæden fra det valg vi har taget, selvom det måske var ganske udmærket. Ifølge Schwartz ville vi således være mere tilfredse, hvis vi havde færre valgmuligheder at vælge imellem. Se psykolog Barry Schwarz fortælle om “The Paradox of Choice” her.

About the author