“Du skal gå et par trin ned af stigen, læne dig tilbage og kaste dig ud i vandet – så mærker du ikke, hvor koldt det er”, sagde en slank og solbrun 85+ dame til mig. Det skete torsdag i sidste uge. På den smukkeste sensommerdag, jeg kan erindre. Oven i købet på min fødselsdag og fridag. Jeg var cyklet ud til mit yndlingssted ved Øresund, Bjerre Strand i Humlebæk, der er et stort areal med badebroer og ingen sand. Den gamle dame lirkede diskret sin våde bikini af bag et håndklæde, mens hun talte til mig. “Vandet har aldrig været bedre. Det har aldrig været bedre. Der er ingen alger, ingen brandmænd, og det er helt klart”. Jeg var ikke svær at overtale. Jeg sad allerede på badebroen iført min bikini og læste i solen. Havet blinkede inviterende til mig.
Men det der med ligefrem at kaste sig ud i vandet, det har aldrig været mig. Jeg er normalt lang tid om at komme under. Langsomt og i små etaper vænner jeg fødder, ben, mave, arme, bryst og skuldre til temperaturen. Jeg kan blive arrig, hvis nogen prøver at forcere processen ved at sprøjte vand på mig. “Jeg vil gøre det i mit eget tempo”, som jeg plejer at sige. Det fik mig til at tænke på, om det fortæller noget om, hvordan jeg er skruet sammen? – At jeg er en velovervejet type, der ofte har behov for lange tilløb. Derfor sad jeg og smilede for mig selv af taknemlighed. Det var lykkedes for mig at skifte spor siden min sidste fødselsdag. Jeg var endda landet et meget bedre sted, end jeg havde haft fantasi til at forestille mig, da jeg skrev indlægget Midtvejs i et foranderligt og flygtigt liv.
Sporskifte
Set i bakspejlet kom Corona-nedlukningerne mig til hjælp. Det blev tiltrængte anledninger til at sætte tempoet ned og nyorientere mig. Det gav mig den tid og ro, jeg havde brug for til at kunne tage en stor beslutning. Jeg havde presset mig selv for hårdt i flere år. Var det virkelig sådan et liv, jeg ville leve? Nej! Det skulle være slut med at have ondt i maven, når jeg gik ud af døren om morgenen. Det skulle være slut med at balancere på kanten til stress. Hele min krop havde behov for flere pauser i hverdagen. Jeg ville gerne kunne være mere nærværende overfor mig selv og min familie. Jeg ville gerne have gang i min kreative tænkning og leg.
Min mand havde længe hvisket mig i øret, at vi sagtens kunne have råd til at have mig på deltid. Med lavere forbrug og færre udgifter. Jeg er taknemlig for, at han var vedholdende og tålmodig med mig. At han bakkede mig op i at forfølge mine drømme om at få tid til skrivning og projekt ved siden af mit arbejde. Selvfølgelig koster det noget. Det kræver afsavn. Jeg tager mig selv i at kigge misundeligt på andre folks rejsebilleder. Der bliver ikke sparet så meget op til pensionen. Og vi skal passe på, hvordan vi bruger vores penge hver måned. Samtidig er der ingen tvivl om, at det er den bedste prioritering, vi måske nogensinde har gjort.
Resonans
Hvad er det gode liv? Hvordan vil jeg gerne være i verden? Det er nogle spørgsmål, som rumsterer i mit hoved i øjeblikket foranlediget af den tyske sociolog Hartmut Rosa. – Og den torsdag på badebroen sad jeg og læste i bogen Resonans. En af hans pointer er, at livet lykkes, når vi elsker det! Det lyder så dejligt enkelt. Alligevel må jeg bare være ærlig og sige, at det har taget mig 48 år at lande et sted med mig selv, hvor jeg dybt indeni elsker mit liv. Det er noget med balancen mellem arbejds- og fritidsliv. Jeg er blevet meget bedre til at at mærke mig selv, som jeg skrev om i indlægget Jeg har tændt kontakten mellem hoved og krop. Jeg er blevet bevidst om, hvad der giver mig energi, og hvad der dræner mig. Mere fritid har givet mig mere overskud til at være åben overfor mine omgivelser og de mennesker jeg møder. Du kan følge initiativet Tænk Hvis på Instagram og Facebook.
Ifølge Hartmut Rosa handler det gode liv om resonans. Situationer og interaktioner hvor jeg føler mig forbundet med verden – med mig selv, andre mennesker og nogle gange ligefrem Gud. Der opstår en gensidig svingning eller vibration. Det giver mig oplevelsen af meningsfuldhed og af at være en del af noget større. Der er noget, der bliver vakt til live. Modpolen til resonans er fremmedgørelse. For højt tempo og øget digitalisering er medvirkende til, at jeg ind imellem føler mig fremmedgjort overfor mig selv og andre mennesker. Sporskiftet giver mig mange flere resonansoplevelser end tidligere. Og jeg har opdaget, hvor lidt der skal til, hvis jeg netop er åben overfor det.
Det var tid til den anbefalede dukkert. Jeg gik langsomt fra badebroen og ned af de første fire trin på stigen, og mod al sædvane lænede jeg mig bagover og kastede mig ud i vandet. Det var et koldt gys, men øjeblikke efter var det helt vidunderligt. Jeg svømmede rundt i lang tid. I et med naturen. Om aftenen var der lækker mad og gaver i bedste selskab med familien. Det blev fuld plade med resonans på min fødselsdag.
