Klimaidealisten indeni mig valgte optimistisk, at vi skulle rejse til Prag og Krakow i bil fremfor med fly. Vi kom hjem i går aftes. Dagen derpå må jeg indrømme, at de lange køreture har været mere strabadserende, trættende og langtrukne, end jeg havde havde forventet. I et tidligere blogindlæg skrev jeg, at Det vil koste komfort at redde civilisationen. Det kostede en eller anden grad af komfort for os som familie at vælge bilferien, men jeg ville ikke have valgt anderledes. Trods mindre komfort har vi haft en mere social og til tider sjovere rejse i bilen, end vi ville have haft i et fly. Det var børnenes tilbagemelding, da vi talte om rejsen i går.
Køreturenes minusser og plusser
Vi var seks mennesker i en tætpakket bil. Der var bilkøer på grund af vejarbejde, skybrud og færdselsuheld. Halvvejs på ferien gik bilens aircondition i stykker, så resten af turen sad vi med våde rygge, klistrede inderlår og støj fra åbne vinduer. Yngstesønnen sov ikke på nogen af køreturene. Han snakkede i en lind strøm, mens han holdt sig selv kørende med slik, sodavand, i-Pad, Nintendo og tegninger. Jeg havde øjeblikke, hvor jeg var så udmattet og irriteret, at jeg ønskede mig over i et fly med kortere rejsetid, bredere sæder og ikke mindst aircondition. Til plussiden så vi landområder og byer i Tjekkiet og Polen, som gav os mere nuancerede indtryk af landene. Vi mærkede afstandene på egen krop. Vi passerede næsten usynlige grænser. Vi holdt pauser på tankstationer og spisesteder, hvor der ikke var andre turister end os. Vi lyttede til musik fra børnenes playlister, og vi øvede os sammen med yngstesønnen i at fortælle mere eller mindre vellykkede vittigheder. Som vores datter konstaterede, så havde vi mere samvær med hinanden i bilen, end vi ville have haft i et fly.
Nærhed og lokaloplevelser er vigtigere end komfort
I dag har jeg tænkt på, hvilke transportoplevelser jeg har haft på ferier i årenes løb. Hvilke husker jeg bedst? Der var campingferierne med mine forældre og tvillingebror, hvor vi blev puttet på bagsædet eller i bunden af bilen (uden seler), mens min far kørte gennem Tyskland. Der var busturen gennem Chiles ørken med diarré og et aflåst toilet. Der var togturene i Andesbjergene på hårde sæder omgivet af lokale indianere. Der var busturen til Paris med min mand, hvor vi var nygifte, og vi sov i de mest forfærdelige klap-op-køjesenge. Jeg kunne blive ved. Mine erindringer har sjovt nok det fællestræk, at komforten var dårlig, og at jeg ikke husker det som vigtigt. Det vigtige var sociale, kulturelle, sproglige, naturskønne og mærkværdige lokaloplevelser. Fremfor alt samvær og nærhed med nogle mennesker, jeg holder af.
Bilens pris på klimaregnskabet afhænger af type og brændstof. Det koster mindst pr. person, hvis bilen er fyldt op med passagere. Jeg har med hjælp fra www.carbonfootprint.com og ferryshippingconference.com lavet et forenklet regnestykke over vores bilferie. Vi kørte 2500 km, og vi var 6 personer i bilen. Køreturen kostede os 0,39 ton CO2-aftryk. Færgeoverfarten mellem Gedser og Rostock kostede os 0,043 ton CO2-aftryk. Det giver i alt 0,43 ton CO2-aftryk. Til sammenligning ville rejsen med fly fra København til Prag, fra Prag til Krakow og fra Krakow til København have kostet os 1,56 ton CO2-aftryk. Det svarer til over tre og en halv gange så meget.
By the way… ifølge den grønne tænketank Concito udleder danskere i gennemsnit 19 ton drivhusgasser om året. Vi skal ned på en udledning på 2-3 ton pr. person, hvis vi skal undgå, at den globale temperatur stiger mere end 2 grader inden 2050.
