“Var det ikke her, I skulle af? Det næste stop er Innsbruck (Østrig)”, sagde den tyske togkonduktør til mig på engelsk med et undertrykt grin. Jeg var gået hen til personalerummet for enden af togvognen for at aflevere vores morgenmadsbakker. Han stod i døråbningen og talte med en tysk mandlig passagerer. Et kvart sekunds øjenkontakt og skævt smil mellem de to mænd gav mig følelsen af at blive stemplet som en skør dansk kvinde og turist, der ikke havde styr på noget. Klokken var 8:40. Jeg havde allerede bemærket på min vej ned gennem togvognen, at der stod “München Ost” på perronen udenfor, vel vidende at vi først skulle af på München hovedbanegård (Hbf), og at der var et lille stykke vej endnu.
Vi var steget på nattoget, Nightjet Öbb, fra Hannover Hbf aftenen før 21:57, mandag den 24. juli. Pladsen var meget trang, og vi kunne ikke lave andet end at lægge os ind på hver vores hylde og forsøge at sove. Vi skulle efter planen være ankommet til München Hbf 7:09. I stedet havde toget først rangeret rundt på forskellige spor, og senest havde det holdt stille meget længe. Ingen havde givet besked om forsinkelsen, at vi holdt ved et rigtigt stoppested, og at toget alligevel ikke ville standse på München Hbf. Yngstesønnen var vågnet meget tidligt, og havde manglet underholdning, så han havde holdt flere af os vågne med snak. Uden stikkontakter i kupéen var vores smartphones og powerbanks næsten løbet tør for strøm. Efter at have kæmpet med at få slået midterkøjerne op af væggen, så havde vi i den sidste times tid siddet klemt sammen på de nederste køjer og hygget os med at spise fra hver vores lille morgenmadsbakke med kaffe/the/vand samt to rundstykker, smør og marmelade, som vi havde fået udleveret af samme togkonduktør.
Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at få det sidste tøj på. Nogle pakkede ting i rygsækkene, mens andre skyndte sig hen og holdt døren åben ud til perronen, indtil vi alle seks var ude. I farten blev et fleecetæppe glemt, men ellers lykkedes projektet. Nu stod vi i München Ost med morgenhår og ubørstede tænder og skulle finde vej ind til München Hbf. Det var 26 timer, 9 bus- og togskift siden, vi var gået ud af døren hjemme i Fredensborg. Da vi flere måneder i forvejen havde bestilt pladser i Nightjet Öbb, havde vi forventet, at vi ville stige nogenlunde friske og udhvilede ud på München Hbf. En liggevogn med tre etager i hver side – perfekt til vores familie. Virkeligheden havde ikke været så idyllisk. Togets bevægelser havde været larmende og usystematiske, køjerne havde skrånet ind mod væggen og og ligeledes vores kroppe. Skydedøren ind til kupéen havde rusket frem og tilbage med mindre min mand lå og holdt fast i den.
For os to (gamle) forældre havde det været en strabadserende oplevelse, og vi havde ikke sovet særlig meget sammenhængende. I situationen kæmpede jeg med skuffelse og ærgrelse over, hvad jeg havde ledt min familie ud i. Tanken om en mange gange kortere (og billigere) flyrejse virkede som et komfortabelt og tillokkende alternativ, når jeg i længere perioder lå vågen på min hylde i løbet af natten. Tæt pakket sammen med alt mit guld. Jeg er taknemlig for, at vores børn holdt humøret højt og fik os alle til at grine af små sjove episoder og iagttagelser undervejs. Nu ser jeg også tilbage på det som en underholdende oplevelse, som vi altid vil kunne hive frem og snakke om som familie. Men en nat i liggevogn har jeg alligevel ikke lyst til at gentage.
Heldigvis havde vi planlagt vores hjemrejse i dagtid. Vi nød at kunne følge med i de langsomme forandringer af landskaber og byer gennem vinduerne. Her kørte vi på størstedelen af rejsen med et moderne højhastighedstog op igennem Tyskland til tider med 300 km/t. Hjemrejsen endte med at tage os 14 timer, 3 bus- og togskift. Når togturene var bedst, så var det en fællesskabende rejseform. På tilfældige og kortere strækninger var vi heldige at have siddepladser overfor hinanden, så vi kunne spille Settlers eller kortspil. Det skruede gevaldigt op for nærværet, så den slags pladser vil vi være bevidste om at booke en anden gang. Jeg fik ikke småsnakket særlig meget med andre passagerere, fordi jeg var optaget af min egen familie. Men jeg havde mange små oplevelser af forbundethed i form af øjen- og ansigtskontakt, smil og venlige gestus, som tilførte min rejseoplevelse stor værdi.
Vi tager gerne toget igen – i dagtid. Jeg oplever en glæde og tilfredshed over, at vi som familie har sat et betydeligt mindre klimaaftryk, fordi vi valgte toget til München og Garmich-Partenkirchen i Sydtyskland. Men jeg wrestler lidt med fortællingen om, at det skal være nemt og billigt at rejse, og at jeg skal kunne rejse derhen, jeg gerne vil. I den forbindelse har det været tragikomisk at genopdage mine indlæg fra 2019 Det vil koste komfort at redde civilisationen og Klimavenlig bilferie kostede komfort, men det er heller ikke vigtigt. De handler om nødvendigheden af at give afkald på komfort for klimaets skyld. Siden dengang er alvoren i klimakrisen er blevet meget tydelig. Jeg kan mærke, at det har forandret mig på et indre plan. Den gamle fortælling er i gang med at blive omskrevet. Det føles i højere grad godt og rigtigt at tilvælge alternative rejseformer, at indskrænke vores mentale og fysiske rækkevidde – og at give afkald på komfort.
