I januar udvalgte jeg med stor omhu 3 indsatsområder, fordi de virkede overskuelige og realistiske. Det er lykkedes mig i reduceret grad at løbe mine runder på løbebanen, gå aftenture med min mand og give min kreative skrivning lidt mere plads. Når jeg ser tilbage, så er der sket rigtig meget andet, som har krævet tid og energi. Vi har sendt vores datter til Australien i et halvt år. Jeg har fået nyt arbejde. Jeg er igang med afvikling af mit gamle. Store mentale omstillinger. Hertil kommer forskellige uforudsete tidsrøvere, der er naturlige – men irriterende – dele af livet. Alligevel jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg må godt klappe mig selv på skulderen, men en del af mig ikke heeelt tilfreds med min indsats.
Jeg er blevet opmærksom på, at jeg ofte giver mig selv skulderklap med den ene hånd og slår mig selv i hovedet med den anden. Det synes jeg er møgærgerligt. Jeg har ikke lyst til, at min indre selvkritiker, “lyseslukkeren”, skal have så meget taleret i mit liv: “Du har ikke gjort nok”, eller “du har ikke gjort det godt nok”. Den stemme vil jeg gerne skrue ned for. Hvis jeg lytter til den slags løgne, så snyder jeg mig selv for at mærke glæden og tilfredsstillelsen ved de små sejre – ved at være på vej og overhovedet at være i gang. For eksempel er det en sejr i sig selv, at jeg nyder at løbe mine runder på løbebanen, selvom jeg aldrig har løbet før. Hvem havde lige turdet tippe på dét?
Som jeg skrev i mit sidste indlæg Forandring kræver tålmodighed og nye chancer , så vil jeg holde fast i, at det er helt okay, at det kan tage lang tid at ændre på mine vaner, og at jeg skal give mig selv nye chancer hver eneste dag. Det er let nok at sige, har jeg fundet ud af, men det er væsentligt sværere at udleve. I virkeligheden er jeg helt vildt utålmodig, og jeg bliver frustreret over benspændene undervejs. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg øver mig i at have et mere nådigt blik på mig selv og min indsats og at sætte tingene i perspektiv. Jeg vil prøve at skrue op for mit indre heppekor, der jubler over over det der lykkes – på trods – selvom oddsene var imod det. “Godt gået, hvor er du sej, Malene, at du løber en gang om ugen, og du kan endda godt lide det!”.
