2, 5 eller 10 sekunder der gør en forskel

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd (side 25)”. Sådan lyder det mest kendte citat fra Den etiske fordring (1956) af teolog, filosof og professor i etik og religionsfilosofi K.E. Løgstrup (1905-1981).

Fordringen er, at hver enkelt af os i hvilken som helst kontakt med et andet menneske skal tage vare på det andet menneskes liv. Vi skal med næstekærlighed møde det andet menneske som vi selv gerne vil mødes – uden at forvente at få noget igen. Jeg har fået bogen af min far, fordi han er i gang med at rydde ud i sit bibliotek. Først for nylig har jeg genlæst, hvad Løgstrup efterfølgende skriver om, hvilken effekt vi uundgåeligt har på hinanden.

“Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej (side 25)”, skriver Løgstrup.

I det sidste halvandet år har jeg været med til at opbygge Tænk Hvis fællesskabet, som du kan følge på Instagram og Facebook. Vi ser potientialet i de små møder, vi har med hinanden, der hvor vores veje krydses. Det der til tider lidt nedgørende bliver kategoriseret som overfladisk, fordi møderne er kortvarige – 2, 5 eller 10 sekunder. Nogle gange fører et smil eller kort bemærkning til en stoppen-op, et lidt længere møde, måske en small-talk. Men de fleste af os har for travlt til at have særlig mange af den slags interaktioner i løbet af en dag. Løgstrup sætter ikke tid på, men han skriver, det kan være meget lidt. Uanset om vi vil det eller ej, så påvirker vi hinanden med vores forbigående stemning eller oplagthed. Påvirkningen kan gøre godt eller skidt. Jeg forstår ordet forbigående som noget kortvarigt, og noget der ikke varer ved. Løgstrup understøtter således betydningen af de små uformelle og uforpligtende møder med såvel mennesker vi kender, som fremmede mennesker vi aldrig ser igen.

“Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg (side 28)”, skriver Løgstrup.

Vi lever vi i en kultur, hvor vi i større eller mindre grad er vant til at passe os selv, og hvor vi systematisk overser hinanden. I Tænk Hvis fællesskabet er vi optagede af, hvor lidt der skal til, for at vi kan gøre en positiv forskel for et andet menneske – og dermed også for os selv. Vi mener, at der ligger en undervurderet ressource gemt i de små møder på 2, 5 eller 10 sekunder, som de fleste af os har mange af. Det er hverdagsøjeblikke, der er med til at binde os sammen som medborgere og -mennesker på tværs af øvrige forskelligheder. På individplan er de med til at give os oplevelsen af at blive set og høre til. Det er vores antagelse, at hvis vi har en positiv og åben holdning til hinanden, så kan de små møder være med til at gøre verden mere vid, lys, mangfoldig og tryg, som Løgstrup skriver.

Foto: På cyklen til arbejde

Jeg ved ikke, hvilket antal mennesker min vej krydses med på en gennemsnitlig dag. Men jeg er blevet opmærksom på, hvor stor betydning kvaliteten af de små møder har for mit velbefindende. Jeg er præget af samme kultur som andre danskere, men i det sidste halvandet år har jeg øvet mig i at være i verden på en lidt anden måde. Og jeg er efterhånden kommet til at tillægge mennesker omkring mig større værdi. Jeg ser dem ikke længere som tilfældige statister i mit lille univers, for vi er afhængige af hinanden. Hvert menneske jeg møder har potentielt en positiv indflydelse på min dag og omvendt. Vi påvirker nemlig hinanden med vores forbigående stemning eller oplagthed, som Løgstrup skriver – også selvom vi kun har kortvarig kontakt. De får mig til at opleve mig selv som en betydningsfuld del af et større hele.

Jeg cykler 10 km til og fra arbejde på mit elcykel hele året, og i de senere uger har vejret lokket flere pendlere ud på stierne og vejene. Der er kommet flere, som jeg kan hilse på. Når jeg vover mig frem for at blive imødekommet, for at bruge en god Løgstrup vending, og venligt møder et andet menneske, så bliver mit smil eller “hej” oftest gengældt. Det tager 2 sekunder, og genererer umiddelbart en følelse af glæde indeni. Helt naturligt varierer mit humør og overskud. Men jeg har erfaret, at på nede-dage har jeg desto mere behov for at holde fast i hilsenerne, fordi de er med til at løfte mig op. Det tager 10 sekunder at få øjenkontakt og udveksle et par bemærkninger, når jeg kører i elevator på hospitalet, før vores veje skilles igen. Jeg er på det seneste begyndt at tage trapperne til 7. sal for motionens skyld, men jeg savner mine møder med tilfældige mennesker – hvoraf jeg efterhånden genkender nogle, fordi vi har talt sammen før. På den måde er elevatoren sjovt nok med til at give mig et tilhørsforhold på min arbejdsplads.

About the author

Comments

  1. Tak til dig, Malene, for at minde om Løgstrups etiske fordring og betydningen af, hvordan vi møder hinanden. De korte møder kan have uendelig stor værdi – for begge parter – og jeg er stor fan af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.