Mærkedage kan vække lysten til tilbageblik og refleksioner over de år, der er gået. Til vores sølvbryllup i marts fandt vi dokumentationen frem. Gamle fotoalbums og små håndholdte filmklip, hvor børnene interviewer hinanden på toilettet eller viser deres legokreationer frem. Vi har delt små fortællinger, som har været med til at definere os som familie. En slags uformel taknemmelighedsstatus over 25 års levet liv.
Umiddelbart havde jeg forventet, at de store øjeblikke eller højdepunkterne ville fylde mest. Det er dem vi har flotteste billeder af. Men de glædeligste gensyn har faktisk været filmklip, hvor linsen passerer gennem en rodet i lejlighed og forbi mig der laver mad i køkkenet med hyggetøj på, mens en af børnene agerer fortæller. Jeg er blevet mindet om lykken i alt det midt imellem, det hverdagsagtige, som har fyldt det meste af vores tid sammen. Det kan du læse mere om i indlægget De kedelige ting i livet er betydningsfulde og en del af den store sammenhæng.
Forandret
Dengang filmklippene blev optaget, var jeg ikke god til at få øje på lykken i alt det midt imellem. De kedelige ting helst skulle overstås, før vi kunne nå frem til det hyggelige eller sjove. Vi boede i en årrække med tre børn på 89 m2. Jeg kunne få nedsmeltninger over, at der ikke var tomme flader, som mit blik kunne falde til ro på. Når min mand opfordrede mig til at stoppe op, valgte jeg oftest at køre på med praktiske opgaver. I min jagt efter at facilitere højdepunkter, overså jeg betydningen af hverdagsøjeblikkene her og nu. Meningsfuldheden i det enkle og nære. Du kan læse mere i indlægget Grib lykken lige nu.
Jeg overså mit behov for at kunne være alene og lade op. Det efterlod mig med mindre overskud til at være nærværende sammen med familien. Med årene har jeg lært at tage mig kærligt af mig selv. Det er blevet lettere at være mig. Jeg er blevet en gladere hustru og mor. I indlægget Tilbageblik og godt nytår 2022 kan du læse, hvordan jeg har ændret mine gamle autopiloter. Men hvis jeg kunne lave noget om, ville jeg have sat tempoet ned og suget endnu mere lykke til mig, mens børnene var små.
Men fortsat udfordret
“Min barndom dufter af nybagte boller og cookies”, sagde vores datter i indledningen af sin tale til os for tre uger siden. “Der var altid hyggeligt og fredeligt hjemme, og jeg elskede at have mine venner på besøg”, tilføjede hun senere. En påskønnelse af netop alt det midt imellem. Den bedste anmeldelse vi kunne få som forældre. I en hverdagstrummerum med almindelige udfordringer kunne vi let overse, hvor godt vi havde det sammen.
Med årene har mit perspektiv på livet ændret sig. Mine øjne er blevet åbnet for alt det midt imellem. Jeg ser det som betydningsfulde dele af det store hele. Det gælder ligeledes bumpene på vejen. På grund af alderen og mine møder med patienter på hospitalet tager jeg i mindre grad selvfølgeligheder for givet. Jeg føler mig oprigtigt taknemmelig, når yngstesønnen sover, og jeg synker ned i sofaen tæt på min mand med en kop the i hånden og streamingtjensterne foran os.
For at suge lykken til mig holder jeg tempoet nede og praktiserer taknemmelighed for de små ting. I indlægget Hip hurra, fødselsdag og masser af resonans, kan du læse om sporskiftet, der har givet mig mere ro i tilværelsen. Jeg øver mig i at sige højt, hvad jeg er taknemmelig for til mine nærmeste og i aftenbønnen med yngstesønnen. Men jeg kan stadig få nedsmeltninger over rod. Jeg kan opleve det som strabadserende at komme hjem og skulle i gang med aftensmad til familien. – Og der er lykke lige for næsen af mig, som jeg dagligt går glip af, fordi jeg vælger at sidde med min iPhone i hånden.
