Hvilket aftryk sætter jeg på andre i dag?

Jeg kan ikke vide, om de tænker nærmere over, hvad det gør ved mig, når de ikke imødekommer mit smil eller “hej” på min gåtur i slotsparken i dag. Måske skyldes det gråvejret og støvregnen, at flere end normalt er lukket inde i deres egen boble? Jeg ved godt, at det sikkert ikke er et bevidst valg. Jeg ved godt, at det ikke har noget med mig at gøre. Det kan skyldes uopmærksomhed. En ung kvinde går rundt og er begravet i sin smartphone i hånden. Hun kigger ikke op. Der er to samtalende kvinder, der går tur sammen. De går forbi mig som om jeg var luft. Der er to børn, der står og venter ved et busstoppested. De kigger ligegyldigt på mig, da jeg smiler og siger “hej”. Det er nogle af de små møder, jeg husker. Og for hver gang jeg bliver overset, så er det som om, mit humør bliver lidt mere tungsindigt. Jeg kan mærke, at jeg må trække på min vilje og beslutsomhed, for at kunne fortsætte med at hilse på dem jeg møder. Selvom jeg har øvet mig i Tænk Hvis adfærd i to år, så er jeg ikke immun overfor at blive overset. 

I indlægget 2, 5 eller 10 sekunder der gør en forskel beskriver jeg den etiske fordring af den danske teolog, filosof og professor i etik og religionsfilosofi K.E. Løgstrup (1905-1981). Grundidéen er, at når jeg har med et andet menneske at gøre, så holder jeg noget af dets liv i min hånd. Det gælder også, når mødet er ganske kortvarigt ligesom på min gåtur i slotsparken. Jeg påvirker det andet menneske med min forbigående stemning. Og jeg bliver påvirket den anden vej, når fx mit smil eller “hej” bliver imødekommet eller ignoreret. Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så kommunikerer vi noget med vores adfærd. Når jeg bliver set, så er jeg. Jeg har værdi. Der er mulighed for et øjebliks oplevelse af medmenneskelig forbundethed. Når jeg bliver overset, er det omvendt som om, jeg ikke eksisterer. Det efterlader mig med følelsen af at være uden betydning, ingenting.

Det er den gængse forestilling i samfundet, at vi lever vores liv adskilt fra hinanden. Selv når vores verdener krydser ind over hinanden, så tror vi, at vi kan fortsætte næsten uberørte videre bagefter. K.E. Løgstrup skriver, at den forestilling er besynderlig og endnu mere besynderlig, fordi den er så selvfølgelig for os. Vi passer os selv, respekterer privatlivets fred og bilder os selv ind, at vi ikke har brug for hinanden. Jeg var selv langt inde i mit voksenliv, før jeg fik ændret mit perspektiv. De nære og dybe relationer havde fået min opmærksomhed. Jeg havde kategoriseret small talk med tilfældige mennesker som overfladisk. Og det var heller ikke en samtaleform, jeg følte mig hjemme i. Men jeg må konstatere, at de sidste to års små hverdagseksperimenter i Tænk Hvis fællesskabet har forandret mig. Du kan læse mere om Tænk Hvis i indlægget Det er så lidt, der skal til. Jeg oplever hver dag stor glæde og tilfredsstillelse i de flygtige møder, jeg har med andre mennesker. 

Foto: “Et hej eller et smil kan gøre hele forskellen” (ingen reklame)

Vi har brug for hinanden. I Tænk Hvis fællesskabet er vi optagede af kvaliteten af det aftryk, vi sætter på hinanden. K.E. Løgstrup skriver, at vi har et andet menneskes livsmod eller livslede i vores hånd. Det understøttes af den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa, der i sit værk “Resonans – En sociologi om forholdet til verden” (2021) skriver, at følelsen af at være ulykkelig opleves særligt, når verden viser sig som indifferent eller afvisende, når andre mennesker ikke kommer os i møde. Ingen er immun overfor at blive overset. Jeg mærker, hvordan ophobningen af manglende respons påvirker mit humør negativt på min gåtur i dag. For mennesker der i forvejen er ulykkelige eller ensomme er påvirkningen voldsommere. “Et hej eller et smil kan gøre hele forskellen”, skriver Espresso House til deres gæster for at bekæmpe ensomhed. Vi kan ikke diktere, hvordan et andet menneske skal agere. Men vi kan hver især sætte ringe i vandet af åbne og venlige interaktioner – til gavn for andre og ikke mindst os selv. 

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.