Jeg har i en stor del af mit liv haft en samfundspræget idé om lykken som en næsten uopnåelig og tæt på himmelsk tilstand. Som var det noget, jeg skulle jage efter med uddannelse, arbejde, parforhold, familieliv, økonomi, åndelighed osv. Pludselig en dag ville en dyb, indre lykkefølelse gennemsyre mig. Ahhh… jeg ville kunne sænke skuldrene og bare nyde resten af livet. Jeg har selvfølgelig haft mange lykkelige stunder undervejs, men det er først efter, jeg har fået afsløret idéen som en løgn, at jeg for alvor er blevet i stand til at se, mærke, føle og smage lykken. Den er kommet helt tæt på. Nogle gange som små lykkeglimt. Andre gange som en sammenblandet, dybtliggende følelse af lykke og taknemlighed. Her og nu. Midt i alt hurlumhejet, smerten og spørgsmålene, som livet ligeledes indeholder.
Der er nok til alle
For mig er lykkeglimt blevet det nye sort. Korte eller længere øjeblikke af lykke, som jeg selv kan vælge til. Det kan være, når yngstesønnen og jeg tager en dukkert ved Bjerre strand. Når jeg skriver på bloggen, eller når jeg spiser efterårets allerførste Fejø-æble. Sprødt, saftigt, sødt og syrligt. Jeg øver mig i at stoppe op, være nærværende overfor mig selv og give lykkefølelsen plads. I går tog jeg mig selv i sige gryntende velbehagslyde og “øj, hvor er det lækkert, hold op, hvor er det lækkert”, mens jeg spiste af æblet på gåturen fra Irma til Nørreport station. Jeg har tidligere skrevet om, at De kedelige ting i livet er betydningsfulde og en del af den store sammenhæng. Kunsten er at kunne se det store i det små, i det kedelige, i alt det der er “midt imellem” de store øjeblikke i livet.
Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg åbner op for, at helt ordinære, hverdagsagtige øjeblikke kan udløse lykkeglimt, desto flere af dem oplever jeg. Den gode nyhed er, at det er muligt at mærke lykken – også på dårlige dage og i svære perioder af livet. Lykken er således ikke forbeholdt de mennesker, der er særligt heldige, dygtige eller priviligerede. Dem der er raske, og som har nået deres mål i livet. Lykken er tilgængelig for os alle.
Lone Blicher Mørk er hospitalspræst på Rigshospitalet. I kronikken Mit arbejde med patienter på kanten af livet har lært mig, at lykken har bedre vilkår, når vi ikke jager den – udgivet i Berlingske 4. august 2019 – fortæller hun om en dødeligt syg, 30 årig kvinde, som hun kalder Line.
“En dag, hvor jeg sad ved hendes seng på en intensivafdeling omgivet af en masse apparater og slanger, udbrød hun: Er det egentlig mærkeligt at føle stunder af lykke, når man er dødeligt syg? (…) Hun havde aldrig oplevet lykken så intenst før. (…) Hvad var det så, der gjorde hende lykkelig? Det var de små ting, sagde hun og gav sig til at fortælle om en nat på hospitalet, hvor hun ikke kunne sove. Natsygeplejersken bemærkede, at hun var vågen. Hun satte sig stille ned ved siden af Line og spurgte: Hvordan har du det? Line svarede, at hun var bange og ensom. Hun følte, at håbet var væk. Det forstår jeg godt, sagde sygeplejersken. Lad mig håbe lidt på dine vegne. Det var et afgørende øjeblik, fortalte Line. For lige i dette øjeblik følte hun sig lykkelig lige der, midt i ulykken. Det var følelsen af ikke at blive forladt, selvom der ikke var noget at stille op.”“… lykken er ikke statisk. Den ændrer sig, når vores livssituation ændrer sig. Når vi er på toppen, efterstræber vi de behov, vi tror, vi skal have opfyldt for at være lykkelige. Men efter snart to årtier sammen med såkaldt ulykkelige mennesker, er jeg begyndt at tro noget andet: nemlig at lykken måske har bedre vilkår, når vi ikke jagter den. For når magtesløsheden – og ultimativt døden – får et tag i os, kan vi pludselig blive meget klare på, hvad der gør os lykkelige. Døden i sig selv gør os naturligvis ikke lykkelige, men den sætter livet og lykken i perspektiv”, skriver Lone Blicher Mørk.
